Der bor en ung pige i Tove – og i mig – som ikke vil dø

04. maj 2023

Karoline læser Tove Ditlevsen og ser sig selv stå foran spejlet, som Tove gjorde; søge noget, drømme, spirende frø, som ikke findes mere, men kan findes på ny. Digte og litteratur kan afspejle os, få os til at føle os genkendt. De kan få Karoline til at mærke en fællesskabs-følelse med en ung pige, der levede og skrev de samme ord 64 år før hende selv. 



I mine barndomsminder er det ofte sommer. Ikke i bogstavelig forstand, men der er noget ved simpliciteten og glæden i minderne, der minder mig om sommer. Det var sommer, da jeg fik min første hjerteveninde-halskæde. Sommer, da jeg udforskede kirkegårdens mysterier med min bedste veninde. Altid sommer, når jeg dansede. Indtil jeg fik at vide, at jeg aldrig ville blive balletdanserinde. Der var det vinter.

Klik her og Støt SEIN

I 1939 skrev Tove Ditlevsen et digt, som hun kaldte: ‘Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’. Eller faktisk skrev hun ikke bare et digt. Hun udgav en digtsamling ved navn ‘Pigesind’ – blot 22 år gammel. Når jeg læser digtet i dag, sidder jeg ikke med ‘Pigesind’, men med en nyudgivet samling af Ditlevsens digte, hvis titel er den samme som digtets: ‘Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’.
I digtsamlingens efterord skriver forfatteren Olga Ravn om Ditlevsens poesi, at hun har fået det indtryk, at den altid handler om en form for misforhold – blandt andet “misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er.” 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.”

 

Sådan lyder det første vers, og det var lige omtrent sådan, jeg havde det, da jeg læste det: som den unge pige i digtet. Jeg havde kort forinden indset, at min årelange drøm om at blive balletdanserinde aldrig kunne blive virkelig. Jeg følte, at jeg havde mistet en del af mig selv, idet jeg modvilligt og med tungt hjerte måtte give slip på min drøm. Det var første, men ikke sidste gang, jeg sørgede over en tidligere version af mig selv. En version af håb. En version, der var kropsliggørelsen af sommer.

Siden dengang har jeg læst digtet mange gange, og det rører mig lige meget hver gang.  Samspillet mellem form og indhold forekommer mig at være nådesløs: en trist og kompliceret virkelighed beskrevet i simpelt sprog og harmoniske enderim. Selvom sådan en opstilling af ord i sig selv kan have en følelsesmæssig indvirkning, er der noget slående i digtets indhold, jeg har svært ved at sætte ord på. Derfor har det også været uundgåeligt ikke at undre mig over, hvad det er ved lige dette digt, som kommer så tæt på.

Jeg sidder i min seng i København. Min veninde Laura sidder i sin lejlighed i Paris og folder vasketøj. Vi snakker, og billedet er en smule grynet. Lyden er ikke ligefrem sammenhængende. Måske er det, fordi hun er 1000 km væk, måske er det bare, fordi en af os har dårligt internet. Laura hæfter sig ved de fremtidsdrømme, som Tove Ditlevsen beskriver i sit digt: “Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, / og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene.

“Skræmmende” er det første ord, Laura bruger til at beskrive sin oplevelse af digtet. Hun stiller spørgsmål uden at forvente et svar: “Tror du, man kommer til at have det sådan, når man bliver ældre? Skal jeg være bange for at skuffe mig selv?” Spørgsmålene sætter skub i mine tanker, og jeg forestiller mig, at hun kan høre tandhjulene knirke.
Jeg prøver at sætte mig selv ind i det lyriske jeg. Sandheden er, at jeg nok befinder mig et sted midt imellem dem. Eller at jeg er dem begge på én gang. En pigekvinde.

Din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø,
din renhed blev mindre ren af de ting du lærte –
mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø
en aften da virkeligheden brød ind i dit hjerte.”

“Jeg synes næsten, man kan se billeder af sig selv som lille og blive rørt. Man var bare så uprøvet og naiv. Ideen om, at man kan gøre hvad man vil, opnå hvad man vil, skrumper med årene,” siger Laura. Jeg tænker på den aften, hvor virkeligheden for første gang brød ind i mit hjerte – da ballerina-drømmen faldt fra hinanden. På, hvordan jeg skelner mellem et før og et efter drømmen. Før mine frø faldt til jorden. Og efter.

Det, der var før, var mange ting. Jeg vil ikke glorificere mit barnlige jeg til at være intet andet end barnlig lykke, håb og drømme. Man glemmer jo ofte, hvor komplekse væsner børn er midt i sin melankolske erindring af barndommen. Måske handler det egentlig bare om, at jeg følte, at jeg var mig på den rigtige måde. Efter. Jeg var mig, men det føltes ikke rigtigt. Der var, som Olga Ravn så fint beskrev et tema i Ditlevsens digte, et misforhold mellem den, jeg var, og den jeg følte, jeg burde være. Jeg burde være glad. Jeg burde føle mig tilpas i min krop. Jeg burde ikke være bekymret for mig selv.

Laura har lagt vasketøjet fra sig. “Man fik ligesom nogle små virkelighedstjek i løbet af opvæksten, hvor dele af den lille pige også gled væk.” Jeg tænker ikke bare på min ballet-drøm. Jeg tænker på håbløse forelskelser, voksende ansvar, en krop i forandring.

Og der er min frelse, at jeg kan fornemme din røst
som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring –
du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst,
bestandig og god gennem årenes liv og forandring.

Dette vers, det næstsidste, får mig til at tænke på pigekvinden. At man, selvom man bliver mere erfaren og kendt med de voksnes verden, jo stadig er sig selv. At man nok aldrig helt vokser ud af den lille pige på trods af virkelighedstjek og knuste drømme. Man taber nok mange frø gennem opvæksten. Men der er jo også det forunderlige ved frø, at de ofte finder deres vej til næring. Pigens tabte frø bliver måske dem, som kvinden vokser ud af.

Da jeg opgav ballerina-drømmen stoppede jeg jo ikke med at drømme, selvom det føltes sådan. På den anden side af det tabte håb ventede andre drømme og idéer, som også blev skiftet ud, skrumpede eller voksede. Det er noget af det, som Tove får mig til at tænke på, når jeg læser hendes digte; når jeg sætter mig ind i hendes sted foran spejlet og reflekterer over at være en ung pigekvinde med frø i hånden.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her