Kunsten at finde nye kærlighedssange

Historien om min første kæreste er som så meget andet flettet uløseligt ind i mit daværende kulturforbrug. Det er uden tvivl en temmelig universel følelse at have bestemte sange, der minder én om lige netop den januar måned, hvor sangen var på repeat, eller at gense en film og lige pludselig blive mindet om det menneske, man var, første gang man så den.

Og ikke mindst kan det være noget nært umuligt at løsrive et kulturprodukt fra det menneske, som man først oplevede det sammen med.

Første gang, jeg kyssede min ekskæreste, var, mens vi så filmen ’Call Me by Your Name’. Med fløjlsbløde toner af  Sufjans Stevens-sangen ’Mystery of Love’, skjulte berøringer af varm hud i den italienske sommersol og eksplicitte sexscener med ferskner er ‘Call Me by Your Name’ på mange måder den ultimative kærlighedsfilm.

Den indrammede for mig den fuldkommen opløsende følelse af at være forelsket for første gang.

Klik her og Støt SEIN

Derfor fik ‘Call Me by Your Name’ selvfølgelig også pinligt meget symbolsk betydning for os i det forhold. Vi så den et utal af gange: så den for at fejre årsdag, satte soundtracket på vores sexplayliste, græd og kyssede til de sange og citerede filmen i vores kærlighedserklæringer til hinanden.

Tre uger efter vi slog op, sad vi på en bænk sammen efter en koncert og græd, samtidig med at vi holdt hinanden i hånden og talte om vores forhold, da en fremmed mand kom hen til os. Da han hørte, at vi var nylige ekskærester og alligevel sad på den måde, sagde han, at vi mindede ham om en film og spurgte, om vi havde set ‘Call Me by Your Name’.

Han fortalte, at vi mindede ham om den monolog, hovedpersons far har i slutningen, om vigtigheden af at tillade sig at føle alting, både glæde og sorg, med samme intensitet. Jeg kunne ikke stoppe med at grine ad manden og hans eksempel.

Han føltes som en statist, som jeg havde betalt for at være der. Som en del af en lidt for perfekt indsamling af bevismaterialer til en SEIN-artikel mange år senere. Selvom vi havde slået op, var der stadig en totalt fremmede, der nævnte den film. Det illustrerede, at det næsten var nemmere at slå op med en kæreste end med de film, som vi har set sammen.

Jeg har dog ikke set ‘Call Me by Your Name’, siden vi slog op. Alligevel blev Netflix ved med at sætte den på forsiden af mine anbefalede film og Facebook ved med at sende mig notifikationer om, at mine venner var interesserede i en open-air visning af ‘Call Me by Your Name’, trods jeg gang på gang trykkede ”ikke interesseret”.

At falde i søvn til Bon Iver som universel følelse

Problemet er dog, at mine algoritmer nok har fat i den lange ende – for jeg er jo vildt interesseret. Call Me By Your Name er – ifølge mig – en af de bedste kærlighedsfilm nogensinde. Selvom jeg har fundet et nyt menneske at forelske mig i, ved jeg ikke, om jeg på samme måde vil være i stand til at finde en ny film at forelske mig i.

Spørgsmålet er med andre ord, om den følelse er universel og uundgåelig – eller om jeg bare skal tage mig sammen og være bedre til at lede efter nye film?

Forleden gjorde jeg rent på min højskole sammen med én, der satte et album af Bon Iver på. Vi kom hurtigt til at tale om, at det var musik, vi begge forbandt helt enormt meget med at høre med vores respektive ekskærester.

Jeg hørte Bon Ivers første album ‘For Emma, Forever Ago” efter første gang, jeg havde sovet sammen med min ekskæreste. Jeg hørte efterfølgende det album hver morgen på vej i skole, mens jeg lænede mig op ad lygtepæle, fordi jeg næsten helt bogstaveligt blev så blød i knæene ved mindet, at jeg knap kunne holde balancen.

Vi hørte det også, mens vi lå i skovbunden og kiggede på stjerner, når vi kørte i tog sammen om natten, og når vi skulle falde i søvn sammen.

Og nu kunne jeg snakke med et helt andet menneske, der også opfattede det som det perfekte soundtrack til at falde i søvn i en andens arme.

På den ene side kan det selvfølgelig sagtens være, at det blot er selve det, at det er ens første kæreste, der får alle følelser til at være mere rå, alle sange til at være mere rørende. Og på den anden side så må det at udvikle præcis det samme forhold til Bon Iver, uafhængigt af hinanden, være et tegn på, at netop dén musik kan noget helt særligt.

Så selvfølgelig er der et (næsten) uendeligt antal af kærlighedssange i verden. Men hvad nu hvis man allerede har hørt alle de bedste?

At miste sin uskyld

Jeg havde på et tidspunkt en samtale med en  veninde om konceptet ”at miste sin uskyld.”

Hun havde lige slået op med en kæreste efter et mange måneders turbulent forhold og sagde, at noget af det hårdeste var følelsen af at have mistet sin uskyld. Og med det mente hun ikke sin mødom eller en eller anden forældet ide om en jomfruhinde, der kan blive endegyldigt brudt.

For selvom vi godt kan blive enige om, at jomfruhinden i virkeligheden er en slimkrans, og at man i øvrigt ikke er mindre værd, når man ikke længere er jomfru, er der en anden fornemmelse af renhed, som opstår, når man tror på det gode i verden, i andre mennesker og i sine relationer.

Det uskyldige i at have et åbent hjerte. Jeg vil virkelig ønske, at når vi efterlader hinanden eller går fra hinanden, så er vi klar til at møde det næste menneske med endnu mere åbne arme, ben og hjerter – fordi vi aldrig giver hinanden grund til at lukke dem.

Det forholder sig bare sjældent sådan. Jeg kommer aldrig til igen at kunne høre en Bon Iver-sang på samme måde, som da jeg var 15. Der er allerede så mange lag af minder og mennesker knyttet til de sange.

Men det betyder ikke at jeg skal stoppe med at høre dem.  Alt det, jeg har lært om kærlighed gennem musik, gennem film, gennem bøger, gennem livet, er en viden, jeg gerne vil tage med mig videre og ikke kaste fra mig, fordi den er for knyttet til et bestemt menneske.

I stedet vil jeg nu tillade mig at citere netop Elios fars monolog i ‘Call Me by Your Name’:

Så jeg vil gerne stoppe med at fjerne sange fra min mentale kærlighedsplayliste såvel som de bogstavelige playlister på Spotify. I stedet kan jeg se det som en styrke, at de bliver længere og længere.

Ja, oplevelsen af at lytte til dem bliver også mere og mere mudret, følelserne er allerede i en alder af tyve meget mindre rene, end da jeg var femten. Men det er jo også det, man kan lære af at blive ældre. At gøre plads til de komplekse og nuancerede følelser. Til ikke kun at hylde første gang, men også anden gang eller fjortende gang, for den sags skyld.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Emma Kreutzfeldt