En lyd for livet

13. februar 2019

SEINbidrag.
Et buldrende køleskab og et skrattende TV møder mindst 100 cikader på speed. Sådan er den lyd, der kun findes inden i Charlottes hoved. Hun har skrevet en tekst om larmende stilhed. Og om at prøve at vænne sig til at være lydens eneste publikum.

Collage af Harley Nanfeld Foged

”Der er en larmende stilhed” er ikke blot noget, man siger, men også noget, som nogle oplever bogstaveligt talt. Jeg er en af dem.

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg blev opmærksom på, at jeg kan høre noget, som ingen andre kan. Vi stod i køkkenet i mit barndomshjem, min veninde og jeg. Jeg erindrer ikke, hvem hun var, jeg husker blot, at vi var legekammerater. Vi har begge været omkring otte år og iført farverige sommerkjoler. Forventningsfulde var vi i færd med at scoute køkkenskabene for lørdagslækkerier, da jeg spurgte hende: ”Kan du også høre dén lyd?”

Jeg spurgte med en forventning om, at lyden ikke behøvede nogen yderligere forklaring, for selvfølgelig kunne hun da det. Men nej. Det kunne hun ikke. ”Prøv at være helt stille… Kan du så ikke høre den?” sagde jeg, imens vi begge to stod bomstille i en frys-position for ikke at overdøve den. Men svaret var fortsat nej. Og lige dér i dét sekund gik det op for mig, at jeg var lydens eneste lytter.

Siden da har jeg været lydens trofaste enmandspublikum. Den får ikke nogen klapsalver eller huh-råb, for den slutter aldrig. Den er der konstant. Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvordan den opstod. Om den kom snigende, eller om den kom fra den ene dag til den anden.

Et buldrende køleskab og et skrattende TV møder mindst 100 cikader på speed. Det beskriver omtrent meget godt, hvordan rabalderet i mine ører lyder, når det er på dets højeste.

Tinnitus bliver det også kaldt. Det er egentlig ikke, fordi jeg nogensinde har fået det konstateret. Jeg er aldrig blevet blåstemplet som værende tinnitusramt. Der er nok heller ikke mange af mine nærmeste, der ved, at jeg kan høre noget, som ikke er der. Måske var det min barndomsvenindes forvirrede blik, der har gjort, at jeg ikke snakker om det. Eller også er det, fordi jeg blot har lært at leve med det. Jeg tror mest på det sidste.

Jeg husker tilbage på mørke aftener ved sengetid, hvor jeg har været ved at blive skør over den konstante larm i mine ører. Lige meget hvor højt jeg trak dynen over hovedet, eller hvor hårdt jeg pressede puden mod ørerne, var støjen utrættelig.

Jeg har det i dag svært med total stilhed. Jeg har altid musik, TV eller noget tredje kørende i baggrunden, når jeg foretager mig noget. Som nu, hvor jeg har en skodfilm rullende på skærmen, blot for at her ikke skal være musestille. Jeg ser den ikke, og jeg har faktisk ingen anelse om, hvad filmen går ud på. Men den larmer på en behagelig måde. En normal måde.

Som årene er gået, har mit forhold til lyden udviklet sig. Det er ikke en hed kærlighedsaffære, og det bliver det nok heller aldrig. Det minder mere om et venskab bygget på had og kærlighed. Den er blevet min trofaste følgesvend, som jeg ved, aldrig viger fra min side. I dag gør den mig tryg, når jeg skal sove. Jeg har langt om længe accepteret, at den forbandede, fantastiske larm er kommet for at blive.

Hvad tænker du?

  1. Malene siger:

    Super fin fortælling om en lidelse, der kan være ret så invaliderende, men også ret så overset!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *