Blind passager

”Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted,” synger C.V. Jørgensen i sin udødelige sang ”Sæsonen er slut” fra albummet Tidens tern (1980). I mange år har jeg holdt af at lytte til disse ord hver sommer sidst i august, nærmest som et ritual. Som om det er lige akkurat dén sang, der markerer, at sæsonen er slut. Og jeg har altid følt, at sangen både var skrevet til mig og handlede om mig (selvom jeg var minus 16 år gammel, dengang albummet blev udgivet): At jeg er du’et i sangen, der ”tomhændet står tilbage og kan slet ikke følge med”. Det du, hvis øjne det sortner for, mens det ”stirrende står her og ser / endnu et dødt løb bliver kørt med dig som blind passager”.

Det er en følelse, jeg ofte har – ikke at kunne følge med tiden. En følelse af, at tiden bare går, uden at jeg rigtigt har nået det, jeg gerne ville, mens jeg samtidig er ude af stand til at sætte ord på, hvad det er, jeg egentlig vil, af livet, af tilværelsen, på kort og på langt sigt. Derfor denne evige gentagelse, igen og igen, sommer efter sommer. Mit livs omkvæd: ”Endnu en sommer er gået og blev igen forsømt”. Sådan en følelse sidder jeg tilbage med nu.

Det er, som om livet altid farer forbi mig og synes at være et andet sted end mig, og at jeg forsømmer hver en mulighed for at tage del i det. At jeg ikke griber ud efter det, livet, endda mit eget, men i stedet står på sidelinjen, som den blinde passager, passivt, iagttagende, ikke deltagende. Og så står jeg dér, på perronen, og ser toget køre forbi, hverken for hurtigt eller for langsomt, og alligevel går det først for sent op for mig, at det var mit tog. At det var dét, jeg skulle med – destinationen ukendt. 

Følelsen melder sig ikke kun om sensommeren, men især på dét tidspunkt af året. Der er noget vemodigt ved det tidspunkt, dér sidst i august; det er ligesom enden på noget. På verden, som vi kender den. På endeløse dage, på lyse nætter. På en simpel og ubekymret tid. Man stopper op og gør status, mens man langsomt, men pludselig og alligevel uventet ramler ind i efteråret. En ny tid – og så alligevel den samme: eftertanken og enrummet, erindringen og ensomheden. Naturen skifter ham, dagene forkortes, lyset aftager, dagene forkortes, kulden tager til. Regn, regn og atter regn. Soundtracket til mit sind, når den slår mod ruden i små, rytmiske slag. Jeg har længe savnet regn og gør det stadig, drømt mig væk fra sommerens hedebølge, længtes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Selv når det regner, savner jeg regn. Det er ikke noget paradoks; man kan sagtens savne ting, selvom de er lige for øjnene af én.  

Men hvor var det nu, jeg kom fra? Hvad var det, jeg ville frem til? Regn står sjældent i en tekst uden at betyde noget, som Søren Ulrik Thomsen så rigtigt skriver i tekstsamlingen En hårnål klemt inde bag panelet (2016), og her må regnen være et billede på alt dét, der ikke blev til noget.

Ikke denne sommer. 

Nu er det for sent.