Hvor skal rastløsheden stå?

Jeg er lige flyttet væk fra København, hvor jeg altid har boet. Jeg er flyttet til Oslo for at tage et semester på universitetet her. Her er fantastisk smukt, jeg er vild med fjorden og skoven og fjeldene uden for byen. Jeg er også vild med nordmændene, der har taget rigtig godt imod mig.

Alt i alt er jeg faldet virkelig godt til. Jeg er ved at synes, det også lidt er min by. Men jeg kan også mærke, hvor utroligt skrøbelig jeg pludselig kan føle mig. Jeg føler mig fx virkelig skrøbelig lige nu: Det er søndag aften, udenfor er det mørkt og stille og 0 grader, og jeg har ikke talt med nogen siden i går eftermiddags. Jeg havde egentlig en aftale her til aften, men den blev aflyst i sidste øjeblik, og det kunne jeg næsten ikke bære. Jeg var lige ved at begynde at græde i sporvognen, bare over udsigten til at skulle være alene hele aftenen. Selvfølgelig kan jeg også af og til føle mig ensom eller rastløs hjemme i min egen by. Men jeg står på meget mere usikker grund her. Der er et meget mindre antal personer, jeg kan skrive til og spørge, om de vil gå ned og købe bland selv-slik og se en film om en times tid. Jeg mangler min roomie, mine venner og min familie. Jeg har fået nye venner her, men det er, som om venskaberne stadig føles for nye og skrøbelige, til at jeg kan skrive og få dem til at gribe mig, fx sådan en søndag i dag. Sådan en aften må jeg holde mig selv oppe.

Jeg har indrettet mig godt her på mit lille kollegieværelse. Jeg har taget en del ting med herop for at kunne ”føle mig mere hjemme”: bøger, en plakat og lidt fotos og postkort til væggen. Den ene væg er malet i en meget grim syrlig mintgrøn farve, og alle møblerne er institutionsagtige, hvide og grå, men ellers har jeg forsøgt at gøre det til mit lille rum. Men det er, som om det er for anonymt til at kunne rumme alle de følelser, jeg vil have, at det skal rumme. Jeg ved ikke, hvor på de små 11 m2 jeg kan stille skrøbeligheden eller rastløsheden. Hvis jeg nu bare kunne føle, at rummet kunne være en lille hule, der kunne gribe al den kriblende rastløshed, ville det måske hjælpe.

Der er uro i mit hjerte. Jeg bliver virkelig let rastløs, hvis jeg ikke har nogen planer. Selvom jeg altid har været rimelig god til at være alene, så mærkes sådan en tavs og ensom weekend så forkert i hele kroppen. Jeg prøver at bedøve følelsen ved hele tiden at have nogle andres ord i hovedet, ved at læse, høre podcasts eller se en serie for at aflede tankerne, og det kan virke for noget tid, men så gnaver ubehaget sig ind i min mave igen. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det sikkert er sundt at prøve at være mere alene og gøre ting, jeg normalt ville gøre med andre, med mig selv, jeg prøver at skubbe mine egne grænser.

Forleden gik jeg faktisk også på bar alene, det var meget grænseoverskridende. Jeg stod lidt og tøvede udenfor og kiggede ind ad ruderne. Jeg tænkte på, om folk ville kigge, når jeg lige om lidt ville gå ind og bestille en øl og sætte mig alene. Men jeg havde virkelig brug for ikke at gå hjem. Det var for tidligt, og jeg havde lyst til at være i et rum med larm og andre mennesker. Så jeg gik ind og satte mig ved vinduet med min dyre norske øl og min bog. Jeg kiggede nervøst rundt på venindepar, gamle venner og dates, men det føltes faktisk helt OK. Bagved mig, ved et lille højt bord, sad en ung kvinde alene, hun læste en avis på en virkelig grundig måde, det så ud, som om hun nærlæste hvert eneste ord i den. Hun lignede mig på en måde, eller spejlede mig, og hun så ud til at være fuldstændig komfortabel med situationen, optaget af sin avis. Pludselig følte jeg mig stærk. Jeg tænkte: Jeg sidder alene på en bar i en anden by, og jeg har det godt. Det kan faktisk være befriende at gå på bar og læse og ikke skulle forholde sig til at føre en samtale. Jeg kan anbefale det, om ikke andet bare for at mærke, at man godt kan. For lige at føle, at ens eget selskab kan være godt nok. Uroen i hjertet kan vende tilbage i morgen tidlig eller næste søndag aften, men jeg prøver at affinde mig med den, stille og roligt.