Emilia – Romagna

10. september 2019

Johanne er over 1000 km væk hjemmefra. Det er rart at være en del af noget nyt, og det er rart at kunne reflektere over det derhjemme.

Illustrationer af Maria Nekman Arevad

Det er mærkeligt, at verden er så stor. Jeg kan sidde på et tog fra Ravenna til Bologna og observere italienerne, der stiger på på hver station. De har alle hvert deres, som de skal nå. En dame har en sandfarvet flethat på og taler ivrigt i telefon på italiensk. Det lyder, som om hun skændes med nogen, men jeg forstår selvfølgelig heller ikke, hvad hun siger. En mand med snavset, hvid skjorte slukker sin halvrøget cigaret i asfalten med sin lædersko, inden han stiger på. Gad vide, hvad de tænker på. Gad vide, hvor de bor henne. Måske slet ikke i Italien. Ligesom jeg selv.

De har alle en forskellig grund til at stige på toget. Måske nogen skal til lufthavnen for at tage et fly langt væk. For at minde dem selv om, hvor stor verden er. Eller også skal de bare på arbejde. Jeg er kun på toget for at kigge ud ad vinduet. Her er landskabet helt anderledes. Vi kører forbi lyse, glødende solsikkemarker og oldgamle, forladte olivenplantager. Det er pænt. Og trist på en måde. Om sommeren dræber solen al planteliv på markerne, så der bliver helt grågult. Beboerne på markerne i Italien elsker regnvejr. Så bliver græsset grønt igen. I København hader københavnerne regnvejr. De siger: “Åh, sådan noget dansk sommervejr” og griner til hinanden. I fremtiden vil jeg mindes de stakkels sommervisne, italienske marker, når det danske vejr endnu engang bliver gråt. I Italien er der ikke gråt. Bygningerne er appelsinfarvede, og gaderne bliver til små mønstrede passager. Om aftenen lyser lygtepælene byen op i kontrast til den skyfrie, violette himmel.

Beboerne går langsomt i Bolognas gader, måske skal de ikke rigtig nå noget. Det er rart at minde sig selv om, at man ikke altid behøver at “nå noget”. Det kan være Københavns turister tænker det samme, når de ser mig i gadebilledet: Sikke en afslappet og dejlig tilværelse hun må have. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dem, at jeg også nogle gange rejser væk for at beundre andre kulturer. Er det forkert, at man glemmer at beundre sin egen? Det tænker jeg i hvert fald tit på, mens jeg er her.

Derhjemme føles det, som om jeg aldrig når noget, også selvom hverdagens program er pakket. Jeg har haft sabbatår i et år, og tiden er fløjet afsted. Alligevel synes jeg ikke, at jeg har brugt årets tid på noget særligt. Selvom jeg aldrig har været mere fri, kan sabbatårets hverdag smelte væk i en ensformig trummerum.

Det er rart at minde sig selv om, at man ikke altid behøver at “nå noget”

Hverdagen derhjemme virker så ligegyldig og fjern, mens jeg er her. Den er også over 1000 kilometer væk. Den føles over 1000 kilometer væk. Om få dage står jeg med begge ben i den igen.

Det er mærkeligt, at verden er så stor, men det er også meget rart. Betryggende, nærmest. I min egen hverdag kan det være stressende, at jeg er den vigtigste ene person at tilfredsstille. I Bolognas gader ser italienerne mig bare som en ud af tusinde af tilfældige turister. Den skandinaviske, blege hud og det lyse, glatte hår afslører, at jeg ikke er en lokal bologneser, men fra Norden. Alligevel kan bageren på hjørnet genkende mig efterhånden, når jeg strejfer forbi om formiddagen. De er venlige og hilser altid “Ciao” med rustne morgenstemmer, når jeg skal bestille. Jeg har bemærket, at det altid er de samme to mennesker på arbejde alle ugens dage. Ligesom jeg selv har mit arbejde alle ugens dage derhjemme. Sol op og sol ned, de står stadig i den samme bager. Selvfølgelig ikke, når der er siesta, flugten fra solens varmeste timer. I min hverdag i København står solen ikke højt nok på himlen, til at en siesta er nødvendig. Det er mærkeligt at tænke på. At selvom vi europæere er fra samme kontinent, er vores hverdag, vores livsstil og lande vidt forskellige. Blot 1000 kilometer væk, og så kulturen er helt anderledes.

Blot 1000 kilometer væk, og så kulturen er helt anderledes.

Verden er virkelig uendelig stor, selv solen er forskellig fra sted til sted. Det glemmer jeg derhjemme. Der kan jeg tit godt glemme, at andre lande eksisterer. At andre byer eksisterer. Andre byer og andre hverdage end min egen hverdag i “lille” København. Selv København kan føles stor. Men en ting, jeg har lovet mig selv, er, at jeg vil huske på den lille bager på hjørnet, når jeg igen skal på arbejde derhjemme. Og også kvinden med flethatten samt solsikkeengene fra min togtur. Men især, at min hverdag derhjemme er meget lille sammenlignet med de knap 4,5 millioner hverdage i Emilia-Romagna.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *