En Ode til Kærligheden

14. februar 2022

Valentinsdag kan handle om mere og andet end hjerteformede chokolader og den perfekte datenight i parforholdets tosomhed. 
Med en fælles interesse i det gamle Grækenland har Josefine og Astrid i dette indlæg beskæftiget sig med de fire typer kærlighed, man i datidens filosofi skelnede imellem.

Hver mand skal ære og agte kærligheden. Selv ærer jeg alt, hvad der har med kærlighed at gøre, og jeg dyrker den i særlig grad.

Sådan afslutter Sokrates sin beskrivelse af Eros i Platons Symposion, efter han på sand, sokratisk vis nænsomt har bygget sit eget argument op og pillet de andre deltageres fortællinger fra hinanden. Eros er dog kun ét af flere udtryk for kærlighed, som eksisterede i antikken, udover agápe, storgé og filía.

En Ode til Kærligheden er derfor en beskrivelse og lovprisning af alle kærlighedens facetter: Et bidrag til et moderne Symposion.

... når der er brug for et os i stedet for et mig og dig

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

Agápe

Den første type kærlighed kaldte grækerne for agápe. Det er den oprigtige og offervillige kærlighed, vi føler overfor mennesker, som vi vil gøre alt for, såsom vores tætteste venner og familie. Det er følelsen af, at deres tragedie bliver din, eller nærmere jeres, for den ophæver grænserne mellem selvet og andre – denne type kærlighed er aldeles uselvisk. Det er agápe, når ømhed fylder dit bryst ved synet af tårer på din søsters kind; agápe, når du sidder i selskabet af glade, grinende venner og føler dig elektrisk. Det er den slags kærlighed, som vender sig ubetinget udad, som bobler op, når der er brug for et os i stedet for et mig og dig.

Storgé

Storgé beskrives oftest som kærligheden mellem forældre og børn. Det er barndomsmindet om dine forældre, der kom med cola til dig på sofaen, når du havde feber, og det var storgé, da de serverede hjemmebagte boller, kage og kakaomælk til din børnefødselsdag. Det er også storgé, når du besøger dem, efter du er blevet voksen, og I lærer hinanden at kende som ligesindede over kaffe eller vin, og du føler en større forståelse for, hvem de er uafhængigt af forældrerollen.

Ikke alle har privilegiet af gode forældre eller lykkelige barndomsminder, men det betyder ikke, at du ikke har adgang til dette aspekt af kærligheden. Storgé er nemlig det instinktive behov for at passe og blive passet på, trygheden ved at vide med fuldkommen sikkerhed, at I altid vil være der for hinanden. Storgé er den grænseløse hengivenhed mellem mennesker.

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

Filía er at erkende, at vi ikke kan klare alt alene

Filía

Filía bygger på loyalitet og gensidig respekt og skal findes i vores venskaber og fællesskaber. Den inderlige filía er mellem vores ligesindede – det er studiekammerater, som bruger deres fritid på at hjælpe dig med at forstå noget svært, og det er tilliden i de lange aftener med en ven og en flaske vin, når I snakker om alt det hemmelige og uforløste. Filía er at erkende, at vi ikke kan klare alt alene, men også at finde ud af, at der er styrke i den nøgne sårbarhed. Filía handler om at blive bedre mennesker og bedre venner og at vide, at de to ting skaber hinanden gensidigt.

Det er et løfte om, at vi ikke må stå stille og gå i forfald, selv når vi føler, at inspirationen har forladt os.

Eros

Til sidst har vi eros, som ofte sidestilles med det erotiske og sanselige, men i Symposion fortæller Platon os gennem Sokrates’ ord, at det ikke nærmer sig den overvældende sandhed af, hvad eros egentligt er. Eros er stræben efter mere, håbet og troen på, at vi altid kan blive bedre, og at det bedste, vi kan gøre, er at stræbe efter en skønnere verden. For Sokrates består menneskets skønhed, og dermed filosofien, i den evige kamp for at blive gode mennesker, fordi den beviser, at vi er kloge nok til at vide, at vi er ufuldendte. Derfor er eros den kontrakt, vi underskriver, som sørger for, at vi ikke giver op på verden omkring os.

Eros er også kærligheden til os selv. Det er et løfte om, at vi ikke må stå stille og gå i forfald, selv når vi føler, at inspirationen har forladt os. Når du laver mad til dig selv eller vender dit ansigt op mod vintersolen, når du formår at sætte grænser og kende dit værd. Det er underordnet, om du lykkes, for eros består i, at du bliver ved med at prøve. Kærligheden er, når du har haft en dårlig aften, men du alligevel står op morgenen efter, fast besluttet på, at tristhed ikke er dit lod i livet. Eros er skabertrang og stræben efter udødelighed. Udødeligheden kommer ikke gennem berømmelse, men gennem de ting du gør, som er meningsfyldte for dig og de mennesker, som du deler kærligheden med.

Selvkærligheden er den sande eros, fordi den beviser vores medmenneskelighed; at give plads til og tilgive os selv er at gøre det samme for andre, og sådan bliver verden bedre.

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN