En ode til den unge nat

Musikken spiller, når jeg maler mine øjne grønne, blå og brune. Mit tøj er nøje udvalgt i denne ugentlige forsvinden ind i natten. Det hænger på og klæber sig til min danseklare krop og er en forudanelse om, hvor jeg skal sætte mine fødder i nattens mørke. På et gulv, der klistrer, skal jeg blive ét med bassens dybder og rytme. Under gule lamper i barens lysende mørke skal jeg snakke med fremmede og bekendte til sidste udskænkning. I en sofa i en sitrende lejlighed skal jeg dele stort og småt og glemme det hele igen. Jeg deler en drink og et smil. Spejler mig i andres blanke øjne. Beruselsen blusser i kinderne. Det er ikke til at sige, om det var vinen eller mig, der antændte den. Jeg går ud af døren sammen med de andre – en form for festlig organisme. Nu vil jeg male byen rød.

I et tog, på en cykel, bliver min latters lydbølger ét med jeres, den gør byen til vores. Den bølger over tagene på husene med de sovende mennesker. Vi er ikke i den samme verden, men vinterens kulde når mig lige så lidt, som den når dem, der ligger under dynerne. Jeg træder ind på en bar, på en klub, til en fest, jeres glatte pander skinner, I fylder rummet ud. Før var det ligegyldig luft mellem fire vægge, nu betyder det, hvad I hver især vil have, det skal. Jeg får lyst til at fejre jer og mig selv. Fejre at jeg, at I kan lyse og være fulde af liv trods de mørke hjørner i hjernen.

I natten fik de deres første kys, og i natten får de flere. Måske havde solen knap ramt havoverfladen, før deres læber mødtes for første og sidste gang, og måske betød det noget, måske slet ingenting. Det var den første kærlighedsnat. Natten fremtryller og sluger kysset. De står for eksempel over for hinanden i hjørnet af festen. I natten bliver de ansigtsløse og frie, de kommer aldrig til at dele mere end kys og berøringer, de vil ikke dele mere. De to andre ligger i sengen, de er søvnige, lige nu deler de alt andet end kys og berøringer. Natten gjorde dem ærlige og ufiltrerede. 

Mens de andre giver nattehimlen farve, er jeg hjemme i din sofa. Teen bliver kold, mens vi snakker. Vi vender stort og småt, dig og mig, men vi kommer ikke frem til noget. Egentlig er der heller ikke noget at komme frem til, men det er rart at være i. Nogle gange forstår jeg ikke helt mig selv. Jeg forstår ikke mine følelser og tanker, hvor de kommer fra, hvor de vil hen, hvad jeg skal med dem. Jeg kan forsøge at forstå dem, og stadig ikke forstå dem. Men med dig over en te, der efterhånden er kold, har jeg alligevel forstået så meget, at forståelsen for hinanden kan være nok. Sådan løser vi knuden i maven og løsner det stramme smilebånd.

Vi skulle et sted hen, jeg kan ikke huske hvor. Jeg cykler gennem byen sammen med jer. Det er røde, gule, grønne lys og kølig natteluft. Det er fart og frihed. Håret flagrer, jeg skriger og er ikke bange for at gøre det, for at fylde, med jer. Stemmerne forenes i uskøn skrål, det er den samme sang, vi synger. Ved hvert et stop vendes ansigterne mod hinanden, jeg tænker, jeg er heldig at kende disse ansigter. Jeg tror, det er sådan her, det føles at være lykkelig. Og så cykler vi. Vi skulle et sted hen, jeg kan ikke huske hvor.

Det er måden, du kiggede på mig over dansegulvet til festen. Det er måden, vi dansede, mens alle forsvandt. Det er måden, du kyssede mig under månen, og måden du snakkede til mig. Måden det føltes, da du tog min hånd. Måden du sagde godnat. Det er måden hvorpå, det er så banalt, og måden det faktisk er sådan, det er.

Jeg har grædt igen. Eller først har jeg drukket, alkoholen bedrog mig, jeg troede, jeg skulle glemme, ikke huske. Men nu husker jeg. Det er alle de ting, jeg med vilje havde glemt, der indhyller mit ansigt i snot og tårer. Jeg slingrer og vakler og piner mig selv med ting, jeg aldrig ville sige til andre. På en trappe, der lugter af pis, smider jeg min krop, mit snotfyldte hoved kunne få overvægt. Men så er det jo, du kommer. Du er en silhuet omkranset af 7-Elevens tarvelige lys, du kunne ligne en engel. Mens du krammer mig, går jeg i opløsning, og du vil snakke så længe, jeg har brug for. Jeg snakker og bliver træt af mig selv, du husker mig på, hvordan et venskab fungerer. Vi går hjem sammen, du vil passe på mig, sørge for at gråden forsvinder med natten. 

Min hud er spændt over næsen og kinderne, jeg fik lidt for meget sol. Jeg hopper op på cyklen, nu vil jeg forene mig med månen og den lyseblå nat og jer. I sidder mellem træer og andre grønne dufte, snakker indforstået mellem pauser af syngende latter. Kan I huske da … jo det er rigtigt … vi havde lige netop … I var jo så … i morgen skal vi … har du lyst til? Jeg har lyst til at denne nat bare fortsætter, og det gør den på en måde også, for det bliver knap mørkt, før det er lyst igen. Så dypper vi vores nøgne kroppe i det kølige havnevand, og jeres ansigter bliver lyserøde i solopgangen. Jeg synes, I er så smukke.

I natten kan vi hviske, sige, gøre ting, der ellers ikke bliver sagt og gjort. Men vi bliver også trætte, vi må hvile os, give plads til intetheden. Eller plads til noget helt andet. Det er godt at drive væk, især når vi er sammen.

Tekst: Karoline Laksáfoss Lauritsen
Visuelt: Malin Høm
Lyd: Celina Brinkmann & Samuel Krogh Larsen