Mig og min bæredygtige mormor

Min mormors køleskab er rimelig tomt, men en masse forskellige, gamle isbøtter forklædt som Tupperware fylder primært hylderne ud. Rester fra aftensmaden. Osten ligger også i en af dem: ”Så holder den længere,” siger hun. Iblandt Tupperware og jægerpølse – som jeg ikke kender nogen på under 80 år, der spiser – står der et lille æggebæger. Jeg undrer mig og kigger naturligvis i det. En rest sovs. Det er det, hun vælger at fylde i det lille æggebæger i køleskabet.

Sovsen skal hun bruge igen, når hun laver aftensmad, siger hun. Ned i en ny sovs eller oven på et par kartofler. ”Det giver jo smag.” Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at hun bruger den rest. Hun bruger jo alle sine rester. Og osteskorperne og de andre uspiselige rester giver hun til hønsene, der trisser rundt på plænen udenfor.

Det med at gemme ting ligger ikke fjernt for hende. Hun har bøger helt tilbage fra sin ungdom, og ud af sit klædeskab hiver hun et jakkesæt frem, som hun havde på, da hun fyldte 30. Hun gemmer det hele, giver lidt væk, genbruger og genfinder glæden ved alle de ting, hun har samlet gennem livet.

I samtalen om klima ender der – efter min opfattelse – ofte med at være et skel mellem generationerne. Min mormor repræsenterer industrialiseringen og perioderne, hvor man brugte kul, som var der ingen dag i morgen. Og nu mærker min generation så frygten for, at der en dag faktisk ikke vil være et i morgen: fordi kloden er overophedet, vi alle er druknet i indlands-isen, eller hele verden er blevet til én stor skovbrand. Fordi nogen, som min mormor egentlig aldrig kendte eller havde noget med at gøre, valgte at hive olien op og fyre kul af i store mængder.

Mange vil mene, at den ældre generation er hægtet af. Og den ældre generation mener ofte, at jeg selv og resten af generation Z skal dæmpe klimaangsten en smule – for det hele skal jo nok gå. Men vi skal altså investere mere i plejehjemmene, for der ender vi også selv en dag. Men det går jo ikke? Du kan ikke bede en med klimaangst om at slappe af, og du kan heller ikke skyde enkelte individer i skoene, at de har ødelagt kloden, som den er i dag? I hvert fald ikke, hvis vi skal forsøge at danne grobund for en samtale, hvor vi kan lære af hinanden.

Hvis vi får for travlt med at tænke over, hvad det er, der er blevet gjort galt i vores mormødres tid, så mister vi måske også blikket for, hvad de egentlig gør ret fint. Ved at gøre dem til syndebukke bliver det sværere at tildele dem ros for de ting, der egentlig er gode for klimaet.

Vi taler faktisk sjældent om klima, min mormor og jeg. Det er ikke der, vores samtaler starter – især ikke når jeg er vred over klima-nyhederne. Så er det slet ikke dér, jeg har overskud til at starte med at diskutere. Men ved at sænke paraderne en smule, når jeg bliver inviteret på eftermiddags-kaffe, så ser jeg alle de ting, hun gør, som giver hende plus på klima-kontoen. På vores alle sammens klima-konto.

På den måde griber jeg min mormor på en mere omsorgsfuld måde. En måde, hvor hun får ros for ting, hun ikke selv ser, at hun gør. Hun tænker ikke over, at mange af de ting, hun går og gemmer, faktisk er miljøbevidste – eller i hvert fald miljøvenlige. For bevidst tror jeg næppe, at det er.

Min mormor skal sylte asier, når vi rammer september. Det gør hun altid. Sylter asier i en spand, der er stor nok, til at hun og min morfar har nok til hele året. Rødbeder også. Alt, hvad der syltes kan, sylter hun, og de gemmer det hele i det koldeste værelse i kælderen. Det kommer i alverdens glas og spande, som hun også har samlet gennem årene – lidt samme princip som med bøgerne og jakkesættet.

Hun henkoger bær fra buskene i haven, og valnødderne, der bugner i det store træ i baghaven, hænger fint i net rundt omkring i kælderen. Når de høster kirsebær, er der så mange, at de ikke kan nå at spise dem; I stedet bruges de i marmelader og snaps. Intet går til spilde hos min mormor på Tåsinge.

Hun har aldrig engageret sig i klimakampen, og hun er på mange måder ikke særlig woke. Hun forstår ikke kønsidentitets-begrebet, og hun har en el-bil, fordi den var smart og ikke på grund af klimaet. Som tidligere nævnt er min mormor helt ubevidst om mange af de klimavenlige valg, hun træffer i løbet af sin hverdag. Hendes hverdags-mobilitet i det hele taget.

Hun handler lokalt i vejboder og går ture i skoven, hvor hun om efteråret samler svampe. Hun sanker frugt og nødder og plukker sine egne blomster uden sprøjtemidler i haven. Bruger kun en shampoo, for sæben løber alligevel ned over kroppen. Og sætter sine 40 år gamle curlers i håret, fordi hun ikke har brug for elektronikken i et krøllejern.

Mit daglige klimaaftryk er højere end min mormors, måler vi i en test, jeg finder på internettet. Jeg rejser oftere længere væk for at besøge venner og familie i andre byer, og jeg har ikke altid råd til danske grøntsager – i stedet må både peberfrugter og agurker flyves hele vejen fra Spanien for at ende i mit køleskab, efter inflationen er steget.

Jeg vil som oftest også købe en trøje billigere end min mormor, der har råd til økologisk bomuld, hvis hun ville. Min trøje ville nok være fra H&M, og dermed har mit klimaaftryk nu også rodfæstet sig i fast-fashion industrien. Og alligevel køber jeg sjældent nyt tøj, da SU-budgettet ikke rækker til en udskiftning i klædeskabet hver sæson.

Eftersom min mormor ikke nødvendigvis er en bevidst klimahelt, så træffer min mormor også altid valg efter lyst. Min mormor har råd til at vælge de klimavenlige valg i hverdagen, men hun har også råd til at vælge de lange flyrejser, når hverdagen går over i ferie. Hun har råd til at købe en ny-produceret bil, og hun har råd til at ”forkæle sig selv” med ekstra goder, der ikke nødvendigvis er lige så klimavenlige som hendes sylt og genbrug fra 1960’erne i klædeskabet. Og måske der er endnu mere klimavenlighed at hente gennem netop venligheden og bevidstheden, som vi kan finde gennem en samtale?

Vi har meget at lære af dem – og de har lige meget at lære af os. Vi kan stjæle og kopiere deres klimavenlige hverdagsliv, og vi kan måske bidrage til at trække det op på et større perspektiv. Vi kan informere og oplyse om alle de ting, vi konstant læser, beskæftiger os med og er bange for, mens vi sylter asier med mormor i september.

Lad os sætte gang i dialogen med mormødre og andre hverdags-klimavenlige, ældre mennesker om, hvordan vi sylter, gror grøntsager i haven, og hvordan vi kan bruge den sidste rest garn til at stoppe gamle sokker. Lad os lære deres sparsommelige tricks, der på mange måder stemmer godt overens med et SU-venligt budget og en bæredygtig måde at håndtere hverdagen på. Jeg tror, at vi deri finder et rum for fællesskab omkring en grønnere fremtid.

Hvis vi unge lytter og lærer, så har vi måske dannet et fundament for at tale om alle problemerne. Sætte min mormor fri fra hendes tid og i stedet tage samtalen og dialogen op om, hvorfor der er oversvømninger og skovbrande. Om hvorfor vi måske sover uroligt om natten efter at have set nyheder. Eller hvorfor vi råber foran Christiansborg med et skilt i hånden om fredagen.

Måske det ikke nytter noget i det store perspektiv, og måske det blot bygger en smule bro mellem generationerne. Måske nytter det lige så meget, som når jeg som et enkelt individ affaldssorterer og laver linsebøffer i stedet for hakkebøffer, og muligvis ændrer det ingenting kun at tale om problemet. Men måske det alligevel rykker ved noget?

Jeg taler i hvert fald med min mormor om de ting, der skiller os ad. Og selvom jeg kan synes, at det virker håbløst at løse hele klima-spørgsmålet, så findes der forsoning i klimakampen over en kop kaffe, hvor kaffegrumset bliver brugt til at gøde planterne. Et kram fra din mormor kan måske endda lette klimaangsten en smule.

Tekst: Ida Langæble
Visuelt: Astrid Ida Cornett
Redaktør: Sigrid Langgaard & Johanne Ringøen