Empirisk studie i ensomhed

10. juni 2020

Noah kom for nyligt ud af et forhold, der siden studentertiden havde været en lykkelig og tryg boble, der distancerede de udfordringer og kriser, der kan være efter en bekymringsfri gymnasietid i mødet med en overflod af forventninger og muligheder.

Dette er den første udgave af en serie, der kommer til at omhandle slutningen på den første kærlighed. Hvad kan den bringe med sig af gode og dårlige erfaringer, og hvordan håndterer man det tomrum, som ikke så let kan fyldes igen?

Illustration af Josephine Bresdahl

Måden, man står op på nu, stemmer aldrig overens med fortiden. 

Det er der, det hele begynder. Påmindelsen om den begrænsede formåen ved at fremtvinge en realisering om distancen til den dag, jeg møder verden med glæde.

Mens jeg ligger og tænker på mennesker, jeg har mødt, såret og er blevet såret af, kan jeg ikke finde en ro til refleksionen over, hvordan mine handlinger bliver ved med at føre min vej mod endnu mere ensomhed. 

Så længe jeg kunne leve op til én persons standarder, ville alt udover det være en uoverskuelig utopi.

Disse tanker begyndte, da jeg kom ud af et halvandet års langt forhold. Jeg havde stort set ikke set indad i det halvandet år. For så længe jeg kunne leve op til én persons standarder, ville alt udover det være en uoverskuelig utopi. 

Jeg kom i tanke om dette faktum, da jeg så en gammel Instagram Story fra dengang, vi var i Prag og sejlede i en pedalbåd gennem kanalen. Mens jeg lader min iPhones kamera vise de skinnende skinneben med Karlsbroen inde for rækkevidde, vender jeg kameraet om til forsiden af kameraet, skåler min Pilsner Urquell med mit selfiekamera og lader den efterfølgende tår gøre det ud for en hel ungdom med troen på gensidig kærlighed. 

Det tidspunkt, jeg føler mig allermest ensom, er, når jeg er på vej op ad trapperne til en fest med 6 øl i favnen.

Vi er altid på jagt efter en bedre version af os selv. Når man så ser den bedre version af sig selv et år tilbage, kan det vække en væmmelse, uforståen og ikke mindst en demotivation. Det er nemlig ikke fremtiden, men fortiden, der vender tilbage og udhuler én, og derefter må man lide under dets konsekvenser. Fordi fortiden er for udødelig og definerende i en ung persons selvrefleksion, mens fremtiden kan være uvis, i hvad der føles som en uendelighed af uvisheder.  

Samtidig finder jeg det sindssygt paradoksalt, at det tidspunkt, jeg føler mig allermest ensom, er, når jeg er på vej op ad trapperne til en fest med 6 øl i favnen. Det er der, at ensomheden presser sig på. Når man var hver for sig,  kunne man finde tryghed i det faktum, at der var én person ét sted, der faktisk elskede en. Elskede én så højt, at hun lod være med at elske andre, hvilket egentlig er en ret sindssyg ting, fordi det ret beset er det eneste, der driver ungdommen, men det gjorde vi, og det gør andre stadig. 

Jeg skulle omfavne den smertefulde kendsgerning, at jeg endnu engang måtte forblive udelukket fra det lykkelige fællesskab, der inkluderer gensidig kærlighed

Og når jeg først har prøvet det, gør jeg mit bedste for at sætte det ene ben foran det andet. Trappetrin efter trappetrin. Mens indholdet i øllene er blevet erstattet med bly. For hvad er det egentlig, jeg er på vej op til? Er det et engangsknald, så jeg kan føle mig en smule vigtig og smuk mellem kl. 22-03 og vågne op, efter døren smækkes, men trods alt modtage et par highfives i løbet af de efterfølgende dage? Eller er det endnu et forhold, der skal indledes med utallige gåture med dårlig kaffe eller vin og falde for en impulsiv beundring, som et parforhold sommetider kan skabe med dens lidenskab og endelig blive tildelt en fortrolighed med livet, men i sidste ende ender med at ruske én ud i situationer med utilpashed, som tosomheden i sidste ende alligevel ikke kan magte?

Disse stagnerende tanker indhentede mig uden varsel og krævede, at jeg skulle omfavne den smertefulde kendsgerning, at jeg endnu engang måtte forblive udelukket fra det lykkelige fællesskab, der inkluderer gensidig kærlighed eller i hvert fald troen på selvsamme. I mellemtiden må ensomheden omfavnes, og i stedet for at se den som en kræftbyld må man se den som en mulighed for at reflektere over det menneske, man var i et forhold, og det, man er nu. Man skal kunne være i stand til at kortlægge ens problemer, før man kan rumme en anden.

Hvad tænker du?

  1. Claudia siger:

    Så flot skrevet, min kære ven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN