En kærlighedserklæring til MØ og musik, der former os

En pige står forrest ved Arena og skælver af forventning. Hun har løst mørkebrunt hår, som er farvet lyst af sommerens spæde solstråler, rygsæk på og en hud, der er let fedtet på grund af en blanding af pubertet og snaskede burgere fra Brasil.
Pigen er taget på Roskilde Festival for første gang. Hun er her for at høre MØ. Hun står med sit livs første mojito, sukker-belagte tænder og optager med rystende hænder skramlede videoer på en iPhone 4, som hun til trods for deres tvivlsomme kvalitet kommer til at genafspille, når hun kommer hjem. Her vil hun have sine røde høretelefoner på resten af sommeren. Faktisk så ofte at hendes mor giver udtryk for, at hun er bekymret for, at de gror fast. At de bliver ét med hendes små, snævre, snoede øregange og de knogler, som slår mod trommehinden, hver gang MØ synger: ”All the time I just want to. Let go and go and….”

Når pigen kommer hjem, vil hun skråle med på ‘Pilgrim’ igen og igen. Når hun går i seng, vil hun nynne ‘Waste of Time’, og når hun vågner synge ‘Red in the gray’ højt af sine lungers fulde kræft. Det gør hun mest med sin hånd som mikrofon og bare tæer, der samler fnuller, i hendes sovesofa.

Det er sommeren, inden at pigen starter i gymnasiet, og hun står nu til MØs dansefest og føler sig mere voksen end nogensinde. Da hun forlader koncerten halvanden time senere, har hun det, som om hun er blevet ti centimeter højere – og måske, som om huden er blevet en anelse mindre fedtet. Som om pigens bumser har trukket sig ind i sig selv og er gået i ly for musikken.

Pigen var, hvis du ikke allerede havde gættet det, mig…. eller… Hun var ikke helt mig endnu, men hun var i færd med at blive det.

På det sidste har jeg tænkt meget over musikken, vi møder i vores tidlige ungdomsår, ogsom er med til at forme os.
For mig er lyden af MØs debutalbum ‘No Mythologies to Follow’ lyden af at være 15 år. Det er lyden af at spise ostemadder på mit værelse, slikke fedtet syltetøj af fingrene og sætte fedtede aftryk på min MAC, fordi jeg sad på Tumblr. Men det er også lyden af i stigende grad at blive et individ. Og det er lyden af en længsel efter at skille mig ud fra det pæne villakvarter i Nordsjælland, jeg er vokset op i.

Forleden fortalte en veninde mig, at de, man forelsker sig i, både har et krænkende og et forløsende element. Jeg forestiller mig, at det gælder alle former for fascination. Jeg blev om muligt fascineret af MØ, fordi hun repræsenterede det, jeg ikke selv var som teenager; Jeg opførte mig pænt, jeg fik 12 til eksamen, mit ungdomsjob var at arbejde som model. MØ havde haft et band, der hed MOR. De havde lavet en sang, der hed ‘fisse i dit fjæs’ – hun var punk. Hun repræsenterede noget, der var frit. Et andet jeg, jeg kunne vokse ind i at blive. En slags alter ego.

Jeg blev ikke som MØ. Men jeg brugte lang tid på at ligge i min cognac-farvede sovesofa og drømme om det. Og det i sig selv blev formende for mig.

Det er ikke så længe siden, at jeg kom jeg hjem fra Roskilde Festival igen. Jeg havde en dejlig uge fyldt med varme følelser og nære venner. Men jeg har det, som om det aldrig bliver helt det samme, som da jeg blev tryllebundet som 15-årig.

For mig er lyden af MØ lyden af at gå fra at være et barn, som kan formes som fugtig modellervoks, til at blive et voksent individ: noget lidt mere fast, sammentømret og stabilt. Som når modellervoksen havde stået længe på køkkenbordet i mit barndomshjem. Sagt med et glimt i øjet føler jeg ikke, at jeg er blevet tør som modellervoks bliver det, når det står længe. Men på trods af mine kun 24 år er jeg nok allerede, som modellervoksen, blevet sværere at forme. Der skal mere til, flere kræfter. Og måske er det derfor, at det er sværere for kunstnere, som jeg hører nu, at kravle under huden på mig, end det var for MØ i 2014.

På en måde savner jeg at være 15 og en stor blød klump modellervoks på festival. Men på den anden side kan jeg godt lide den, jeg er blevet til. Jeg navigerer nu på festivaller med en anden lethed. Der er noget rart ved at have en form; om end den kun er begyndende og abstrakt. Og jeg nærer stor kærlighed til de hænder, der har været med til at give mig den.

Jeg ved, at musik stadig kan forme mig. Dog mindre end da jeg stod på Arena i 2014. Nu glæder jeg mig til de næste koncerter, jeg skal til.

Min kalender viser september. Bladene bliver mere okkerbrune end grønne, og festivalsæsonen er ovre. Men til næste år skal jeg igen på festival; Jeg skal drikke øl og høre musik med mine venner. Og hvis jeg er heldig, kommer den lille modellervoksfigur, jeg er, hjem med en ny fure i navlen, en skønhedsplet eller et ekstra stort smil. Jeg håber det.