Gem et lille smil

Kender du følelsen af, at alt er ét stort, uoverskueligt kaos, og at ligemeget hvad du gør eller tænker, så bliver det bare overskygget af dårligt humør? Følelsen af, at – ja, måske har du haft øv-dage og triste øjeblikke før, men da ikke så slemt og altoverskyggende som nu? – nu har du altså nået et punkt, hvor du selv og hele verden er så sølle, at du sikkert aldrig bliver glad og ovenpå igen?

Dén følelse står jeg en gang imellem med. Det lyder måske overdrevet og lidt voldsomt, for selvfølgelig bliver jeg da glad igen. Det ville være ulogisk og virkelig usandsynligt, hvis det ikke skulle være tilfældet.

Der behøver nemlig ikke gå mere end en dag eller to, før jeg igen bobler af glæde og har det diametralt modsat; lige pludselig er det samme problem, der fyldte alverden i går, slet ikke et problem, men bare en småting, der enten har løst sig eller ikke er værd at bekymre sig om. Når alting på den måde synes at gå op, får jeg sådan en indre feel good-baggrundsmusik at gå hen ad gaden til. En dejlig, opløftende melodi, der spiller – også selvom himlen bare er grå, og støvregnen umærkeligt gør én kold og gennemblødt.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der kender til humørets bratte og uforudsigelige skift. Man kan ikke altid være ovenpå, og det giver egentlig god mening. Livet går jo op og ned, og vores omgivelser spiller selvfølgelig en kæmpe rolle, i forhold til hvordan vi har det her og nu.

Men jeg har efterhånden erfaret, at det i den grad også kan gå den anden vej. Nogle dage er det humøret, der kaster sit dominerende lys på, hvordan alt omkring mig opleves.

For på trods af at jeg gang på gang er blevet bekræftet i det, kan jeg stadig – på de nederen dage – tage mig selv i at tvivle på, om jeg mon overhovedet bliver glad og grinende igen. Omvendt kan det på optursdage være svært at forstå, hvorfor alt dog føltes så komplekst og meningsløst i forgårs?

For så slemt var det vel heller ikke, at jeg kom til at lave en ridse i min cykel på vej til skole. Eller at jeg måtte sidde yderst på bænken i spisepausen, usikker på hvad jeg skulle sige lige dér, mens de andre grinede så fællesskabsagtige med deres interne joke.

På sådan en dag ville jeg ønske, at jeg kunne tage lidt af den imaginære feel good-musik og afspille den på Spotify. At jeg kunne gemme en portion selvtilfredshed, fra da jeg havde det megafedt i onsdags og tage den frem, når der er brug for den.

Det har fået mig til at tænke på den gamle sang med teksten: “Gem et lille smil, til det bliver gråvejr…”. Jeg kan huske, at jeg som lille tænkte, at det var meget vist og klogt sådan at synge om, at man, når det regner, skal minde sig selv om solen og varmen.Dengang hørte jeg mest sangen som noget, der havde med vejret at gøre. De helt fysiske rammer, der selvfølgelig også er med til at påvirke vores humør. Men her forleden, da jeg kom i tanker om den igen, slog det mig, at det egentlige budskab jo ikke handler om vejret, men nok nærmere det “mentale gråvejr”, vi alle nogle gange går rundt i. Det var lidt sjovt at opdage, at noget, jeg dengang tog så bogstaveligt, faktisk handlede om noget andet og meget mere abstrakt: nemlig de små nedture, som måske i det store perspektiv kan virke ligegyldige, men som – når de er der – fylder alt.

Jeg synes, det er vildt og ret tankevækkende, at de samme hverdagssituationer kan opleves vidt forskelligt, alt efter hvilket humør jeg er i. Det viser, at rigtig meget kommer an på ens tilgang til det. Onde cirkler bliver ofte værre, hvis man lader dem blive det, men den samme selvforstærkende effekt gælder heldigvis også for det gode.

Jeg vil prøve at blive bedre til, når alt føles mørkt og besværligt, at huske mig selv på, at det altså ikke er så slemt, som det kan virke, når jeg står i det. At øve mig i at gemme et smil – ikke til det bliver gråvejr, men til at jeg føler mig kikset, utilstrækkelig eller stresset. Eller bare virkelig trist. Og ikke mindst vil jeg – når jeg er jublende glad og overskudsagtig – prøve at indfange dén følelse af, at alt giver mening og er fedt og minde mig om, at den altid kommer tilbage igen. Måske ikke allerede i morgen, men den skal nok komme.

For på en eller anden måde, så er bare tanken om, at glæden og feel good-musikken venter derude i fremtiden, nok til at gøre det hele lidt lysere.