Kibbutz – at smile

02. maj 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Her kommer femte (og midterste) afsnit i tekstserien. Om at være glad.

Illustration af Thit Thyrring

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje og fjerde afsnit.

Jeg kiggede mig i spejlet på det nedslidte badeværelse, der oste 70’erne med røde kalksten og safranfarvet cement. Kl. var 4.16. Mit hår var efterhånden kronisk filtret og oppusteligt, men lysere i enderne. Min krop var stadig kamæleonagtig med gule og blå plamager af grene, der væltede ned over mig, og ting, jeg selv væltede ind i på arbejdet. Folk sagde til mig, at jeg lignede et selvmordsoffer med alle de dybe rifter på hele min krop, men omkring rifterne, der var som ærmer på mine arme, var jeg begyndt at blive gyldenbrun. Mine fregner på næsen var blevet dobbelt så store og lå ind over hinanden, og endnu flere var kommet til øverst på mine kinder. Jeg så på de to nye huller i mine ører. Betændelsen var begyndt at aftage, og jeg syntes, at de fik mig til at ligne én, jeg følte mig som. Jeg havde en orange trøje på. Sådan en, som jeg nok aldrig ville have på derhjemme, fordi den egentlig var lidt grim. Men her var den af en eller anden grund blevet pæn. Den klædte min brune hud, og så dækkede den rifterne til.

Jeg var begyndt at skrive dagbog i kibbutzen. Alle de tanker, jeg gik og tænkte, de ting, der skilte sig ud fra min hverdag derhjemme. De følelser, jeg havde, og hvordan de svingede frem og tilbage. Mine fridage, hvor Sonya var på arbejde, brugte jeg på at tegne. Tegne ansigter, kroppe, bambuspinde og streger. Med oliemaling, akvarelmaling, kuglepenne og tegnestifter. Jeg sad fra tidlig morgen til middagstid på værelset i underbukser og kaoshår, med solskin ind ad vinduet og tegnede i mit eget stille univers. Helt enormt simpelt, og jeg nød det så meget. At sidde og fokusere på kuglepennen, der efterlod et spor på papiret. At have tid til bare at sidde med det i flere timer. Det er en af de ting, som man jo har tid til derhjemme også, men ikke gør, når der er andre ting, man kan gøre, man alligevel skal have gjort. Så ender man med at tjekke vagtplan for tredje gang, lave layout til næste samfundsfagsaflevering eller skifte sengebetræk. Ikke fra en behovspyramide, men en to-do-pyramide. Og at tegne kruseduller er jo bare ikke på den slags liste. Men i Israel var min to-do-liste blank, så jeg valgte at male på den i stedet.

Klokken var nu 4.27, så jeg skyndte mig at børste mine tænder, samlede hurtigt krusedullen på mit hoved i en knold og løb hen til bilen mod Hula Valley. Som vinteren var begyndt at komme, var himlen blevet en mørkere lilla udenfor vinduet på køreturen. Himlen så nærmest tung ud. Lignede en dyne, der puttede bjergene om, indtil solen vækkede dem. Daniels og mine samtaler var begyndt at trække ud. Jo mere vi talte, desto mere var der at tale videre om. Kaffen trak ud til to kopper og nogle kiks, hvilket gjorde, at jeg ofte slap for at arbejde inden morgenmaden, som sparede mig for halvanden times arbejde i de lange timer. Han lærte mig om træerne. Om jorden, vandet og solen, de har brug for. Om bladene, og om hvordan de tyder træets helbred. Havde bladene små tørre pletter, var træet sygt, som et menneske med skoldkopper. Så skulle den syge del skæres fra og males over som et plaster, så det ‘åbne sår’ blev lukket, og træet derfor ikke ville smitte de andre. Daniel, Avi og Gabi talte om plantagerne, som var de sygeplejersker, og træerne deres patienter. De så til dem, plejede dem, forsynede dem og gav dem medicin og vitaminer i mangel.

Med fingrene på rattet og min støvle forsigtigt på speederen svævede Israel omkring mig.

Denne mørkelilla morgen var noget helt særligt, for da jeg efter morgenmaden skulle ud for at notere de syge træer i mandelsektionen, tilbød Daniel mig at køre i den lille ladvogn. JA, råbte jeg, men som han kastede nøglerne til mig, tilføjede jeg, på grund af den samvittighed, der så ofte spænder ben for mig, at jeg jo ikke havde noget kørekort. Han sagde, at jeg bare skulle køre forsigtigt. Han ville komme i fængsel, hvis der skete noget med mig eller bilen, tilføjede han og slog en latter op. Med det in mente satte jeg mig i bilen. Mine lår brændte, sekundet jeg satte mig på de sorte lædersæder, der havde stegt i morgensolen. Jeg lagde min skjorte under mig og drejede nøglerne, da jeg havde fundet det sted, de passede ind i. Lyden af udstødningsrøret, der hostede. At bakke ud i solen. At køre i den friske luft. De kraftige 39 grader, der pludselig føltes som milde 23. Vinden, der aede mig på kinderne som hænder og tørrede sveden af min pande. Med fingrene på rattet og min støvle forsigtigt på speederen svævede Israel omkring mig. Golanhøjderne på min venstre side og bjergkæden med Bar’am på min højre. Jeg fik denne her fornemmelse af, at det var mit sted, min verden, mine træer, min bil, og jeg kunne slet, slet ikke lade være med at smile. Min mund blev helt tør af al den smilen i den åbne bil, men det kom som et grineflip fra hele min krop. En lykke.

Den følgende dag satte Daniel et anlæg på ladet og hans iPod til. Hele den uge kørte jeg langs markerne, mens Bowie bragede fra det støvede anlæg. Som at være på en lyserød sky i min orange trøje.

Hvad tænker du?

  1. Mathilde siger:

    Jeg bliver lige imponeret, hver gang jeg læser dine tekster. Du er så god!!!

    1. Anonym siger:

      Jeg er simpelthen så glad for din kommentar<3 Tusind tak, Mathilde!

  2. Esther siger:

    Jeg må tilslutte mig Mathildes kommentar. Du er fænomenal og får mit trætte 3.g-hoved til at drømme sig langt væk til varme dage langt væk fra Danmark, uden afleveringer og ligegyldig stress. Bliv ved med at skrive, du gør det fænomenalt!

    1. Anonym siger:

      Bliver da helt lykkelig af det her. TAK

  3. Karla siger:

    wow, dine tekster er så gribende. Det er sjældent jeg har læst så fint skrevne ord. Det er vidunderligt- og jeg nyder det meget.
    – Karla :))

    1. Anonym siger:

      Ej kæmpe ros. Mange mange tak, Karla<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her