Det der engang var mit værelse

Her er sandet og koldt og dårligt isoleret. Det har der dog altid været. Når jeg kigger ud af ruden, kigger jeg ikke ud af ruden, for den er helt dugget til. Det eneste, jeg kan fornemme derudefra, er vedbenden, der er kravlet ind over vinduet. Jeg befinder mig på mit gamle værelse i mine forældres hjem i Hellerup. Det, der var mit hjem i tre år indtil denne august.

Hovedpersonen i amerikanske tv-shows eller film har altid et perfekt bevaret teenageværelse hjemme hos forældrene, selv flere årtier efter, at de er flyttet hjemmefra. Det står som en form for museumsinstallation med barbies, boy band-plakater og bamser. Som om de, den dag de vælger at flytte hjemmefra, bliver voksne og går i IKEA og vælger og køber et af de allerede indrettede værelser, et helt nyt liv og efterlader alt bag sig.

Jeg børster mine fødder af, inden jeg sætter mig halvt i skrædderstilling i sengen. Jeg har taget det meste med mig, også min bamse, og mine ting på dette værelse er lidt efter lidt blevet erstattet med nye ting.

Der står nu, på værelsets æresplads under det store vindue, et hæve-sænkebord. Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanker om et mere kluntet ord. Måske er det meget pænt af et hæve-sænkebord at være, egentlig. Og, i modsætning til ordet, praktisk. Væggene havde jeg pyntet med spejle. For mange, men det der syntes nødvendigt for én, der stadig ikke havde vænnet sig til synet af sig selv fra siden og skulle minde sig selv om det et par gange om dagen. Og lilla og orange billeder med motiver af fugle og kirker.

Nu hænger der billeder i sort/hvid i sorte rammer. Jeg tror, min far er bange for, at hans hjem skal blive overtaget af hvid og fake patina, så han skynder sig at hænge dystre billeder op. Af død havbund og soldater i Sovjet. Det er en sjov kontrast til mit støbte ansigt, der hænger i guld gips på væggen over sengen, og det hænger der med åben mund og hullede øjne, uden noget at skulle have sagt. Jeg føler stadig en form for ejerfornemmelse over værelset, men jeg må nøjes med at hjemsøge det. Jeg har jo selv valgt et andet hjem, men når jeg tager herhjem, tager jeg ”hjem-hjem”. Så det er svært at se tingene i min grundessens blive ændret på.

Det er, som om det er okay at have grimme ting stående, hvis bare de er lavet af børn. At de er fantastiske, fordi de er lavet af børn. Min bror har også gjort sit indtog på mit værelse i form af en nisse, han lavede i rødt ler i folkeskolen, der nu har sneget sig ind i vindueskarmen. Det er en manga-nisse, og den er virkelig grim. Den er grøn-turkis og er enten blevet dyppet i den forkerte glasur eller blevet bleget af solen, nu hvor den står fremme hele året.

Henne ved billederne står der en stor, sort, lidt trapezformet boks med hjul på, der ligner noget, en tryllekunstner kunne bo i. Jeg ved dog godt, hvad den indeholder, og jeg vil ikke fortælle det, for så mister den magien. Men det er mærkeligt, at det først er nu, jeg egentlig lægger mærke til den, for den ser meget utilpas ud i et stort, lyst rum. Den har søgt skjul henne hos den eneste anden sorte kæmpeklods på værelset: det ustemte klaver, som er mit værelses største løgn. Det er ikke mit, og jeg kan fire akkorder. Sammen udgør de to kæmper en dejlig ubalance i rummet. I januar tog jeg på højskole i Humlebæk. Det sidste, min roomie og jeg gjorde på den højskole, var at tage en saks og klippe det navneskilt, vi i første uge havde lavet af farverige perler på perleplade, midt over. ”og Marie” har jeg nu bare. Og nu ligger det på klaveret, henkastet, som et af de sidste underskrifter på mine bevarede hulemalerier i hulen i Hellerup.

Vi har lige set sjette afsnit af DR’s nye søndagsdramaserie, og nu sidder jeg i rent sengetøj med bøger, min mor har udvalgt fra reolen med sådan en alt-skal-nok-gå-fornemmelse. Jeg kan godt forstå, at rige mennesker vælger at bo i Hellerup. Her er dejligt og roligt, og jeg kan godt li’ at gå på gaden og vide, at de ikke kender mig. Når jeg går på gaden på Nørrebro, tænker jeg, at det er her, jeg altid har forestillet mig, jeg skulle være og føle mig hjemme. Men her føler jeg, at de andre har gennemskuet mig. Jeg sidder tit med Malou på vores altan og ryger og klager over livet og siger velkommen til 20’erne, for det er sådan, de skal være. Man skal lide lidt, fryse lidt, klage lidt, grine lidt. Vi griner af, hvor skræmmende det hele egentlig er. Det er nok egentlig ikke, fordi vi godt kan li’ cigaretter, men vi kan godt li’ tanken om, at det er sådan, man overlever nu.

Det er de samme fire, hvide vægge, der står rundt om mig som for et halvt år siden. Det er den samme lyd af havn, havmåger, master i hylende vinde, der giver værelset sin underlægningsmusik. Ikke desto mindre er det ikke det samme, for jeg bor her ikke, og næsten alle mine ting er blevet skiftet ud. Men her er trygt og hjemligt, og jeg er indsvøbt i tæpper og æbletærte og hundehår. Selvom jeg er blevet pillet ned og er på besøg.