En enkelt ting har Peter Thiel ret i

Der er stort set ikke noget, jeg er enig med Palantir-ejeren Peter Thiel i. 

Ud over at have hjulpet med at skabe JD Vances karriere er milliardæren Thiel en dystopisk kyniker, der tror på antikrist og ud fra et meget omtalt interview tilsyneladende ikke bekymrer sig meget om menneskehedens overlevelse. 

Men en ting er jeg altså enig med ham i: den digitale verden er ved at æde den virkelige op. 

I sit essay The End of the Future fra 2011 bruger Thiel filmen ”Back to the Future” som billede på udviklingen. I den første film rejser hovedpersonen Marty fra 1985 til 1955 og alt ser anderledes ud. I den næste film springer han frem til 2015, og verden er igen forvandlet totalt. 

Men da Thiels børn ser filmen, trækker de på skuldrene. Det virkelige 2015 de kender ser da ikke så anderledes ud fra 1985. Okay, ingen smartphones. Men huse, gader, skoler? Det meste lignede til forveksling det, vi kender i dag.

Pointen med eksemplet er, at de store innovationer, virksomheder og udviklinger, der har præget Vesten de sidste 50 år, alle sammen handler om software og det digitale. Kunstig intelligens, iPhonen, Microsoft, sociale medier… you name it.

Lokal modstand i Holbæk

Thiels essay er ikke i sig selv et nybrud. Fornemmelsen af at fremskridtet er gået i stå er temmelig udbredt. Men det er interessant, at en mand, der selv er blevet utrolig rig på software, er så kritisk over for dens dominans. 

Senest kom jeg til at tænke på Thiels essay i forbindelse med det planlagte datacenter i Holbæk, der vil komme til at bruge 7,5% af det danske strømforbrug. 

Datacentret har vakt massiv lokal modstand og mindet om, at det, der foregår inde bag skærmene, aldrig var immaterielt. Clouden er en betonbygning med tusinder af computere i.

Datacentret i Holbæk, og ironisk nok også Thiels essay, konfronterer os med noget vigtigt: om vi bygger i den virkelige verden, eller i den digitale, er en afspejling af hvem der bestemmer i vores samfund. 

Bygger vi det borgerne vil have, eller det tech-oligarkerne vil have? 

Til månen og tilbage

I USA vil der i år blive brugt over 700 milliarder dollars på AI. Det svarer, som andel af det amerikanske BNP, til mere end Manhattanprojektet, elektricitetsboomet i 1940’erne, toppunktet for årlige kapitalinvesteringer i 1930’ernes store offentlige byggerier, Apollo-programmet og udbygningen af det amerikanske motorvejsnet – lagt sammen! Mens vi ikke formår at bygge vedvarende energi til den grønne omstilling, som vi har vidst var nødvendig siden 70’erne, laver amerikanerne de største investeringer i historien på kunstig intelligens.

Samtidig viser en nylig undersøgelse, at kun 18% af generation Z er håbefulde omkring AI. 

I Danmark er 48% neutrale overfor teknologien, mens 18% er bekymrede og 34% håbefulde. 49% mener, udviklingen går for hurtigt. 

Man behøver ikke være maskinstormer for at se problemet. Hvad amerikanerne prioriterer, er i sidste ende et spørgsmål om, hvad den globale kapitalisme prioriterer. Og lige nu bruger amerikanerne altså så mange penge på AI, at de bogstaveligt talt kunne komme til månen og tilbage for langt mindre. 

Med andre ord bliver alle kapitalismens ressourcer lige nu allokeret mod en teknolog,i vi egentlig ikke ønsker specielt, og som direkte modarbejder den grønne omstilling med sit massive energiforbrug. 

Vesten taber i den virkelige verden

Det er dog ikke alle steder, man har mistet evnen til at bygge uden for den digitale verden.

Kineserne har bygget et højhastighedsjernbane-netværk på over 45.000 km, hvilket er mere end den samlede længde af alle andre landes højhastighedsjernbane-netværk til sammen. Kina er på få år blevet verdens førende inden for solceller og elbiler. Samtidig udbreder de deres magt i Afrika ved hjælp af infrastrukturprojekter. 

Kineserne bruger selvfølgelig også massive investeringer på datacentre, kunstig intelligens og software. Kontrasten er stadig ikke til at komme uden om. 

Efter bundlinjen

En realpolitisk indvending mod Thiel og jeg kunne være, at det er software og tech, der fastholder Vestens økonomiske førerposition. USA er blevet gavnet af at have de absolut største virksomheder i verden, der enten laver tech eller chips til techindustrien. 

Det er AI-virksomheder, der gør det muligt for amerikanerne at fastholde deres førerposition. 

Der er for det første ikke længere nogen grund til at se amerikansk økonomisk succes som gavnende i Europa. Europa har dog også virksomheder som Hollandske ASML, der tjener enormt mange penge på chips til techindustrien. Men hvis man skal kunne snakke meningsfuldt om, hvad innovation betyder for vores samfund, er det alt for simpelt. 

Ser man på de politiske konflikter, der udfordrer Vestens demokratier, er de ifølge den kendte politolog og forfatter Giuliani da Empoli på den ene side skabt af en fornemmelse af, at penge og magt ikke fordeles på en retfærdig måde, og på den anden side af en digital virkelighed, der skaber en polariseret politisk offentlighed.

Begge dele kunne modarbejdes, hvis flere investeringer gik mod projekter, der gør livet bedre for almindelige mennesker som offentlig infrastruktur, skoler og grøn omstilling. Og hvis man samtidig stoppede med at bruge så mange ressourcer på at holde os alle sammen klistret fast til skærmen og isoleret fra hinanden. 

Men investeringerne styres af afkast, og ligger uden for den slags overvejelser. 

Usandsynlige allierede 

Lige så ironisk det er, at et essay fra en anarkokapitalist som Peter Thiel, der udnytter netop AI til at skabe overvågningsteknologier, kan bruges som allieret i kampen mod techindustrien, lige så oplagt en allieret er paven. 

Han udgav forleden et såkaldt Encyklika om AI til alle katolikker i verden. Her skriver han, at menneskeheden ”i dag står overfor det afgørende valg: enten vil den bygge et nyt babelstårn, eller den vil bygge byen, hvor Gud og menneskeheden bor sammen”. 

I stedet for at bygge byen hvor menneskeheden kan leve, bruger vi vores ressourcer på en digital verden, der er ved at rive os fra hinanden. Og bliver man ved med at ignorere et sygt økonomisk system, og i stedet snakker om økonomiske og geopolitiske førerpositioner i en sådan verden, begynder man mere at ligne den naive end realisten. Mere idioten end kynikeren. 

Tekst: Nicolai la Cour
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen