Efterår

11. december 2018

Johanne har skrevet to digte om, hvordan hendes indre ændrede sig, imens efteråret farvede skovens grønne træer gule. Nu er vinteren ovre hende, og selvom det betød et farvel til hendes sommer-jeg, byder hun vinteren velkommen.
Frida har illustreret.

Når jeg vågner om morgenen og kigger ud af mit vindue, kan jeg se frostens tag fra natten sidde i alle de fine græsstrå ude i min have. Udsigten kendetegner typiske danske decembermorgener. Himlen er sort, træerne er nøgne, og tågen har ikke lagt sig helt endnu. I september forsøgte jeg at indstille mig på, at vinteren var på vej. Jeg husker, at jeg ikke følte mig helt klar på at sige farvel til en sommer, der havde givet mig så mange oplevelser. Jeg husker, at jeg forventede en fremtidig vintersæson præget af træthed og mindre overskud. Jeg vidste, at sommeren var forbi, uanset hvor meget jeg ønskede mig, at den skulle vare evigt. Og nu sidder jeg her i dag midt i vinteren en kold decemberformiddag, og til dels lever vinteren indtil videre op til mine forventninger. Til dels gør den ikke. Teksten, du snart vil læse, skrev jeg i slut-september, hvor jeg forsøgte at byde vinteren velkommen og tage afsked med en meget varm sommer fyldt med farver, oplevelser og uafbrudt solskin.

Jeg har altid gået op i årstidsskift, da jeg i høj grad bliver påvirket af det.

Det er på grænsen til, at du stadig kan sove med vinduet åbent. Luften er ikke længere fugtig og døsende, men er nærmere sprød og bider huden, når mørket falder på. Hvis du lader din opmærksomhed falde på alle naturens lyde udenfor dit åbne vindue, vil du opdage, at natuglens tuden oftere er til at høre, end da de lune aftener stadig eksisterede. Det er fuldmåne, og derfor ligger du stadig vågen. Du kan både se dens ovale, gyldne tilstedeværelse, men du kan også mærke den. Mærke, hvordan den både trækker i tidevandet og alt, der hedder lange dage, korte nætter, solbrun hud og sommerlige eventyr. Netop denne fuldmåne er mere speciel end alle de andre: den markerer et sæsonskift. Fra september til oktober. Fra varmt til koldt. Fra lyst til mørkt. Fra glad til sørgmodig? Jeg har i nedenstående digte forsøgt at beskrive, hvordan denne overgang fra sommer til efterår og fra efterår til vinter er meget mere for mig, end at vejret bare bliver gråt og vådt, og at temperaturen går i minus. Det forekommer mig nærmere, at jeg skal forberede mig på at indtage en ny livstil, hver gang vi går en koldere måned i møde.

Mørke æbler og lange nætter
al blomstring smuldrer
Lysets endelige møde sig sætter
kroppens varme sulter

Dyr går i hi og jeg ligeså
samler mit forråd for årstiden
Så jeg kan forsvinde til et sted
hvor ingen kan nå
til sommer skal i se mig siden

 

Mærk den barske efterårsvind
mod vores unge hud
Bekymringsfrie vores sprudlende sind
som lærketræets nyeste skud

Over os kun en violet himmel
fri for hver en sky
Omkring os vi mærker en overgang
en kommende vinterby

Jeg har altid gået op i årstidsskift, da jeg i høj grad bliver påvirket af det. Det skal blive min nittende vinter i år. For mig er det både en afsked på noget lykkeligt velkendt og en velkomst til mange måneders sne i støvlen, svagere immunforsvar, absolut, alt for tidlig tusmørke og enorm træthed. Der findes to jeger: mit jeg om sommeren og mit jeg om vinteren. Som beskrevet i det første digt, har jeg følt hver eneste vinter, at en del af mig går i “hi”. Mit sommerlige gåpåmod forsvinder ikke, men gemmer sig langt væk og vender først tilbage, når det igen bliver varmt. Jeg bliver i den grad en skikkelse af mig selv, ikke nogen alvorlig, bare mit vinter-jeg. Er jeg vinterdeprimeret eller blot sommerglad? Et spørgsmål, jeg har stillet mig selv utallige gange. Jeg ville ønske, at jeg var et af de mennesker, der stadig fik bevæget sig ud i naturens liv i minusgrader. Men det er, som om en del af min energi visner, når træets blade visner. For mig er det en hårdere tid, da de daglige pligter forbliver de samme, også selvom min livsenergi er på sit vinterstadie. Når det så er sagt: Til april, når forårssolen igen titter frem gennem mit vindue, blomstrer jeg igen. Jeg tror, at jeg er ved at lære at acceptere, at det er sådan, jeg er, når det er vinter, hvor jeg førhen har sat krav og mål for den kolde sæson, jeg ikke har kunnet nå eller overholde. Derfor tager jeg afsked med en farverig sommer, der indebar en masse lys og udvikling og byder mit vinter-jeg velkommen. Det er jo alligevel et år siden, vi sidst mødtes.

Hvad tænker du?

  1. Kirstine Marie siger:

    Det sætter meget præcist ord på følelser jeg selv genkender, men egentlig har haft svært ved sætte en finger på. Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *