Anonymous Club: Ensom og absolut fortabt i verden

05. april 2022

På grund af nogle tekniske udfordringer, kom SEIN ikke ind at se Look at Me! til CPH:DOX. I stedet for at opleve XXXtencacions bagside af medaljen, går vi bagom den australske musiker Courtney Barnett i Anonymous Club. For hvordan kan en beundret kunstner også være en ensom og fortabt kvinde?

Det er offentlig viden, at langt de fleste kunstnere ikke kun er deres kunst. Typisk er der også et menneske bagved. Utallige portrætteringer af kendisser har vist os, at rampelysets varme også kan brænde: stofmisbrug, vold og overgreb, ødelagte familieforhold og meget andet. For Courtney Barnett er problemet dog lidt et andet sted. Hun er hele tiden i tvivl om, om det hun laver, er godt nok.

Courtney Barnett er en australsk singer-songwriter, der efter sit debutalbum Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit blev nomineret til en Grammy for bedste nye artist. Hendes musik er helt rå, og både tonerne fra munden og fra guitaren kan sidde helt skævt. Men det er hendes toner. Når hun synger, spænder hun ikke op i maveregionen, som man ellers bør, hun spænder op i hjertet. Det giver nogle meget følsomme og intime sange. Men det giver også brøl og skrig, når hjertet skal uddrive alt det, der gør ondt. 

Disse toner er blevet oversat visuelt i dokumentaren Anonymous Club. Her tager vi med Courtney Barnett på verdensturné og lytter på hendes diktafon-dagbog, som hun har sendt til dokumentarens instruktør, Danny Cohen. 

Rent visuelt er filmen skudt på 16mm, og derfor føles doku’en som en lang række polaroidbilleder. Samtidig er billederne krydret med klipning, der virkelig illustrerer, hvordan Barnett er en tosidet medalje, hvad angår hendes person og hendes performance. Særligt smukt er det, da vi går direkte fra et brøl ind i en mikrofon, publikum går amok, alle instrumenter drøner derudaf, og billedet er i kaos. På et splitsekund lander vi i Barnetts helt symmetriske hotelværelse, hvor hun meget nænsomt stryger sin skjorte til næste aftens optræden. 

I scenerne, hvor Barnett står foran publikum, er Barnett rendyrket overskud. Hun leger på scenen, lader sin vokal fylde rummet med enten et øredøvende band eller bare med hendes egen akustiske guitar. Men når hun vender scenen ryggen og går backstage, når hun indtaler sin dagbog til instruktøren, er tonen en anden. Selvsikkerheden er forduftet. Hun taler om sin tvivl, når publikum er stille, er de søde og lytter med, eller kan de bare ikke lide det? Gad vide, om nogen har købt billet bare for at ‘hate-listen’, gad vide, om de bare har vundet billetterne i en eller anden dum radio-konkurrence? Hun virker nærmest fortabt uden et publikum, for så er hun kun sig selv.

“Everything I write is shit, because it says nothing, because I have nothing to say”, siger Barnett blandt andet, mens hun sidder og bander over nogle tekster, der bare ikke vil blive til sange. Hun får svært ved at trække vejret. Vi finder ud af, at Barnett lider af en form for angst, hvilket ikke overrasker i den branche. Hendes personlige lyd-bidder, hvor hun fortæller om, hvad der sker i hendes hoved, er helt intime, og næsten over grænsen. Det lyder nemlig ikke, som om hun rigtig er komfortabel med at indspille dem. 

Samtidig er diktafon-lyden parret visuelt op med Barnett, der modtager priser og står foran enorme publikummer. Hun er ikke okay. Og den eneste terapi er, når publikum er med. Hun vil på scenen, uanset hvor indadvendt og usikker hun så er. Det er ikke nødvendigvis en inspiration. Det er bare sådan, det er. 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN