En kostumeanmeldelse: ‘Wuthering Heights’ var ikke vild nok

08. maj 2026

Jeg har været i biografen og se den nyeste “Wuthering Heights” af Emerald Fennel. Det var en ret forvirrende oplevelse, som ærligt talt gav mig hovedpine. Kostumerne pegede i så mange forskellige retninger, at jeg nu vil forsøge at samle trådene i denne kostumeanmeldelse.

Foto: Warner Bros.


En kort introduktion til kostumedesign

Hvis du elsker mode, film eller performance og dette er første gang du læser en anmeldelse af kostumedesign så fortvivl ikke. Du har ikke overset noget, der er bare ikke ret mange, som beskæftiger sig med kostumedesign på skrift. Så lad mig tage dig i hånden og give dig en simpel introduktion.

Kostumedesignerens vigtigste opgave er at fortælle os, hvem karakteren er. Kostume er altså en form for kommunikation.

Sådan. Det er faktisk alt du har behov for at vide om kostumedesign. 

Hvis man som jeg bevæger sig rundt på internettet, vil man vide at filmen har fået en del kritik for castingen af Jacob Elordi som Heathcliff, da Heathcliff ikke er hvid i bogen. Den kritik deler jeg, men da denne anmeldelse handler om kostumerne har jeg ikke tænkt mig at dykke yderligere ned i den. 

Hvis ikke du er bekendt med plottet i ”Wuthering Heights” så handler den, kort fortalt, om Cathy og Heathcliff, der elsker hinanden så meget, at de ødelægger alt for alle omkring sig, inklusivt dem selv. Det er IKKE en romantisk kærlighedshistorie, det er en advarsel om, hvor destruktiv fuldstændig besættelse kan være. 

Filmen ”Wuthring Heights” baserer sig på bogen af samme navn skrevet af Emily Brönte i 1847. Som alle andre britiske klassikere er den filmatiseret et hav af gange, nu med instruktør Emerald Fennell, skuespillere Margot Robbie og Jacob Elordi og kostumedesigner Jaquelin Durran.

 Durran er bestemt ikke novice, hun er en erfaren kvinde med film som ”Barbie”, ”Little Women” og ”Atonement” på sit CV. Hvis man er mode/kostume nørd vil man vide at hun har skabt ”Kiera Knightleys grønne kjole (Atonement)” som nok er et af de mest omtalte kostumer i nyere tid. Jeg er tit ret glad for Durrans arbejde, hendes kritikere findes primært blandt de historisk korrekte puritanere. De har ret i, “at hun sjældent skaber et historisk korrekt” udtryk, men det er det jeg godt kan lide.  

Det æstetiske udtryk i ”Wuthering Heights” lægger sig et sted imellem Sofia Coppolas ”Marie Antoinette”, ”The Labyrinth” og ”Chrimson Peak”. Det er tydeligt at inspirationen er ret bred. Der er både teater gotiske udtryk, moderne materialer, 50’er frisurer og tysk bondetøj. Durran har meget bevidst skabt kostumer, som fokuserer på følelser og ikke historisk tid, for at give mere plads til karakteren. 

Foto: Warner Bros.


Kedelige Heathcliff og vilde Cathy 

Jeg læste i et interview med Jaqueline Durran i Vouge at hun så Heathcliff som en Lord Byron figur. Altså sådan en flot, besidderisk og halvvejs sindssyg type. Tænk tilbage på timerne i dansk om Romantikken og maleriet ”Vandreren over Tågehavet” af Casper David Friedrich. Bogens historiske handling finder sted i slut 1700-tallet, Heathcliff befinder sig et sted i starten af 1800-tallet. Jeg tænker Durran og Fennel har truffet den beslutning, fordi det i dag er svært at komme uden om den sexappel der ligger i præcis den tidsperiode. 

Lige siden Colin Firth spillede Mr. Darcy i ”Stolthed og Fordom” (1995) har forskellige mandlige skuespillere med stor succes solgt ”Regency looket” til generationer af kvinder. Min egen generations eksempel er selvfølgelig ”Bridgerton” som befinder sig i samme tidsperiode. ”Wuthering Heights” lader endda Heathcliff blive gennemblødt i en hvid skjorte, som klæber sig sensuelt til kroppen. Den trope stammer fra “Stolthed og Fordom” (1995) og bliver gentaget i ”Bridgerton”. Heathcliff er altså ikke kostumeret specielt originalt og sammenlignet med Cathys vilde stilmæssige udsving, ville jeg ønske, at han også havde fået noget personlighed. 

Cathys kostumedesign er til gengæld ikke kedeligt, men det ser altid ud som om hun har et kostume på. Det har både en positiv og negativ konsekvens. Den positive er, at vi forstår at Cathy ikke ved, hvem hun er, altså at hun altid klæder sig ud for at passe ind. Den negative konsekvens er, at vi som publikum bliver mindet, om at vi ser på skuespilleren Margot Robbie klædt ud som Catherine Earnshaw, og det bliver sværere at leve sig ind i historien. Hendes tøj føles simpelthen ikke autentisk. Stilmæssigt er hendes design en blanding af historiske referencer fra 1800 – 1950 og en masse moderne valg i materialerne og stylingen. Hun har korsetter uden på tøjet, små røde solbriller og komisk store guldkors. 

Foto: Warner Bros

Hvorfor fik vi en tysk folkedragt?

Da vi møder voksne Catherin for første gang, er hun iført en dirndl, som er en tysk folkedragt. Det valg forstår jeg overhovedet ikke. Durran har udtalt, at tanken var at gøre det klart, at kostumerne ikke ville blive historiske og samtidig trække både på 1800-tallet, 50erne og nutiden. For at forstå hvorfor jeg ikke mener, at det fungerer tager vi nu en tur ned i kaninhullet med den tyske folkedragt. Dragten stammer oprindeligt fra 1600-tals bondetøj i alperne, det er arbejdstøj og en meget tydelig klasseadskillende dragt, som stod i stor kontrast til adlens silke.

 Efter den franske revolution og senere under Tysklands samling i 1800-tallet ændrer dragten karakter: nu er det ikke længere fint at være adelig, derimod er nationalidentitet enormt vigtigt. Derfor tager den kulturelle overklasse fat i dragten og moderniserer den til det vi cirka kender i dag. Fra 1800-tallet og frem har moden svinget. Nazisterne brugte dragten flittigt i deres propaganda og senere blev den brugt anti-nazistisk i filmen ”The Sound of Music”. Dragten har dog beholdt sit symbol som national identitetsmarkør. 

Pointen er, at den tyske folkedragt, som langt de fleste andre folkedragter, er formet af eliten selvom den kommer fra underklassen. Så når vi ser Cathy iført en tysk folkedragt, sender det modsatrettede signaler. Hun er godt nok af gammel slægt, men de er ikke rige og har ikke været det i mange år. Hun har meget mere til fælles med tjenestefolkene, end hun har med overklassen, og derfor er det virkeligt bizart, at hun klæder sig ud som noget, hun næsten selv er, altså underklasse. 

Og hvis du nu tænker ”Ja helt sikkert Ida, men hvordan skulle vi kunne læse alle de signaler ud af en enkelt kjole?” så forstår jeg dig godt. Jeg vil til gengæld væde på at din første tanke var Oktoberfest og Zwei Grosse Bier Bar, hvilket heller ikke giver specielt god mening for Cathys karakter.   

Når man har fralagt sig det historiske dogme, så følger der også et helt nyt sæt af muligheder. Hvis ikke de bliver udforsket, så falder kostumerne sammen, for der er ingen grund til at bryde reglen og derefter ikke gå ud i yderligheder. 

Et High-Fashion moment?

Selvom de moderne og skøre elementer er der, føles det ikke rigtigt tilfredsstillende. I løbet af historien skifter Cathy klasse ved at gifte sig med en nyrig storkapitalist. Det gad jeg godt se endnu tydeligere i kostumerne, og gerne med endnu flere moderne referencer. Vi ved jo alle hvilke skøre og smagløse ting ultrarige mennesker foretager sig i dag, så hvorfor ikke give hende en kjole som en stor glasmontre, så hun må rulles rundt af tjenere? I stedet fik vi pufskørter i reflekterende plastik og ansigtsglitter – og det er bare ikke smagløst nok. Når man har fralagt sig det historiske dogme, hvilket jeg synes, er den helt rigtige beslutning, så følger der også et helt nyt sæt af muligheder. Hvis ikke de bliver udforsket, så falder kostumerne sammen, for der er ingen grund til at bryde reglen og derefter ikke gå ud i yderligheder. 

I min research er jeg blevet ret opmærksom på mediedækningen af kostumerne. Både Vogue og Elle har skrevet artikler om dem og kaldt filmen et ”high fashion moment”. Jeg kunne godt få den tanke, at det hele tiden har været meningen, altså at skabe mode og mikrotrends, ikke et helstøbt kostumedesign. Durran kan sagtens skabe mode og har gjort det ved flere lejligheder, men i denne film føles det, som om det bliver presset ned over hovedet på os. Jeg kan se for mig, at marketingsafdelingen har tænkt noget i retning af ”Hvis vi kan skabe en masse mikrotrends, vil det generere positiv omtale og sælge filmen bedre”. Det ironiske er, at filmen, mig bekendt, ikke har startet en eneste mikrotrend. Jeg har i hvert fald ikke set store guldkors eller tyske folkedragter på mine sociale medier. 

Kostumeringen har virkelig ambition, og det kan jeg kun bifalde. Desværre mener jeg ikke, at den lever op til den standard, den selv sætter. 


Tekst: Ida Florin Voldsgaard
Redaktør: Laura Rye Bislev

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her