En rød dag
I dag er for mange mennesker blot en dag, hvor der kan tages en tur i Fælledparken med politiske brandtaler, fadøl og et fællesskab, der kæmper for bedre vilkår i de røde faners skær. Derfor har Kristian spurgt Rød-Grøn Ungdom, om kampdagen stadig er aktuel, og hvad der egentlig er at kæmpe for på dette års første majdag?
Visuelt af Emma Svane
I over hundrede år har Arbejdernes Internationale Kampdag været en politisk begivenhed for arbejderklassen, der i fællesskab kunne demonstrere for flere og bedre rettigheder. Men siden kampdagens første udgave i 1890 i Fælledparken, hvis hovedtema var kampen for en ottetimers arbejdsdag, er både den danske og internationale arbejderklasse, kapitalismen og verdenssamfundet markant forandret.
Er kampdagen som institution overhovedet væsentligt at beskæftige sig med i 2022, hvor de sidste mange års kriser har bidraget til et langt mere usikkert og polariseret politisk landskab? Kan der tales om en samlet arbejderklasse, der kæmper for bedre rettigheder og vilkår, når det kan hævdes, at nutidens arbejderkamp i Danmark handler langt mere om eks. uddannelse og sundhed end økonomisk kapital?
Jeg har søgt svar på denne problematik ved at tage kontakt til selverklærede socialister Rød-Grøn Ungdom. Som en af de nyere unge stemmer på venstrefløjen har jeg bedt om deres perspektiv på, hvordan Arbejdernes Internationale Kampdag fortsat kan have betydning for unges kamp for et mere lige samfund.
Også yngre generationers kampdag
I en mailkorrespondance udtrykker hhv. faglig sekretær og forretningsudvalgsmedlem Rebecca Knirke og Frederik Dahler fra Rød-Grøn Ungdom, at ungdomspartiet anser kampdagen som ekstrem relevant i kampen mod ulighed og klimakrisen og tilføjer, at deres hovedfokus i år er: “ligeløn, en 30-timers arbejdsuge og demokrati på arbejdspladsen.” Alle nogle forståelige kampe altid at kæmpe for fra et venstreorienteret perspektiv, men jeg søger svar på, hvordan RGU anskuer lige præcis 1. maj som dagen, hvor der håndteres aktuelle problemstillinger:
Er 1. maj-kampdagen ikke en forældet institution med fadøl og brandtaler, der er værd at holde liv i, når kampen for lighed på arbejdsmarkedet burde foregå hver eneste dag?
”1. maj er på ingen måde en forældet institution, tværtimod er det i dag kampen for lighed, feminisme og klimahandling skal tages.
Dagen er ikke bare en festdag, men en dag, hvor vi ser tilbage på de kampe, vi har vundet, og dem, vi har tabt. Vi bliver inspireret af de ældres generations handlekraft og viljestyrke til at tage de første skridt i kampen.”
RGU anser hermed 1. maj for ikke blot at være en politisk mærkedag, der lokker venstreorienterede politikere op på ølkassen, men at der gennem en historisk forståelse af tidligere generationers kamp for lighed kan nære en grund til fremtidige politiske kampe. Rebecca Knirke tilføjer: “Klasseforskellene er der stadig, og på nogen måder er de blevet endnu mere ekstreme. For os er 1. maj en anledning til at synliggøre uligheden og give flere unge et sprog for den økonomiske uretfærdighed, som mange af os mærker på egen krop”.
Marx for dig og mig
Efter denne bemærkning fra Rød-Grøn Ungdom reflekterede jeg over, at de bestemt ikke står alene med denne opfattelse af den unge generations kampe. De er lige nu del af et aktivistisk stemningsbillede med en række andre bevægelser, tænkere, strømninger og nye politiske grupperinger, der i alle og forskelligartede udtryk blot kræver handling på nutidens kriser og forandring for fremtiden. Jævnfør RGUs fokus på økonomisk uretfærdighed, deler jeg også selv perspektivet på, at kampdagens kerneværdier i 2022 bestemt lader sig komme til udtryk for den enkeltes jobsituation og arbejdsplads. Enten som ufaglært, elev, vikar eller praktikant, alle prekariserede jobtyper, hvor mange unge ofte finder sig i en usikker position på bunden af hierarkiet.
Alt dette sker fra en lønmodtagers perspektiv, så naturligt omhandler diskussionen kapital. Og i kraft af, at Arbejdernes Internationale Kampdag er omdrejningspunktet, så er det også relevant at inddrage Karl Marx’ tanker. En markant marxlæser og kapitalismekritiker herhjemme er filosoffen Søren Mau, der i efteråret udgav en halvtung, rød bog ved navn Stum tvang, hvor han undersøger kapitalismens magt fra et marxistisk udgangspunkt. Her læser han ikke blot kapitalen som økonomisk værdi, herunder produktionsmidler og penge, men som en ubegrænset magt, der gennemsyrer samtlige samfundsforhold og påvirker alt fra klasse, klima og køn. Kombineret med kapitalens konstante evne til at forny sig selv, på trods af at kapitalismens grundkerne er selvdestruktiv. I henhold til klimaet og naturressourcer er det for Mau en selvmodsigelse, at dens egen fremdrift afhænger at af afmontere sit eget naturgrundlag – og dermed eksistensgrundlaget som hele.
En retrospektiv revolution
Det er muligvis lige her, 1. maj kan indfri sit potentiale som aktualiserende i fremtiden. Idet Marx’ ideer om klassekamp er udformet med idealet om, at arbejderen skal løsrive sig fra kapitalismens lænker. Grundet tænkere som Søren Mau og andre under den nymarxistiske fane gør, at Marx kan tænkes ind i nutidens kriser og problemstillinger. For med en forståelse for hvordan den økonomiske magt fornyer sig selv på trods af adskillige kriser som pandemier, depressioner, klima- og finanskriser, så betyder en enkeltstående begivenhed som 1. maj muligvis ikke synderligt meget i sig selv.
Men for mig for at se kan kampdagens revolutionerende betydning fremadrettet kan tage form som en oplysende institution, hvor vi tager ved lære af tidligere kampe og tanker, der selv i 2022 kan bidrage til en mere ligestillet, frigjort og klimasikret fremtid.
Hvad tænker du?