Dronningen abdicerer, præsidentvalg i USA og ny film om Amy Winehouse. Her er 5 ting, der sker i 2024

17. januar 2024

Vi skriver 2024, og et nyt år står for døren! SEIN har kigget i den metaforiske krystalkugle (aka internettet) og kan spå om et begivenhedsrigt år for alle – lige fra den samfundsinteresserede til den helt store sportsentusiast.

1. Fra “Hendes” til “Hans Majestæt”

Vi kan ikke starte andre steder end i Kongehuset. Den 31. december 2023 fik danskerne nemlig den sindsoprivende nyhed, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ville abdicere som dansk regent. Nytårstalen satte dermed ikke kun fut i Anders Hemmingsens Instagram, men også i DR og TV2’s programafdeling, hvilket har resulteret i, at begge kanaler har sendt spandevis af royalt indhold i både radio og tv de sidste to uger. Især i søndags på dagen for tronskiftet. 2024 er dermed skudt i gang som året, hvor Danmark fik en mandlig regent for første gang i 52 år.

2. Afsted mod stemmeurnerne – der er valg i Europa-Parlamentet

EU… Ja, hvad er det egentlig, vi stemmer om til europaparlamentsvalg? Når danskerne skal sætte deres kryds den 9. juni 2024, er vi med til at sammensætte den lovgivende forsamling af politikere, som skal repræsentere Danmark i EU. Det vil sige, at selvsamme politikere, som vi stemmer ind, kommer til at diskutere, ændre og stemme om EU-lovgivning, der i sidste ende rammer dig og mig. Lovene kan omhandle alt, lige fra regulering af kemikalier i kosmetik til beslutningen om, hvorvidt medlemslandene skal have fælles stikkontakter.

Så det er altså ikke for sjov, når vi går til valg i sommeren 2024. Er du fyldt 18 år og dansk statsborger, ja, så er det afsted mod stemmeurnen!

Du kan læse mere om EU-valget HER og skrive dig op HER, for at blive mindet om valget, så din stemme ikke går til spilde.

Visuelt af Astrid Ida Cornett

3. Jeg kan mærke, at Danmark vinder EM …

Skrig og skrål, gyldne fadøl og Dannebrog. 2024 byder naturligvis også på europamesterskabet i fodbold, og det danske landshold kan se frem til en spændingsfyldt tid i EM-perioden, som løber fra 14. juni til 14. juli i år. Danskerne står klar til at afspille Gulddrengs sanghyldest til herrelandsholdet, ‘Helt Sikker’, for fuld skrue, og hvis ikke du allerede har en landsholdstrøje fra sommeren 2021, er det måske nu, du skal gennemtrawle Trendsales og Vinted efter en. Det bliver et varmt år i fodboldens tegn.

4. Film, film og flere film

Efter en langtrukken strejke på 118 dage kunne det amerikanske skuespillerforbund og de store streamingtjenester endelig nå til enighed om en ny aftale, som skulle sikre bedre vilkår for skuespillere og manuskriptforfattere i filmbranchen. Det betød også, at man i november 2023 kunne genoptage arbejdet på de mange filmset, som var på standby under strejken. Med andre ord byder 2024 på en lang liste af film, der har været længe undervejs.

I år kan du blandt andet se frem til ‘Dune: Del 2’ med Zendaya og Timothée Chalamet på rollelisten, ‘Kingdom of the Planet of the Apes’ og ‘Back to Black’; en biografisk musical om den afdøde sangerinde Amy Winehouse. Alle tre film får premiere i Danmark i perioden marts-maj. Tryk HER for at se en liste over 24 danske film, du heller ikke må gå glip af i år.

5. Demokraterne vs. republikanerne

Vi kan ikke runde listen af uden at komme ind på det højspændte præsidentvalg i USA. 2024 bliver nemlig i sandhed et dramatisk valgår for demokrater og republikanere. Det hele kommer til at løbe af stablen den 5. november, og vil dermed udgøre det 60. amerikanske valg.

I Januar 2024 er der opstillet 11 kandidater til posten som USA’s præsident – tre for Det Demokratiske Parti, og syv for Det Republikanske Parti. Valgets spidskandidater er dog fortsat de alderstegne mænd og tidligere modkandidater Joe Biden og Donald Trump. Ved primærvalget den 15. januar blev partiernes endelige præsidentkandidater offentliggjort.

Der er heldigvis rigeligt med tid til at få læst op på valgmandssystemet, så du kan deltage i diskussionerne ved middagsbordet, i samfundsfagstimerne eller på universitetet. Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, kan du begynde med denne DR-explainer om det komplekse amerikanske valgmandssystem. Du kan også folde lyttelapperne ud til podcasten ‘Stjerner og striber’, der også handler om præsidentvalgkampen.

Følg med i valgets fremgang HER

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her