Før du sover

Det kan godt være svært at bevare en god, døgnrytme. Nogle dage har jeg opbygget et stort træthedsdepot – og jeg sover 13 timer i streg.
Andre dage, hvor jeg skal tidligt op næste morgen, kan jeg have svært ved at finde ro. Faktisk ønsker jeg nogle nætter, bare at springe natten over, så det hurtigt igen kan blive dag, og jeg kan få bekymringsfulde begivenheder overstået.
Jeg har skrevet en tekst om den tid, før jeg sover.
Og om hvordan ensomheden overtager, og tingene bliver uklare.

Jeg kan ikke trække den længere, hvis jeg skal nå at have de berygtede 8 timers søvn.

Jeg har læst det sidste kapitel i min bog, set det sidste afsnit i min tv serie,

og nu lægger jeg hovedet på puden, og er ved at drukne i min egen ensomhed.

Jeg ligger rastløst og tænker hele min dag igennem.

Jeg tænker på atomkrig, på global opvarmning og på sult i fjerne lande.

Jeg tænker på noget virkelig pinligt, jeg sagde for fem dage siden, og hvad jeg mon skal have på af tøj i morgen.

Jeg ligger med min telefon helt oppe i ansigtet, så den blænder mig og holder min hjerne i gang. Jeg lytter til musik og til podcasts, der blot får mit hjerte til at banke hurtigere.

Jeg tænker på, at der nu kun er seks timer, til at jeg skal op, i bad, i gang, og at den træthed, jeg så inderligt savner lige nu, vil overmande mig, inden dagen er omme.

Jeg overbeviser mig selv om, at der er noget, jeg har glemt og tænder min telefon, selvom jeg jo lige har slukket den.

Jeg tjekker vagtplan, tjekker mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker min bankkonto.

Så kan jeg mærke, at jeg skal tisse. Jeg står op. Står og hænger lidt i køkkenet med et glas vand. Jeg kan mærke sulten, og jeg åbner køleskabet og overvejer, om der er noget, jeg har lyst til.

Jeg har lyst til en smøg, og jeg sætter mig ud på altanen i den tætte nattekulde og kigger ind i nattens melankoli.

Jeg kigger ned på skolen, under altanen, hvor der plejer at være fyldt med børn i løbet af dagen. Hvis jeg kigger rigtig godt efter, kan jeg skimte de tomme klasselokaler gennem ruderne.

Når jeg ikke kan finde på flere behov, der skal dækkes, går jeg op i seng igen.

Det er, som om jeg er så vant til konstant at blive underholdt, at jeg ikke kan klare en halv time med lukkede øjne og åbent sind.

For når al musikken og støjen er slukket, er det, som om jeg ikke kan styre, hvilke tanker der kommer ind. Men er dette tidspunkt på dagen ikke netop sat af til ikke at tænke? Tvinge sin hjerne til at kunne løbe den vej, den har brug for?

Når jeg ligger dér i mørket, er det, som om min psyke vender sig imod mig, og jeg kan ikke rigtig kende mig selv. Angsten tager over, og jeg kan hurtigt overbevise mig selv om, at jeg er ved at blive sindssyg.

Frygten og irrationaliteten fylder min krop, og jeg føler, at jeg er den eneste i hele verden, der er vågen.

Angsten fortager sig endelig, solen står op, og en ny dag skal til at gå i gang.

En metode, jeg bruger for at distrahere mig selv væk fra de onde og bebrejdende tanker, er at opdigte en fortælling. En fortælling om et helt andet menneske, der står over for nogle helt andre udfordringer. Ligesom at skrive en roman, bare inde i hovedet.
Hvis jeg finder på en rigtig god historie, ’skriver’ jeg et kapitel næste gang jeg skal falde i søvn.
Historierne handler ofte om kvinder på min alder, eller ældre, der, med inspiration fra mit eget liv, oplever nogle spændende og svære ting.
Hvis jeg har set en god film, skriver jeg nogle gange videre på den. Hvis den har en åben slutning (eller en dårlig slutning), digter jeg bare selv.
Det er karaktererne i film og bøger, der fascinerer mig – ofte mere end handlingen.
Så det sker, at jeg låner dem til mine egne historier.

Jeg håber inderligt, at jeg en dag kan være en af dem, der har tålmodigheden til bare at lægge hovedet på puden og have 8 bekymringsfrie nattetimer i drømmeland.
Og at jeg en dag kan slippe for at frygte de rastløse timer, før jeg sover.