Studentertid og frihedspræstation

Illustration af Mathias Hansen

Jeg kan huske, at min mor engang fortalte mig, at den dag hun blev student, var den bedste dag i hendes liv. Hun må have været fuld, skæv, måske på syre, da hun sagde det, idet hun fuldstændigt glemte, at den bedste dag i hendes liv naturligvis var den dag, jeg blev født. Alligevel viser det meget godt, hvor voldsomt meget hype der omgiver den korte periode hvert år, hvor tusindvis af unge endelig kan sætte punktum efter flere års mere eller mindre hårdt arbejde. Hvor eksamensangst og terpen af kemiske formler forløses i et ekstravagant orgie af alkohol, birkegrene, og hvad der ellers følger med, når den der hue endelig er solidt fæstnet til hovedet. Hvor kontrollen endelig kan slækkes til fordel for en uhæmmet fejring af den totale frihed. Der er i sandhed intet bedre.

Okay, andre ville muligvis beskrive det som en periode, hvor det ubarmhjertige præstationssamfunds konstante krav om 7-trinsskalaens påviselige succes erstattes med et helt nyt krav. Et krav om hæmningsløshed, alkoholindtag, seksuel aktivitet, nøgenbadning og søvnløshed – alt sammen målt i antallet af mærker i huen og tuschstreger på håndleddet. Bevares, mange unge – også undertegnede – deltager hellere end gerne i førnævnte aktiviteter. Ja, der er intet, der slår følelsen af bryggens iskolde vand, der omklamrer ens krop som en handske, mens den opstående sol maler himlen i en nuance, der umiskendeligt minder om farven på den Bacardi Breezer, du drak kort forinden… har jeg hørt. Personligt svømmer jeg herredårligt – hvilket mine idrætskarakterer også afspejlede – og nærer desuden en aggressiv modvilje mod kulde.

Anyways, mens mange unge ikke frygter hverken druknedøden, alkoholforgiftning, klamydia eller forkølelse, er der andre, for hvem studentertiden er kilde til en lang række følelser, der alle kan sammenlignes med lyden af negle, der langsomt bliver trukket hen over en tavle. For hvem studentertiden blot er endnu en manifestation af præstationssamfundet. Generelt er der jo ikke noget, der sætter en dæmper for den festlige fejring af frihed som adfærdsregulerende massepåvirkning og gruppepres, så lad os derfor gøre det tydeligt, at der hverken er en rigtig eller en forkert måde at blive student på.

Disse ord skriver jeg på en lille bar i Madrid sammen med min veninde Alberte, der har valgt at tilbringe sit velfortjente sabbatår i denne by. Aftenen står i vermouthens tegn, og onde tunger kunne jo hævde, at det virker dobbeltmoralsk, at sidde og skrive det, vi – Alberte og jeg – lige har skrevet, i en tilstand, der ikke helt kan betegnes som ædru. Men vi skriver det alligevel. Vi blev begge studenter i sommer, og det tænker vi tilbage på. Studentertiden er gylden, og studentertiden er stor, men på mange måder er det også lidt en mærkelig tid: Det er afslutningen på en æra og begyndelsen på noget helt nyt og ukendt og spændende og skræmmende. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at tiden for nogle også er præget af en følelse af ambivalens eller måske endda vemodighed. Der er heller ikke noget at sige til, at studentertiden ikke for alle er den bedste dag i deres liv, ligesom den åbenbart var det for min mor.

Ja, der er faktisk kun en ting, der er sikkert, og det er, at uanset om du har en fed studentertid eller ej, uanset om du bruger den på munkeagtig afholdenhed eller på at drikke, til du udvikler fedtlever, så bliver det en kort fornøjelse. Ja, før du ved af det, er studentertiden slut og er mundet ud i en sommerferie som alle andre. Og når den sommerferie så er slut, kommer virkeligheden og banker på for at overbringe nyheden om, at ingen vil ansætte dig, fordi du åbenbart ikke har nogen “joberfaring”. Så er gode råd dyre, og det bliver ikke bedre, når man finder ud af, at folk har lige så mange forventninger til ens sabbatår, som de havde til ens studentertid. “Har du så nogen store rejseplaner? Til Asien, måske?” bliver man spurgt. OG HVORFOR I AL VERDEN SKULLE JEG HAVE DET, GERTRUD? HVA’? FOR HVILKE PENGE????

Ja, som du nok kan høre, kan det være virkelig svært og hårdt og forvirrende og frustrerende, det hele, men det behøver det faktisk slet ikke at være. Træk vejret, tag én ting ad gangen og gør, hvad du har lyst til (medmindre du har lyst til at være vildt nederen, lad være med det). Glem alt om andre folks fjollede tanker og forventninger. Nu er det dig og kun dig, der definerer, hvad succes er, og for første gang er der ikke en eller anden lærer, der skal bedømme dig på en karakterskala.

Nyd det! Nyd, at du endelig er færdig med lange skoledag og endeløse afleveringer i fag, du hader og aldrig kommer til at bruge i dit liv. Nyd, at du er ung, at du har hele livet foran dig, og at du er fri (så fri, man nu kan være, når man lever som slave bundet af kapitalismens lænker…). Og hvis du så alligevel ikke kan nyde det, hvis festen for dig drukner i forvirring og frygt for fremtiden, hvis tanken om en hverdag uden dine klassekammerater fylder dig med melankoli, hvis de andres orgiastiske alkoholforbrug gør dig utilpas, eller hvis det føles meningsløst at feste, mens isen smelter, og havene stiger… Ja, så går det nok alligevel, alt sammen. Som de synger i Phineas og Ferb: Sommeren tilhører dig! Gør med den, hvad du vil.