Bogkritik: En vand-skabt romantasy

Romantasy er en sammentrækning af de engelske ord romance og fantasy. En litterær genre, der blander magiske verdener og dybfølt romantik, og hvor kærligheden altid lykkes, uanset hvilke konflikter og udfordringer der står i vejen.

Jeg tror, at det er de færreste, der havde forestillet sig, at Asta Olivia Nordenhofs tredje værk i romanføljetonen Scandinavian Star, som netop er udkommet med navnet Maria, Atlantis, ville blive en romantasy.

Men det er ikke desto mindre, hvad romanens fortæller, Olivia, hæfter sig ved og forsøger at overbevise læseren om. Jeg er personligt usikker på, om det er en romantasy eller ej. I hvert fald er det ikke i klassisk forstand.

Romanen er det tredje værk i Nordenhofs ambitiøse projekt om at skrive seks bøger, hvor mordbranden på færgen Scandinavian Star optræder som et gennemgående motiv. Seriens første del, Penge på lommen, handler om alle de mennesker, der på den ene eller den anden måde er underlagt kapitalismen, og om konsekvenserne ved at leve i et moderne, vækstdrevet samfund. I anden del, Djævlebogen, stiller hun spørgsmålet: kan man elske under kapitalismen, eller har de strukturer og systemer, der driver økonomien, nedbrudt fundamentet for kærlighed? I tredje del, Maria, Atlantis, forsøger forfatteren at skrive et alternativ til nutidens kapitalistiske samfund. En anarkistisk utopi uden overgreb eller undertrykkelse.

Maria og Bartholin

Maria, Atlantis har to sideløbende historier. Der er historien om Maria og historien om Bartholin. De to hovedpersoner er vidt forskellige og alligevel ufattelig ens.

Maria bor i en mindre by uden for Frederikssund. Hun keder sig, er træt af sine konventionelle forældre og drømmer om at rejse væk. Hun har altid troet på, at der fandtes en større og smukkere verden, og en dag, næsten bibelsk, bliver hun jomfrugravid.

Præstesønnen Bartholin rejser i slutningen af 1700-tallet til Padova for at studere medicin. Da han vender hjem til København, opdager han ved et tilfælde lymfesystemet og bliver snart en af verdens førende medicinere.

Både Maria og Bartholin drømmer om noget større i livet og om, at verden på et tidspunkt vil udfolde sig.

Da Bartholin bliver verdenskendt, og da Marias ønske bliver indfriet, er de stadig lige utilfredse og uforløste. Sandheden er et andet sted, og det sted skal vise sig at være det sagnomspundne rige i havet Atlantis, hvor Maria og Bartholins skæbner møder hinanden. 

Utopien findes i samtalen 

I anden del af romanen træder fortælleren Olivia endelig frem. Maria lander i Atlantis, og Bartholin rejser ud for at finde Atlantis. Fortællerstemmen skifter fra 3. person til 1. person, et interessant formgreb, som overrasker læseren og ændrer opfattelsen af, hvilken slags roman vi har med at gøre. Fortælleren har indtil nu holdt sig i baggrunden, men hun er ved at miste grebet om teksten og føler sig tvunget til at sige, hvorfor.

Olivia konstaterer, at hun flere gange har forsøgt at skrive om Atlantis, det harmoniske, anarkistiske samfund, hvor køn og klasse ikke eksisterer, og alle er lige, uden held. Hver gang ender det med, at hun ikke bryder sig om den verden, hun skriver frem.

Så i stedet opstår Atlantis i romanen som en samtale imellem Olivia og hendes ven. Olivia erkender, at hun ikke kan skabe eller skrive Atlantis alene, og at drømmesamfundet skal drøftes og forhandles, før der overhovedet kan være tale om et sådant samfund. Ligesom Platon, der i øvrigt er forfatter til myten om Atlantis, diskuterede utopien og det ideelle samfund med sine venner tilbage i det gamle Grækenland.

Dialogen bliver således et billede på et samfund, der er værd at kæmpe for. Et samfund, hvor der diskuteres og snakkes, og hvor intet er bestemt af højere autoriteter på forhånd. Selvom Nordenhof påstår, at hun er ude af stand til at beskrive utopien, lykkes hun netop med at gøre det.

Samtalen er måske det bedste ved romanen, det som står stærkest, og det som minder læseren om, hvorfor Asta Olivia Nordenhof er en af de mest spændende forfattere i nyere dansk litteratur. Det er nemlig både en samtale om, hvilket samfund vi har lyst til at leve i, og om, hvad der er individets plads og rolle i store og små anliggender.

Foto: Albert Sanvig Madsen

En verden uden kærlighed

Atlantis er ikke alles drømmesamfund, og et af de problemer, der går igen, er, at der ikke findes romantisk kærlighed, eftersom atlanterne, de som bor i Atlantis, er anarkister. For dem giver det ikke mening, at nogen tilhører en anden end sig selv.

Det er både paradoksalt og interessant, at fortælleren bliver ved med at insistere på, at bogen er en romantasy, når den foregår i en verden, der helt har afskaffet begrebet kærlighed, som vi forstår det. Måske er det her, at forfatteren for alvor ønsker, at læseren spidser ører.

Måske er drømmesamfundet, utopien, i stedet en position, hvor alle indlemmes i diskussionen og forhandlingen om, hvordan verden bør se ud, og ikke nødvendigvis et samfund som Atlantis, hvor alle er helt lige og derfor næsten de samme.

Det er ikke mindst dobbeltheden i Maria, Atlantis, der gør romanen interessant. Det skinner igennem i romanens mange diskussioner og samtaler imellem fortælleren og hendes ven, der forsøger at male hver sit portræt af et ideelt samfund.

Sproget sat fri 

Sproget er flere steder uhøjtideligt og uprætentiøst, hvilket skaber en interessant kontrast til de historiske udredninger af blandt andet Bartholins liv som mediciner og opdagelsesrejsende.

Det er opmuntrende, når sådan en uformel sætning pludselig træder frem i mængden: “En lang og pibende prut forlod ham.”

Det er, som om forfatteren har givet sig selv frie rammer. Hun lader til at være ligeglad med, hvad der er god og dårlig litteratur. Alt det, der normalt er forbudt, fordi det er kliché, eller fordi det ikke fører nogen steder hen, får lov til at blomstre.

Det er på sin vis befriende at læse litteratur, der ingen skam eller skyldfølelse har, ingen forpligtelse på at være noget bestemt, hvilket hun desuden sætter ord på: “Jeg er faret vild i den her tekst. Men måske var det opgaven. At fare vild.”

Måske er det her, at kernen i romanen ligger. At vi skal give os selv lov til at drømme, fare vild i utopierne og tillade fantasien at følge med. Vi lever om ikke andet i en tid, hvor drømmene og ambitionerne er kommet på afstand.

Det er lidt, som om et tryk forlader brystet, når man læser Asta Olivia Nordenhof. Der er ingen begrænsninger eller rammer, og prosaen og poesien får lov til at drømme sig langt væk i det skøre, sære og overdrevne.

I løbet af romanen mistede jeg flere steder forbindelsen til karaktererne, som om de blev mere symbolske og mindre noget for sig selv. Jeg blev egentlig ikke fortrolig med Maria og Bartholin, som jeg blev med fortælleren. Karaktererne og deres følelser og tanker beskrives meget eksplicit. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg vidste utrolig meget om dem uden for alvor at kende dem.

Det kan også være, at jeg læser Maria, Atlantis forkert. Måske overser jeg nogle af de budskaber, der er skrevet imellem linjerne, og måske er det hensigten. Et budskab om, at litteratur kan være noget uden at skulle sige noget vigtigt. Måske har forfatteren villet skrive noget skævt og smukt, som hun godt ved er fantasi.

Maria, Atlantis er bestemt ikke en traditionel romantasy. Kærligheden er ikke imellem to personer, tværtimod, og den er ikke forudbestemt. Det er frem for alt individets kærlighed og længsel efter en anden, større verden. Kærlighedsforholdet består i båndet mellem individet og drømmen om utopien.

Asta Olivia Nordenhof: Maria, Atlantis. Scandinavian Star. Del 3. Roman. 316 sider. 279,95 kroner.