En guide til at rejse i tiden

Det er første uge i januar, og årets første sne falder, da jeg træder ind på et gulv klattet til med slud og pilsner på Søernes Ølbar. Idet jeg træder igennem døråbningen, gennem en mur af varme, kulde og sød humle, sendes jeg med ét fra København til Alperne. Mødet mellem den stærke kulde og varmen indenfor havde skabt et særligt vakuum – jeg var trådt ind i en tidskapsel.

En tidskapsel, tænker du måske? Findes de virkelig?

Absolut! Under helt særlige forhold kan universet tillade os at lade os bøje tid og rum, undtage os for alle regler, vi har lært i fysikundervisningen og transportere os væk, for eksempel til Alperne eller tilbage i tiden. Det kan for mig ske, når jeg spiser citronyoghurt. Pludselig hvirvles jeg ind i et tæppe af i går og i dag, og min yoghurt bliver til det mindekar,
Harry Potter forsvinder ned i, når han åbenbares Dumbledores fortid.

Før jeg har set mig om, er jeg 4 år, sidder på et køkkenbord i mine forældres rækkehus i Wien og lytter til Børnenes Trafikskole på kassettebånd, mens jeg spiser yoghurt fra bæger. En stykke ølkage tryller mig hjem til min mormor, og lyden af TopGunn på P3 sender mig tilbage til gymnasiet og et bord fyldt med Barcardi Breezers i rød, gul, grøn. Til “jeg har aldrig”, en glinsende bums for meget i panden og en mave fyldt med usikkerhed.

Lugter jeg til Gatorade og harpiks, hvilket jeg vil understrege er et tænkt eksempel, befinder jeg mig pludselig i en håndboldhal på Amager. Der står jeg ved tremeterlinjen med knæbeskyttere på de to lidt for kantede teenageknæ og med svedige armhuler. Et højt og ranglet væsen, en tidsrejsende på 13 år.

At bøje tid og sted

Når først man har fundet ud af, hvor nemt det er at bøje fysikkens love, erfarer man, at man kan gøre det hele tiden. Det vrimler med tidsrejser, uanset hvor du er. For mit vedkommende findes de på min Spotify Wrapped fra 2017, i tykke og fedtede cremer, som min mor plejede at smøre på benene, når hun havde været i bad, Haribo-poletter, der smager af bilferie og måden køjesengene knirker insisterende på i mine bedsteforældres gamle sommerhus.

De findes, når jeg hjælper med at rydde op i mine forældres skur og finder min gamle hunds hundepude, der stadig dufter af hundekiks, hundehår og store krammere.

Og de findes, når jeg cykler ned for at hente min lillesøster i skole og cykler den vej, jeg altid plejede at cykle ned til min folkeskole, alt for hurtigt, fordi jeg var ved at komme for sent; ned forbi den store kirke, med dens mørke, rødbrune sten, bag hvilken de seje i 9. klasse røg deres cigaretter, forbi alle bøgehækkene, hvis nyudsprungne blade vi plejede at samle til heksebryg i frikvarterene og gnaske på, så vi fik grønt spyt.

Unikke nøgler

Det sjoveste ved tidsrejser er, at de findes i unikke, besynderlige kombinationer, og som en person, der godt kan lide ting, der er besynderlige og mærkelige, holder jeg af tanken om, at tidsrejser også er det. Citronyoghurt smager, for mig, af at være barn, men det smager også af sproget tysk, fordi jeg spiste netop citronyoghurt i store mængder, da jeg var barn i Østrig. Som jeg skriver dette, får det mig til at klukke lidt: At sprog kan have en smag, og at smagen kan være citron.

Formentlig synes du ikke, at tysk smager af citron, og det kan jeg ikke bebrejde dig. Det mest interessante ved tidsrejser er nemlig, at de er personlige. Kun du har nøglen til dine tidsrejser. Formen og faconen er nøje tilpasset dig, og selvom du ville forsøge at låne den ud, ved at fortælle mig præcist, hvor meget Harry Styles ‘Watermelon Sugar’ minder dig om den sommer, hvor du var forelsket i ham den lyshårede med smilehullerne, ville jeg ikke kunne få den til at passe i mit nøglehul.

På samme måde kan jeg ikke overlevere nøglerne til mine tidsrejser til dig. Du ville ikke kunne se de samme billeder, vide at Nescafé smager af at føle sig spændt og selvstændig og af lige at være flyttet hjemmefra. At sangen til ‘Vildheks’ af Lydmor er lyden af at føle dig fortabt, men også blive trøstet på et lejet kollegieværelse, dit første, helt eget hjem.

En cykeltur ned til min gamle folkeskole er en tidsmaskine for mig, men bare en cykeltur for dig, og du ved slet ikke, hvilke tusinde ting kokosvand, som jeg drak hele tiden i et flip i 3.g, smager af. Måske synes du bare, at det smager af kokos og lidt dårligt, hvilket det også gør.

Jorden er giftig: barndom og sommer på glas

Jeg vil gerne opfordre dig til at rejse mere i tiden, men opfordringen kan ikke komme uden en disclaimer. Tidsrejser kan nemlig også være skræmmende og skal benyttes med største forsigtighed. Det ses, når soldaten med posttraumatisk stress pludselig farer sammen på grund af et brag på gaden, det ses når pigen med eksamensangst undgår små rum, der lugter af kridt og lærersved, og når du ikke længere kan drikke din ekskærestes yndlingsvin.

De stærkeste kapsler kobler sig ofte til store oplevelser – også dårlige – og jeg har derfor også tidskapsler, jeg undgår med samme præcision som et barn, der leger “Jorden er giftig”. “Jorden” er mine dårligste oplevelser, som, for mig, mest er koblet til en periode, hvor jeg var meget syg med migræne. Det er sange, jeg ikke længere kan lytte til, og Treo, som smager af akutte smerter i mit højre øje og stress, hvilket er en mærkelig og ekstremt specifik smag.

Det er ting, som ikke siger dig noget, fordi du ikke har nøglen til dem, men til gengæld ved jeg ikke, om Guldimund, for dig, er nøglen til et forlist forhold, og om pasta med kødsovs smager af tab.

Det gode ved virkelighedens tidsrejser er til gengæld, at man ikke – som det ofte sker i diverse popkulturelle skildringer af tidsrejser, eksempelvis i den alletiders all time banger af en julekalender, Jesus og Josefine – skal være bange for at overskrive historien. Har man ødelagt en sang med dårlige minder, kan man uden bekymring overskrive den med nye minder, dermed ikke sagt, at det er let.

Ellers må man undgå visse tidskapsler, på samme vis som giftig jord, og kuratere sine tidsrejser, og kun sætte de rareste og bedste frem i sit tidsrejse-vitrineskab. Ja, du har jo nok ikke et tidsrejse-vitrineskab, det har jeg heller ikke, men jeg ynder at forestille mig et lille hjørne af mit sind, hvor gode oplevelser står parret med besynderlige sanseindtryk i små kulørte flasker, der kan tages ned efter behov. På hylden står der for eksempel:

Barndom i Wien
– Syntetisk citron
– Ubehjælpsomt tysk
– Pyrus på VHS

Lige flyttet hjemmefra
– Mælkesnitter
– Lordes album, ‘Pure Heroine’
– Lavendelolie

Så kan man brygge sig en omgang “lige flyttet hjemmefra” på en regnvejrsdag og rejse i tiden efter behov. Nu tænker du måske, hvad er det med den lavendelolie og med Pyrus på VHS, men det vil jeg ikke fortælle dig. Du vil alligevel ikke kunne bruge nøglen, og jeg er sikker på, at dine ingredienslister ser lige så mærkelige ud.

I stedet vil jeg opfordre til at rejse mere i tiden, måske særligt nu, hvor det er vinter og koldt, og man kan have brug for lidt eskapisme. Det er også anbefalelsesværdigt, hvis det står trægt til med SU’en, og man for eksempel ikke har råd til at tage med resten af sin studiegruppe til Alpe d’Hueze.

Alperne
– Forfrosne fingre
– En stor øl
– Lommechokolade

Tekst: Marie Falkner

Redaktør: Johanne Ringøen