En verden uden højerestående væsener?

27. maj 2022

Isabella mener, at det er på tide at gøre op med den hierarkiske forestilling om at mennesket er et højerestående væsen. Hun udfordrer dig ikke blot til at se dine omgivelser anderledes, men også omtale dem anderledes.

Visuelt af Josefine Kynne

Kan du forestille dig at sige hej til et træ? Se en myre som en ven, der bidrager til jordens økosystem og vores alles velvære på sin egen måde? Kalde dyr, der ikke er dit kæledyr for han/hende/de? “Nonsens!”, tænker du måske. Det kan jeg godt forstå, men lyt blot efter, så fortæller jeg dig, hvorfor dine børnebørn en dag vil takke dig for det.

Du er nok højst sandsynligt ligesom jeg vokset op i Danmark. Blandt flade marker, flagrende flag og 98% kontrolleret natur. Måske i en by blandt biler, busser og bacon? Du lærte, at insekter var klamme og at fluesmækkeren skulle frem, når frokosten kom på bordet. Blomsten var din til at plukke og grenen din til at hugge. Disse virker som små uskyldige handlinger, men de internaliserer en følelse af, at du og vi som mennesker er et højerestående væsen og har ret til at udnytte naturen og andre dyr. 

Sådan har vi ikke altid tænkt om os selv, og sådan tænker alle stadig ikke i dag. I religioner som hinduisme, buddhisme, taoisme og forskellige former for animisme er mennesket ikke adskilt fra naturen. Menneske-natur skellet har heller ikke altid været gennemgående i Vesten. De gode gamle græske filosoffer var i høj grad med til at skabe denne forestilling om det overlegne rationelle menneske. Aristoteles opfandt “naturens trinstige” (scala naturae). En opdeling af elementer i naturen fra de mindst værdifulde (mineraler, planter, dyr) til de mest komplekse og værdifulde (mennesker, engle, Gud). Mennesket var højest af de jordlige skabninger, tættest på det guddommelige. Denne tanke blev også udbredt med kristendommen. Senere kom Oplysningstiden og alt fra planter til mennesker blev kategoriseret, og der blev skabt et endnu skarpere skel mellem mennesker og naturen. Det er efterhånden lang tid, at de ideer har cirkuleret i vores samfund, så jeg tror da pokker, at de er indgroet i den måde, vi tænker på.

Med stigende fokus på klimaforandringerne og hvor destruktiv vores livsstil er, er flere begyndt at kigge mod andre verdensopfattelser og levemåder. Nogle økofilosoffer mener, at roden til vores menneske/natur opdeling ligger i sproget. Denne distance er flettet ind i historier og i den måde, vi omtaler andre organismer på. De foreslår, at roden til anderledes handlinger er at tænke og tale anderledes om naturen og ikke-mennesker. Omtale dem på en måde, der gør dem til subjekter frem for objekter. Det lyder måske lidt syret, men hæng i!

Robin Wall Kimmerer, der har rødder i Potawatomi stammen (stamme i Oklahoma), mener, at når man kalder nogen, heriblandt dyr og planter, “den/det”, fratager man dem, at de er et individ. Lad os tage et eksempel: dit hypotetiske kæledyr, lad os kalde ham Preben, kalder vi for ham. Derimod den ko, der står på marken, kalder vi for den. Vi ser Preben som et individ og koen som et objekt, som vi i øvrigt frit kan spise, hvis vi har lyst. Både Preben og koen har følelser, tanker, en mor og en far, men deres skæbne er afhængig af, hvordan vi opfatter dem. Kimmerer opfordrer os til at øve os i at se og omtale andre dyr og planter med han/hende/dem pronominer for at ændre vores eget syn på dem. Hun foreslår også, at vi bruger et helt tredje pronomen, “ki” i ental og “kin” i flertal, når vi omtaler ikke-mennesker. “Kin” betyder slægtning, og det er derfor indbefattet i pronominet, at vi alle er relateret og påvirker hinanden. Det lyder måske lidt kringlet og svært at vænne sig til at bruge andre pronominer, men ingen har sagt, at det skulle være nemt. Det tager tid at lære og aflære, men du må også huske på, hvor mange år du er blevet fortalt det modsatte.

“Tik tok, det har vi sørme da ikke tid til”, tænker du måske. Hvis alle skal se indad og ændre den måde, vi ser os selv i forhold til naturen, når Danmark at stå under vand, før noget ændrer sig! Er denne metode overhovedet effektiv? Ændring i tankemønstre og adfærd skal selvfølgelig ske sideløbende med strukturelle samfundsmæssige ændringer, men vi må også selv påtage os noget ansvar. Jeg mener, at arbejde på hvordan vi ser os selv i forhold til andre organismer er et godt sted at starte. Måske er første skridt ændringen gennem sproget? Jeg udfordrer dig til at prøve det!

Visuelt af Josefine Kynne

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her