En dag med de døde

12. marts 2019

Ida har fået lov til for én dag at genoplive alle de kendte døde personer, hun ønsker sig allermest at tilbringe tid med.

Hvis du måtte tilbringe en dag med en kendt person, som er død, hvem skulle det så være? Det spurgte min roomie mig om en aften i december, da vi ventede på, at reklamerne på TV2 Play skulle ophøre. Et sødt, underfundigt og faktisk ret så interessant spørgsmål, som siden er blevet til lange samtaler med venner og familie om, hvem vi som mennesker betages af, og hvordan vi ser os selv spejlet i det, de stod for, eller måske omvendt hvordan vi fascineres eller forarges over det, der for os selv er dybt fremmed.

Jeg har tænkt og tænkt, men jeg kan simpelthen ikke vælge én. Så nu har jeg lavet spørgsmålet om til, at jeg har et døgn, hvor jeg må være sammen med alle de døde kendte mennesker, jeg har lyst til. Men præmissen er, at det skal være på én eneste dag, og det er altså lettere sagt end gjort.

Illustration af Ida Søegren

Jeg vil spise morgenmad med Benny Andersen og invitere min mor med til en ostemad og en kop kaffe hjemme hos mig i Aarhus. Hans ord og stemme har været en stor del af min barndom, og hans varme og humoristiske tilgang til livet er af en så særegen karakter. Jeg vil bede ham om at læse digtet “Mit hjertes indvandrer” op, som er det fineste kærlighedssprog, jeg kender til, og så vil jeg blot nyde at lytte til ham fortælle anekdoter med en nostalgisk letsindighed.

Bagefter vil Steve Irwin og jeg gå en tur gennem Graven sammen. Hans eventyrlystne mod og begejstring for verdens mange vidundere mødte jeg tidligt i mit liv med det lille fjernsyn i stuen som kanal fra Australien til Aarhus. For sådan en som mig, der godt kan være lidt af en bangebuks nogle gange, er det sundt at tilbringe tid med mennesker, som tør kaste sig hovedkulds ud i faretruende situationer med troen på, at det nok skal gå, og at livet vil én det godt.

Illustration af Ida Søegren

Oven på en sikkert berigende snak om krokodiller og næbdyr, vil Steve (jep, vi er på fornavn nu) følge mig ned på en hemmelig VIP-jazzbar i Vestergade, hvor Natasja vil stå klar i indgangen med en cigaret til mig. Hun er en af de vigtigste unge stemmer, Danmark nogensinde har hørt, men hun nåede slet ikke at sige nok. Så jeg vil være hendes levende stemmebånd og kanalisere hendes ord og tanker ud i vores verden i dag. Jeg vil spørge hende, om hun ikke har lyst til at joine mig og Billie Holiday, som skal snakke om, hvordan en ung kvindes stemme kan være den stærkeste form for protest. Billie Holiday er bl.a. kendt for sangen Strange Fruit, der var en protestsang mod lynchningerne af afroamerikanere i de amerikanske sydstater. Hendes pladeselskab nægtede at udgive den, fordi den var for kontroversiel, men Billie Holiday sang den, indtil den dag hun døde. Så ville jeg nok også give Nina Simone og Aretha Franklin en invitation, fordi kombinationen af os fem kvinder ville være en ond circle af boss ass ladies, og jeg vil smøre mig ind i cremen fra deres uigennemtrængelige, oprørske stemmer.

De døde kendte mennesker er skygger, der løber med tidens streger.

Opløftet og utvivlsomt empowered vil jeg gå en tur langs Tangkrogen ud til Den Uendelige Bro med Stefan Zweig, som var en østrigsk forfatter og humanist under begge verdenskrige. Jeg vil have ham til at fortælle hele sin historie, om at føle sig fanget i sin østrigske herkomst og sit tyske sprog, men tænke ligesindede tanker som englænderne. Ligegyldigt hvor fortabt han følte sig midt i al den ondskab, der florerede, holdt han altid fast i, at hvert enkelt individ har et ansvar for at opretholde og manifestere de humanistiske ideer, som Europa bygger på. Hans tanker og stædighed har om noget sin relevans den dag i dag, og hans nuancer er af uvurderlig værdi. På trods af at hans budskab var, at vi altid må klamre os til den fornuft og optimisme, som humanismen er, endte han med at tage sit eget liv i frustration over verdenssituationen. Så jeg vil nok lige ringe til Ghandi og høre, hvordan man holder fanen højt, samler et folk og skaber meningsfulde fællesskaber på trods, som kan gribe ind i en verden, der allerede er hvirvlet ind i diskurser, normaliteter og systemer.

Jeg er en sucker for love, så jeg vil invitere Goethe på candlelight dinner til aften. Jeg er og bliver beundrer af Goethe, fordi han fuldstændig kompromisløst tillod sig selv at leve i sine følelsers vold. Han kunne slet ikke lade være med at leve lidenskabeligt, blive stormende forelsket og turde give sig fuldstændigt hen til det menneske, han kastede sin kærlighed over. Og så kunne han aldrig finde på at sige ”Bare lige så du ved det, så må du altså ikke få de store forventninger til tanken om dig og mig, for jeg er ikke helt klar til et fast forhold, men jeg vil stadig gerne hygge mig med dig” allerede på tredje date. I stedet ville han bruge storladne og voluminøse ord om kærligheden, og så ville vi invitere den muslimske mystiker og digter Rumi over til en drink. Det er ham, som har sagt ”Vid, at det er kærlighedens bølger, som får himlenes hjul til at dreje”. Jeg mærker et gisp indeni, hver gang jeg kommer til at tænke på den udtalelse.

Illustration af Ida Søegren

Nu er det sent, og jeg er blevet inviteret til et arrangement på VoxHall, hvor en række forskellige musikere vil spille, heriblandt David Bowie, The Doors, Joy Division, Bob Marley, Lou Reed, Nico, Amy Winehouse, Whitney Houston, Marvin Gaye, Janis Joplin og John Lennon. Og det er så, idet Prince spiller ”I would die 4 you”, at Heath Ledger og jeg får øje på hinanden midt i menneskemængden, hvilket naturligvis ender med, at han inviterer mig med hjem til en hed elskovsnat hos ham.

De døde kendte mennesker er skygger, der løber med tidens streger, og skyggerne sidder i det tandhjul, som tiden er, og tandhjulets legemsdele er alt, hvad der er menneskeligt, så skyggerne er et tikkende ur, urværket i et menneske. Vi er en gentagelse af de døde kendte mennesker. Vores viden om deres skæbner skal afgøre vores egen skæbne i dag. Det er gentagelsen af det menneskelige, som skaber forbindelsen mellem det levende og det døde, fortid og nutid. Erkendelsen må vise, hvordan det gentages, og erkendelsen skal vi tage på os.

Hvis du måtte tilbringe en dag med en kendt person, som er død, hvem skulle det så være?

  1. Linnea la Cour Brag siger:

    Du er et geni, du er. Cigaretter til morgenmad med Tove Ditlevsen, en lang gåtur med Kong George IV, Jazz på Erlings med Edith Piaf og godnathistorie fra Astrid Lindgreen. Tak for det her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *