En rejse til Nepal

En aften om et bål

Jeg tørrer aske af min kind, og mine øjne svier lidt på grund af røgen. Vi er omgivet af hundredvis af mennesker. Så mange liv på et og samme sted. Der bliver opremset alle mulige hinduistiske guder, der findes over 330 millioner. Det er blot få af dem, som nævnes, og forsamlingen gentager i kor.

Der er optrædener med dans og sving med genstande, der har form som juletræer, men som er lavet af metal og er med stearinlys i. Der er børn, som livestreamer på Instagram, ikke på TikTok – dét er nemlig bandlyst i Nepal. 

De spiller musik og synger, og mellem os går letpåklædte munke. De sælger smykker og tigger. Der er generelt mange tiggere, også børn. Her ender jeg altid i et moralsk dilemma om, hvorvidt jeg skal give barnet med de våde øjne og bare tæer de 500 rupees, som alligevel kun svarer til omkring 40 danske kroner.

Dog har jeg læst, at selvom det føles som en barmhjertig, næstekærlig handling, så “støtter” man barnets fattige liv uden skole, da nogle voksne ofte står bag børnenes tigger. Og selv hvis børnene tjener pengene, får de ikke lov at komme i skole.

Fra munke og gudinder til almenmenneskelige følelser 

Men tilbage til de tiggende munke. Min nye nepalesiske veninde, Raksha, mener, at de ikke er helt rigtige munke – for så ville de ikke bede om andre folks penge. Munkene er pudret ind i et tykt, hvidt lag, både i ansigtet og på deres halvnøgne kroppe. Jeg tænker, at det må være for at se blegere ud, noget de generelt er helt oppe og køre over i Nepal.

Vi vil jo altid have, hvad vi ikke har. I Vesten ophøjes den brunede hud, og påsmøring af selvbruner er så populært, at diverse selvbrunende produkter i 2023 havde en markedsværdi på 1,142 millioner amerikanske dollar. I stor kontrast til danske skønhedsidealer er lys hud, lyst hår og lyse øjne dét, der stræbes efter i Nepal. Selv bliver jeg nærmest forgudet hernede, også foran historiske monumenter. Det er mig, der bliver taget billeder af og med.

Forleden følte jeg mig nærmest som en levende gudinde, og så måske ikke helt alligevel, fordi der faktisk er piger i Nepal, der besidder denne titel, living goddess, også kaldet kumaris. Inde bag murene i Kumari Ghar-templet, som vi besøgte, bor en kumaris.

Disse piger udvælges, når de er helt små, og de skal være perfekte. De gennemgår en masse tests og skal opfylde hele 32 krav såsom at være uden nogen modermærker eller ar på kroppen, at have et perfekt horoskop og vildest af alt skal de, uden frygt, sidde i et rum, hvor dyr bliver ofret, og maskerede mænd danser rundt.

Når pigen har bestået alle disse prøver, bliver hun kumari og er det, indtil hun får sin første menstruation. Så vender hun tilbage til virkeligheden, og en ny kumari vælges. Kumari Ghar-templet er smukt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan pigerne har det efter at have levet det meste af deres liv som gudinder for derefter, fra den ene dag til den anden, at blive til helt almindelige piger.

Det er ikke kun i forhold til kumaris, at menstruation er specielt. De unge nepalesere fortæller, at mange piger og kvinder bliver forvist til et skur eller lignende, når de menstruerer, fordi det anses for at være “urent”. Endvidere fortæller de, at der hvert år er dødsfald, da pigerne risikerer at dø af kulde i skurene.

Det er forfærdeligt, men også noget, de yngre generationer er opmærksomme på. Tidligere besøgte vi en skole, hvor de skiltede om gratis menstruationsprodukter til skolens elever (det er der ikke engang på mit gymnasium her i Aarhus). Dét vidner om, at selvom kønsrollerne i Nepal er, hvad man herhjemme ville vurdere som traditionelle, så sker der store ændringer i ligestillingens navn. 

En af de ting, jeg vil vurdere som meget traditionelt i Nepal, er synet på parforhold. Sammen med mine nye veninder, Raksha og Suyasha, faldt snakken på et tidspunkt om drenge – as girls do – og vi blev hurtigt opmærksomme på, hvilke kulturelle forskelle, der findes.

Begge piger har meget en date to marry-attitude. Det, synes jeg, er meget smukt, men omvendt ikke, hvad jeg ser i Danmark. Hook up-kultur lever sundt og godt på dansk grund og er egentlig ikke tabuiseret, men det er det i den grad i Nepal. Det er ikke på grund af religion, at det er normen for kvinder at vente med at have sex til efter ægteskabet, hvilket ellers ofte er det, man hører.

Det er i stedet kulturelt betinget. Udover at man vil blive slutshamed, tillægger de unge piger det intime rum stor værdi, og de ser det som et sårbart sted, hvor man skal være tryg. Også med den, man befinder sig i rummet med. 

Mine nye veninder og venner er meget åbne. De er ikke bange for at sige, hvad de mener, eller at stå ved deres holdninger. De tør dele ud og være følsomme. Ting, som jeg oplever, at mange i min generation hjemmefra synes er markant mere sårbart end at have sex, for eksempel. 

I flammernes trygge skær 

Det er blevet mørkt nu. Jeg sidder og påfører mehndi, bedre kendt som henna, på Rakshas håndflade. Jeg laver en mandala. Jeg glemmer helt omgivelserne, og hvor hurtigt mit hjerte slog på vej op ad bakken.

Jeg er tryg ved Raksha, selvom vi kun har kendt hinanden i et par dage. I det ellers store virvar af mennesker holder hun sig helt tæt på mig. Jeg ved, at det er for at vise omsorg – men også en sikkerhedsmæssig foranstaltning. 

Kathmandu er, ifølge de lokale unges beretninger, ikke et sted, hvor piger bør begive sig rundt alene, når det er mørkt. Det ærgrer mig, at de begrænses på den måde. At vi begrænses på den måde, bare fordi vi er kvinder.

Jeg tør godt gå alene rundt derhjemme, men jeg skænker det alligevel altid en tanke, at man kunne ende som en af de piger, der laves Mørkeland-episoder om. Pigerne her går heller ikke i byen. De tør ikke. Jeg føler mig privilegeret, men det er også trist, at det er et privilegium at kunne tage i byen som hunkøn. 

Det er også farligt at befærde sig i trafikken i Kathmandu. Det farlige ligger i en tøven, det farlige er at vente, man skal bare handle og håbe på det bedste. En af dagene sad jeg bag på Suminas scooter, jeg havde ikke hjelm på. Sammen kørte vi ud på, hvad der betragtes som en motorvej. Der skete ingenting, men i den korte tid jeg var der, så jeg et trafikuheld og hørte om yderligere to. Det er hverdag.

En hverdag langt fra den derhjemme

Det, jeg sidder og er en del af lige nu, er ligeledes hverdag. Faktisk en slags underholdning. Jeg tror, man kan sammenligne det med at tage i biografen. Og samtidig har det flere fællesnævnere med Sankt Hans. 

Jeg ved, at mit tøj kommer til at lugte. Det lugter lidt af gris, men jeg prøver ikke at tænke på det. Luften er tæt. Vi snakker om, at Kathmandu er en meget forurenet by, og jeg siger til Raksha, at det giver god mening, når det her med båltænding sker dagligt.

I det samme jeg siger det, fortryder jeg en anelse. Det kan godt være, at det var præcis dét, jeg tænkte, men det er en kulturel, religiøs tradition, og så sidder jeg her og shamer. Raksha vipper heldigvis hovedet fra side til side. Det betyder “ja” i Nepal. Vi er så ens. Hun siger, at jeg er den danske version af hende. 

Hun har en gul, traditionel klædedragt på. Der er palietter på, hun har matchende bukser til. Jeg ville ønske, at folk i Danmark gik i lige så farverigt tøj. Så tror jeg, vi ville være gladere. Jeg komplimenterer Anishas lyserøde kjole, og hun siger, at jeg må få en af hende. Jeg bliver helt fortumlet over den generøsitet, men takker pænt nej.

Jeg synes virkelig, at deres påklædning er flot, men samtidig vil jeg ikke tage noget fra dem, som en hvid, skandinavisk pige på en tur til Asien. I min dagligdag er jeg ofte nervøs for kulturel appropriation, og det er jeg også i Nepal. Men jeg tager en vigtig lektie med mig hjem: Nepaleserne ønsker at dele deres kultur med os, både gennem deres mad, beklædningsgenstande, traditioner og ritualer.

De vil gerne lære os om værdien i deres kultur, men nyder i høj grad også at se os være en del af den. Jeg vender derfor hjem med en helt anden omfavnelse af mig selv, er jeg sikker på, når det kommer til både undersøgelse og fejring af andres kultur. 

En feberdrøm behøver ikke være et mareridt 

Bålbrændingen slutter snart. Flere bål er langsomt ved at dø ud. Snart er afslutningen af nepalesernes culture-day nået, hvor de lokale har vist os templer, traditioner og til sidst dette, som en fin sløjfe at binde på det hele.

Det er nemlig ikke et hvilken som helst lejrbål, men et begravelsesritual. Inde i hvert bål ligger et lig, et fremmed menneske, og dette er kutymen for, hvordan man sender dem bedst af sted. Munkene har heller ikke pudder på, men er smurt ind i en mørkere aske fra bålene. Om det er for at føle sig tættere med de døde, ved jeg ikke.

Jeg ved dog, at denne oplevelse er definitionen af kulturchok, og selvom alt i mig er frastødt blot ved tanken om ritualet til en start, må jeg sige, at det har været en helt okay oplevelse.

Helt okay, selvom det stadig føles lidt som en feberdrøm, som jeg ikke kommer til at glemme foreløbigt. Det vil jeg egentlig heller ikke.

Tekst: Tilde Marie Bundgaard
Visuelt: Ida Agnete Storgaard
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen