Som at trykke blidt på et blåt mærke

Første James Blake sang jeg hørte, var “I’ll come too”. Det er en aftensang – den føles som mørke afbrudt af enkelte gadelys og små blink fra knapperne i bilen. Blake har en samtale med én, som er på vej ud at køre, men skifter mening om hvorhen. “I’ll come too” siger Blake: til New York, LA, han kører gerne med. Hvorhen gør ikke den store forskel, han var alligevel på vej i den retning.

Jeg befandt mig i en bil et sted mellem København og Holbæk, da jeg hørte den for første gang på radioen. Alene, på vej til et studentergilde, 20 år gammel, færdig med første sabbatår. Det var gråvejr, og i mine minder er dagen gennemblødt af den fornemmelse af fremmedgørelse, som kendetegnede det meste af det år. Jeg følte, at jeg svævede for mig selv, afkoblet fra resten af verdenen. Mine venner fra gymnasiet føltes fremmede, og romantisk kærlighed, havde jeg besluttet, ikke var for mig.

Men så var der den her sang. Den mindede mig om alle de gange førhen, hvor jeg var blevet til festen efter togene var stoppet med at gå, alle de gange jeg var gået omveje hjem for at følges med nogen, aflyst eller ændret planer for at få mere tid til at være sammen med en særlig person: en ny ven eller gryende forelskelse. Den mindede mig måske om, at den uforfalskede hengivenhed ikke nødvendigvis var noget, der kun hørte teenageårene til. At det var noget, jeg ville opleve igen. Men samtidig overdrev sangen ingenting. Den gav ingen garanti for gengældt kærlighed eller for at man skulle komme ud på den anden side med æren i behold.

I 2020, da jeg opdagede James Blakes musik, var begrebet “simp” ved at blive populært på sociale medier. En simp var den type person, der var villig til at gøre for meget for en anden; være for selvopofrende, ikke værne om egen værdighed, give for meget af sig selv. I dag tror jeg ikke rigtigt, ordet bliver brugt så meget længere, men idéen om kompromisløshed i ens kærlighedsrelationer (platoniske såvel som romantiske) eksisterer i høj grad stadig i populærkulturen: man skal ikke blive i en relation hvis den kræver for meget, blotter én, tvinger én til at give en lille smule værdighed op. “I’ll come too” siger det modsatte: hengivenheden kan ikke eksistere sammen med stoltheden. Nogle gange bliver man nødt til at være villig til at køre med til både New York og LA. Også selvom det betyder, at den anden kommer til at gennemskue omfanget af ens interesse i dem. Nogle gange bliver man nødt til at insistere på en næsten barnlig skamløshed.

På den måde blev James Blake en voksenmentor i følelsesmæssig dannelse. Som en slags britisk Peter Sommer rummer hans sange en ret sjælden fornemmelse af faktisk at handle om det virkelige liv. Med meget simple tekster blotter han kærlighedsrelationerne for al den glans og elegance, som meget af film- og musikindustrien pålægger dem. I stedet kan man se helt ind til det både sødme- og pinefulde. Som at trykke blidt på et blåt mærke.

Kendetegnende for James Blakes musik er, at lyden er meget varieret. Men virkelighedsfornemmelsen går igen igennem hele hans katalog. I “Power On” er den romantiske kærlighed ikke glimtende og episk, men nærmere en proces af at revurdere alt, man troede man vidste om, hvordan livet skulle udspille sig. Kærligheden er ikke som en film, men som et hjem. I “Friends That Break Your Heart” er venskabet ikke den evige, konstante ‘I’ll be there for you’-agtige relation. Det er i stedet noget, der kan ende. Noget, der kan ødelægge dig; fuldstændigt ligesom de romantiske relationer. I “Limit to your love” er forelskelsen ikke enten-eller, men gradvis. Den er måske nok gengældt, bare aldrig helt nok.

Jeg har altid spejlet mine egne følelser og erfaringer i populærkulturelle fortællinger til en næsten ekstrem grad. Ofte hjælper det enten med at udrede og forstå livet bedre. Andre gange fucker det mig op, når jeg bliver fanget i det overdrevne glorificerede narrativ om særligt ungdomslivet. James Blakes musik føles som et helle: et sted man kan ånde og ryste følelsen af sig, af at man skulle være forkert på en måde: forkert kærlighed, forkerte følelser, ting som ikke passer ind i historien. James Blake splintrer narrativet, han giver os nye historier om vores relationer. Han giver ikke bare plads til, nej han insisterer ligefrem på usikkerhed og sårbarhed.

I sidste uge, lidt over tre år efter min indledende betagelse af James Blake, var jeg til koncert med ham i Paris. Fuldstændigt i tråd med den artikel, jeg er ved at skrive, bliver koncerten ikke som jeg havde forventet. Jeg havde glædet mig til en hæmningsløs euforisk oplevelse, men lyden er for lav og publikum underligt passive. Så koncerten gav mig ikke rigtigt noget, jeg kan bruge til at binde en fin sløjfe på enden af min artikel. Men jeg prøver at sige til mig selv, at det måske også er en slags pointe. Der er koncerten, der ikke er helt som man havde forventet. Men så er der vennerne, som man deler oplevelsen med. Og bagefter er der busturen hjem, hvor man sidder og sludrer, mens bussen bevæger sig gennem byen, som stadig ikke rigtigt er faldet til ro. Det er hele oplevelsen, og den er hverken som den skulle være eller som den ikke skulle være, den er bare: virkelig.

Tekst: Beate Elise Skakkebæk Lindegaard
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev