En mere-end-menneskelig tanke eller to

Den nymaterialistiske tankegang italesætter, at vi mennesker bør gøre op med den traditionelle dualistiske tankegang, der kan siges præger vores møde med verden og vores handlinger. Sådanne dualismer, vi opdeler verden i, er f.eks. adskillelsen af natur og kultur, subjekt og objekt samt mennesker og ikke-mennesker. Den nymaterialistiske tankegang er således materiel-semiotisk, hvor naturen (materialet) og kulturen (semiotikken) ikke bør separeres, men i stedet skal anses som sammenfiltret og gensidigt påvirkende. At vi sammen med alt andet i verden, må eksistere side om side som ligeværdige aktører, uden at mennesket har forrang.

Det kan lyde abstrakt og nærmest spirituelt eller religiøst, når man sådan får nymaterialismen præsenteret i grove træk. Det synes jeg i hvert fald selv. Men da forståelsen bundfældede sig i mig, sneg den sig ind på mig ganske uprovokeret, uventet, ja nærmest magisk. Som når man pludselig, føler et savn til en ven eller et familiemedlem, og det her går op for én, at man er afhængig af andre. Og at denne afhængighed er en dejlig, varm og tryg følelse.

Et møde med dét, der betyder noget

Oplevelsen fandt sted forleden dag på en løbetur ovenpå en lang dag. Det sker faktisk ofte, at jeg får nogle tanker, jeg ikke havde tænkt, at jeg ville tænke på, når jeg løber. Måske er dét det fede ved tanker? Det kan både være irrationelle og ligegyldige spekulationer, men også nogle, der gør, at jeg vender hjem med en følelse af, at det var sgu godt, at jeg løb den tur.

Denne dag var sådan en dag: Jeg tror, at det kom sig af, at jeg løb og kiggede ned i jorden for at sikre mig, at jeg ikke faldt – det var glat. Og idet faldt mine tanker på noget nymaterialisten, Jane Bennett, argumenterer for i hendes bog Levende materialitet – tingenes politiske økologi (Forlaget Mindspace, 2021) Nemlig at ting, affald, teknologi, naturmaterialer, tøj osv. ikke er passive elementer, men tværtimod har effekter, kræfter og evner til at påvirke verden. Hun mener, at vi må forstå både mennesker og ting som “vitalt materie,” hvilket betyder, at materie, også det uorganiske, har en form for vitalitet, energi og evne til at handle og er medskabende i verden.

I samme øjeblik hvilede min opmærksomhed og bevidsthed nu også på mine slidte løbesko. En følelse af tilknytning og taknemmelighed ramte mig, men også en sørgmodighed. En sørgmodighed fordi jeg virkelig snart kan bruge et par nye løbesko – de er fire år gamle, har huller og mine knæ har det ikke godt efter en lang tur i dem. Men taknemmeligheden og glæden fyldte nu mest.

En bevidsthed om oplevelserne disse sko har muliggjort, og min relation til dem, blev nemlig resultatet af min efterfølgende søgen på roden til disse følelser. De betyder nemlig noget for mig fordi, de har muliggjort og ført mig til den enormt store glæde, jeg finder i at løbe. De har båret mig og været med mig igennem et utal af løbeture i min hjemby, Odense, på Langeland nær vores familiesommerhus, som jeg har besøgt hele min barndom. Og så flyttede de med mig til København for halvandet år siden, og har været på eventyr og udebane med mig herovre lige siden. De har været katalysator for min udforskning, opdagelse og nysgerrighed på mange af byens fantastiske perler, som jeg med stor sandsynlighed ikke ville have kendt til, hvis ikke jeg havde mine løbesko. Løbeskoene var jeg iført i mit første møde med min kæreste. I dette øjeblik blev jeg bevidst om og bekræftet i, at ting faktisk kan påvirke os og verden, netop som Bennett antyder.

Ting har også sjæl

Jeg husker tydeligt min første løbetur herovre, hvor jeg for vild og pludselig havde løbet 10 km – men skoene bar mig hjem igen. De var med til at lære mig, at når man farer vild, skal man nok finde hjem igen. Og at det faktisk kan være ret så fedt og lærerigt på så mange måder at komme på afveje. For hvis vi altid har kontrol over, hvad der skal ske, tror jeg livet bliver gråt og uinspirerende. Det er vel også det, der sker, når vi møder nye mennesker: vi bliver eksponereret for andre indtryk og perspektiver, og vi bliver udfordret og vores blik bliver mere nuanceret.

Kernen i nymaterialismen sætter netop ord på det forhold og den forbundethed, jeg i øjeblikket følte til mine løbesko: At hvis vi opfatter ting og det omkring os med taknemmelighed, tillægger det værdi og behandler dem som ligeværdige aktører, får de også en sjæl. Mine løbesko har sjæl – Og når noget har en sjæl, får de en iboende værdi og betydning for os.

Svend Brinkmann kommer med en udmærket betragtning i sin bog Hvad er et menneske? (Gyldendal, 2021) hvor han bl.a. søger at beskrive dén status, ting får, når vi tillægger dem værdi. Han beskrev en hypotetisk enkrone: En enkrone man har fået af ens mormor, og som man har passet på hele sit liv. Denne enkrone er ikke ”bare” en enkrone, det er en enkrone med meget højere værdi for én, end en hvilken som helst anden enkrone. Den ville ikke kunne erstattes, fordi den har fået en betydning for os. Den har påvirket os. I daglig taler vi om, ”at noget har affektionsværdi,” og måske bør vi være opmærksomme på, hvilken betydning, der egentlig ligger bag det udtryk – at ting i verden har en iboende værdi, fordi det eksisterer, og at det således har en betydning for os? Vi knytter os altså til verden gennem denne ”affektionsværdi.”

En cyklus i en mere-end-menneskelig verden 

Det hele er en cyklus, som hænger sammen og fremkalder noget hinanden. Løbeskoene har fremkaldt noget i mig, og jeg i dem. Og det er jeg for glad for. Tænk at de har været med mig da jeg flyttede mit liv til Sjælland, de var medvirkende til, at jeg mødte min kæreste, og så giver de mig mulighed for at få et pusterum, når hverdagen bliver svær og indelukket.

Dette skal ikke læses som en prædiken, langt fra. Mit ærinde er blot at sætte ord på nogle refleksioner om det ansvar, jeg synes, vi har for at give os selv muligheden for den indsigt og glæde, der ligger i dét at være opmærksom og derved taknemmelig for det omkring os. Måske endda genoverveje situationen næste gang man er parat til at købe et par nye jeans – tænke over om man giver det, man i forvejen ejer nok opmærksomhed. Mine løbesko er ved at være tyndslidte og trænger til en udskiftning, bevares, men omtanke klæder os.

Med dette blik på verden bliver der i min optik skabt grobund for en gentænkning af vores forståelse af vores egen rolle i heri, forholdet til det omkring os, vores relationer og vores fortid og fremtid. Og når alt kommer til alt, hvad det egentlig vil sige at være menneske i en mere-end-menneskelig verden. Særligt i en tid, hvor man kan synes, at verden kan syne meningsløs. For meningen er os faktisk ganske nær, hvis vi giver den opmærksomhed: Hvis man kun bemærker hullerne i osten, ser man ikke hele osten. Det kan hurtigt blive en snæver, meningsløs og grå måde at forstå livet og verden på.

Tekst: Trine Lillegaard Johansen

Redaktør: Filippa Wolf