Forstenet

27. januar 2020

Søren har taget portrætter af forskellige statuer, og ud fra dem har Minna skrevet en tekst om en person, der danner en speciel relation til en statue ved Søerne. Sammen undersøger de, hvad der gemmer sig bag de forstenede ansigter, vi går forbi hver dag, hvilke historier deres udtryk fortæller, og hvad de siger uden at sige noget.

Det er onsdag, og jeg sidder i byparken ved Søerne. Der er ikke mange ænder i dag, kun et enkelt par svømmer rundt i det plørede vand. Stien er stille og tom for løbere. På den anden side går en gammel mand og ryger på sin pibe. Han ryger så kraftigt, at hans ansigt helt forsvinder bag tobaksrøgen. Jeg river en bid af min nysmurte bolle og kaster en håndfuld krummer i retningen af ænderne. Hunnen springer hurtigt op på bredden.

Der står en gammel statue imellem søen og mig selv. Jeg gætter lidt uvidende på, at den stammer fra antikken. For ærlig talt har jeg ingen forstand på, hvad der er og ikke er fra antikken. Den forestiller en ung kvinde med hjelm på hovedet og en lille dolk i hånden. Hun ser sørgmodig ud, når hun står der med blikket ud mod søen. Dolken hænger langs hendes højre side og forlænger hånden. Så elegant og truende falder klingen mod hendes lår, som var den en silkekjole. Den anden hånd holder hun under hagen og mod det nederste af sin kind. Det ser ud, som om hun tænker på noget. Jeg ville ønske, at jeg vidste på hvad.

Jeg rejser mig fra den kolde bænk og går tættere på hende. Jeg studerer hendes ansigt. Hendes venstre øje sidder højere end det andet. Blikket er målrettet og uden øjenkontakt. Selv når jeg står og kigger direkte på hende, er det, som om hun kigger forbi mig. Ja, nærmest igennem. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvem hun har været, og hvad hun måtte have gjort for at stå her i dag. Tænk, hvis ikke bare dit liv, men hele din person blev forstenet og placeret blandt byens træer.

Jeg begynder at tage ned til statuen én gang om ugen, og for hver gang har hun en ny historie. Nogle dage er hun en stor tænker, og andre en kriger med hjelm og dolk. Jeg fortæller hende om mit livs op- og nedture. Om fyren i bussen, der ikke ville flytte sig, om den sure kunde og hendes latte grande på laktosefri mælk, og hvordan flere af mine venner er gået ned med stress. Gad vide, om det var nemmere at være ung på hendes tid? Jeg har ikke givet hende et navn endnu. Det er ikke, fordi jeg ikke gider, men fordi jeg ikke har kunnet finde et, der passer.

Det er onsdag, og jeg har ikke været forbi i nogle uger. Du står stadig, som du plejer. Tænkende udover den nu tomme og let tilfrosne sø. Træerne har for længst tabt deres blade. De ligger i dynger og venter på, at gartneren kommer og fjerner dem. Mågeklatterne dækker din grønne farve. Dit irrede udtryk gik næsten i ét med parkens grønne omgivelser, første gang jeg så dig, men nu hvor alle træerne er bare, står du alene tilbage som den eneste grønne skikkelse. Jeg har meget at fortælle. Min nye kollega glemmer hele tiden, hvor mange grader mælken skal steames til, og jeg er igen blevet syg. Nu for tredje gang i denne måned. Det er, som om alle de sygdomme, jeg aldrig har haft, har samlet sig og nu kommer i én kæmpe omgang. Du nikker forstående, og jeg forklarer dig om, hvordan jeg gerne vil være med til det hele og derfor kun kommer med til det halve. Min krop og mit hoved vil ikke enes, så jeg bliver ofte så forvirret, at jeg glemmer. Glemmer, hvor jeg skal være, og hvem der vil komme. Det problem har du vel ikke, medmindre nogen fysisk fjerner hovedet fra din bronzekrop, ligesom man gjorde med den lille havfrue.

Du virker mere stilfærdig, end sidst jeg så dig. Som om kulden endelig er ved at få så godt fat, at du fryser helt til. Dine fingre glitrer af frost, og jeg tør næsten ikke at tage din hånd i en skræk for, at dine fingre vil knække af og forsvinde i sneen under dig. Ænderne er langt borte nu, og jeg kan på en eller anden måde mærke, at du savner dem. For når jeg har for travlt til at komme, er de dit eneste selskab. Det blæser i træerne, så snefnuggene begynder at falde fra grenene. Jeg tørrer bænken af, inden jeg sætter mig og hælder kaffe op i låget til min termokande. I dag hælder jeg kun op til mig selv, for du virker lidt distanceret. Jeg spørger, om det går dig godt, men du har svært ved at svare. Sneen falder hårdt den aften, da jeg går hjem, så min rude får stenslag.

Juletiden er ovre os, og jeg er på vej hen til søen, vores mødested. Jeg stiller den røde pakke på bænken. Den er lille og dårligt pakket ind. Hvis man kigger godt efter, kan man godt se pakkens indhold stikke ud i bunden. Jeg spørger dig, om jeg skal pakke den op, og du blinker mod mig. Et blåstribet halstørklæde kommer frem, og jeg giver dig det forsigtigt på. Jeg kan se, at det varmer, og selvom du prøver at skjule det, så dukker der alligevel et smil frem på din bronzeoverflade.

Mit blik falder på den snedækkede græsplæne under os. Jeg prøver at ryste kulden af mig. Mine læber bliver blå, og underkæben hopper af de klaprende tænder. Jeg tror, jeg ved, hvad du skal hedde.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN