En duft af Aeroflot og faldne imperier

07. januar 2021

En helt tilfældig dag skete det: Rasmus blev overrakt en lille tube håndsprit af en gruppe mennesker på Københavns Hovedbanegård. Denne tube lagde grundlaget for denne tekst: En fortælling om storhed og fald, om kærlighed og tab.

Den historie, jeg nu vil fortælle, vil for nogle virke foruroligende. Andre vil finde den morsom, oplysende måske. Få vil måske opleve et erotisk potentiale i denne skrift, måske vil de printe den ud, gemme den under sengen eller måske i en skuffe i natbordet. Helt sikkert er dog, at langt de fleste vil finde denne historie utrolig. Spørgsmålet – det spørgsmål, der lyder: Er dette virkelig sandt? – vil blive stillet. Derfor vil jeg gerne starte med at slå en ting fast: Alt, I nu vil læse – denne tekst, denne skrift – er den skinbarlige sandhed. Det er med Guds altseende, altvidende blik over min skulder, at jeg nedfælder denne skrift, jeg nedfælder den med den ærefrygtindgydende vished om, at en enhver usandhed – man kunne sige: løgn – vil stå mejslet i sten, når det store regnskab skal gøres op. Det er denne ærefrygt, der gør, at jeg klamrer mig til sandheden, som en druknende klamrer sig til alt, der ikke er vandet.

Historien begynder – som mange andre rejser – på Københavns Hovedbanegård. Man kunne nævne, at dagen var regnfuld, grå, kold endda, man kunne nævne, at det er fra regnen, at jeg træder ind i banegårdens forhal, og at regnen på den måde har sin plads i denne skrifts scenografi. Man kunne nævne, at jeg er klædt i en lang sort frakke, sorte bukser, sort rullekrave, sorte støvler, sort hat, man kunne nævne, at et tørklæde broderet med rød tilføjer en farve, en rød blomst, der fremstår nærmest skræmmende i sin kontrastfuldhed til det sorte landskab, den vokser i. Man kunne nævne, at det er sådan – man kunne sige: smukt – at jeg træder ind på banegården.

Én ting skal i hvert fald nævnes: Det er på banegården, at det sker: En gruppe mennesker – jeg tror: to mænd, en kvinde – rækker mig en lille tube. En tube som til tandpasta. Det går op for mig, at det, jeg har med at gøre, er håndsprit. En håndsprit – fra Polen: Dr Szmich Żel antybakteryjny do rąk o działaniu antybakteryjnym, 50 ml, Myje, chroni, pielęgnuje. Eller: Dr. Szmich Antibakteriel håndgel med antibakteriel virkning, 50 ml, renser, beskytter, plejer.

“Det går op for mig, at det, jeg har med at gøre, er håndsprit.”

Jeg har to teorier. Den ene: at de tre mennesker arbejdede for firmaet – Dr. Szmich – og at de uddelte gratis prøver af firmaets hånddesinfektion. Min anden teori – som jeg selv anser for den mest sandsynlige – er, at de tre mennesker ingen relation til firmaet – Dr. Szmich – havde overhovedet, men at de tværtimod udvalgte mig specifikt i håb om at indlemme mig i en slags hemmelig kult eller loge. Det er min teori – den er hinsides argumentation.

Men eventyret slutter ikke her.

Få dage senere besøger jeg – medbringende denne mystiske tube – mine forældre. Vi dækker hænderne i håndspritten, gnider den ind i huden med ømme, glidende bevægelser i tredive sekunder (den selvsamme fremgangsmåde, som Sundhedsstyrelsen anbefaler), og vi mærker, hvordan væsken langsomt forsvinder, fordamper fra håndfladerne, indtil intet andet end duften er tilbage. En duft sød og kemisk som harsk vanilje og benzin.

Min mor siger: Denne duft, den er som Aeroflot-flydende. 1986. Mellemlanding i Moskva. Denne duft var i rengøringsmidlerne, i den spray, de brugte til at dræbe insekterne, i stewardessernes parfume, i luften. Denne duft var Aeroflot, 1986.

“Vi dækker hænderne i håndspritten, gnider den ind i huden med ømme, glidende bevægelser i tredive sekunder [...], og vi mærker, hvordan væsken langsomt forsvinder, fordamper fra håndfladerne, indtil intet andet end duften er tilbage.”

Og så husker hun: Den tomme lufthavn, kold som is, hvor alting var lukket. De bevæbnede vagter, der førte hende og de andre passagerer til et hotel af grå beton, som de under ingen omstændigheder måtte forlade, før vagterne førte dem tilbage til lufthavnen, denne tomme, øde lufthavn, kold som is. Hun husker bestyrerne på hotellet, der forbød hende at tale med passagererne på de andre værelser. Hun husker smagen af rødbedesaft – det eneste, de fik at drikke. Hun husker værelserne, der også bar denne duft, hvor det brune tapet nærmest sitrede af de væggelus, der levede i det. Hun husker kakerlakkerne – styrtende over de brune fliser på badeværelset.

Hun husker, hvordan alting var brunt og gråt, mærkede, hvordan de farver havde forårsaget en form for besmittelse af duften, der nu for altid bar brun og grå med sig som en sygdom. Duften var syg, dødeligt syg.

Åh, Østeuropa, Rusland, Sovjetunionen, muren, jerntæppet … det storslåede forfald. Det er det, min far siger til mig, da han dufter håndspritten: den søde duft af harsk vanilje og benzin.

 

Han har set det:
De massive, uigennemtrængelige betonbygninger. Altid grå.
Den grå himmel stranguleret af højspændingsledningerne.
De tomme supermarkeder.
De usle restauranter.
Snavsen, affaldet, trøstesløsheden, forfaldet.
Dette søde, storslåede forfald.
Denne duft.

“Åh, Østeuropa, Rusland, Sovjetunionen, muren, jerntæppet ... det storslåede forfald.”

Og han husker: byens fine hotel. Hotellet, som kun de rige – turisterne, forretningsmændene, regeringen – havde råd til at besøge. Byens fine hotel – eller skulle jeg sige: det hotel, der engang havde været fint, skyggen af den storhed, der engang havde været. Den smukke facade, hvor malingen var afskallet, farverne, der var falmet til imitationen af grå. Væggene, der var dækket af rødt velour, men hvor så meget støv og snavs havde sat sig i de fine tråde, at stoffets tidligere glans ikke længere var andet end erindringen om noget, som nu nærmede sig grå. Lysekronerne i loftet, der forsøgte at kaste storhedens lys udover de utaknemmelige omgivelser, som nok desværre tog sig bedst ud i mørke. Og gæsterne: forretningsmændene iklædt grå jakkesæt af polyester, af akryl, af polyamid, af plastik. De snavsede glas fyldt med billig vodka. Og så duften, denne allestedsnærværende duft, der her blandede sig med duften af den mad, der blev tilberedt: den brunlige gullasch, de udkogte grøntsager fra dåse. Altid fra dåse.

Det er de billeder, man ser for sig, når man dufter denne sprit.
Denne duft, disse ord, dette er, hvad storhed er skabt af: storheden, storhedens forfald. Denne skrift har evnen, denne skrift kan – skal, vil – genrejse faldne imperier.

 

(Ret godt klaret af en tube håndsprit, ik?).

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN