Fri mig fra tiden

30. oktober 2018

Camilla har et svært forhold til sin egen alder. Hun har skrevet om, hvordan frygten for ens alder i virkeligheden handler om at være bange for tid. Men også om, hvordan tid repræsenterer et stort privilegium – nemlig dét at få lov til at eksistere lidt endnu.

Collage af Lasse Bækkel

I dag er jeg 23 år og 364 dage. Og det skræmmer mig. Det gjorde det også, da jeg var 23 år og 363 dage. Sådan har det været, hver dag, mere eller mindre siden jeg fyldte 16. Lige omkring den tid, hvor jeg begyndte på efterskole, og de voksne i mit liv blev flittige til at fortælle mig, at dét var begyndelsen på voksenlivet. Et voksenliv, der pludselig nærmede sig med alt for hastige skridt, på trods af at jeg slet ikke følte mig i nærheden af at være voksen. Det gør jeg stadig ikke, her få timer før jeg igen skal vænne mig til tanken om endnu en alder, jeg ikke kan forholde mig til.

Jeg tror for så vidt ikke, at det handler om alderen i sig selv. Jeg tror, det handler om alt dét, den repræsenterer: forventningerne til, hvordan og hvor i livet jeg burde være, for det stemmer aldrig overens med den virkelighed, jeg rent faktisk befinder mig i. Men mest af alt repræsenterer alderen det faktum, at tiden går. Og at den bliver ved med at gå, også selvom jeg ikke kan følge med.

Den går og går, løber måske ligefrem, og sådan bliver det ved, indtil den dag jeg ikke er klar over den mere.

I virkeligheden handler det ikke om at være bange for sin alder. I virkeligheden handler det om at være bange for tid. Jeg er bange for tid. Det er lige så absurd at erkende, som det er sandt. Måske er det, fordi jeg ikke kan tage fat i den. Mærke den. Finde ud af den. Forstå, hvad den egentlig er. Hvordan den er. Og vigtigst: Hvorfor den er. Hvorfor? Jeg kan ikke tænke på tiden uden at blive konfronteret med det faktum, at jeg aldrig vil kunne få kontrol over den. Den går og går, løber måske ligefrem, og sådan bliver det ved, indtil den dag jeg ikke er klar over den mere. Der er kun ét endemål, og det er jo netop det, der gør den passerende tid så pokkers skræmmende.

Ofte har jeg det, som om jeg sidder i den forkerte side af toget: den side, hvor der altid er de sidste ledige pladser at finde. Jeg sidder dér, i den modsatte side af køreretningen og kan kigge tilbage på alt det, der allerede er passeret. Jeg bliver så optaget af at betragte det, der er sket, at jeg ikke kan finde ud af at dreje hovedet og i stedet kigge frem. Men toget tager mig alligevel med, og jo længere jeg kommer, desto mere skræmmer det mig, hvor meget jeg kan se tilbage på. For jeg ved jo godt, hvad det betyder i sidste ende, og jeg har absolut ingen indflydelse på toget, der bare kører og kører og kører.

I længden bliver man rundtosset af at kigge bagud. Så ender man med at stå dagen før sin fødselsdag og igen ikke rigtig kunne glæde sig, fordi det hvert år er lige så skræmmende som det forrige, hvor hurtigt tiden gik. Og så kunne ens største fødselsdagsønske godt være bare at blive fri fra tiden.

Men jeg ved godt, at der nok kun er én måde at blive fri fra tiden på – og det er paradoksalt, når det jo netop er dén, jeg i bund og grund gruer for. Så. I stedet for at blive grebet af panikangst over tiden, der går, vil jeg i morgen forsøge at glæde mig over tiden, der er gået. Og jeg vil glæde mig over tiden, der kommer. For det repræsenterer denne dag, jeg kæmper med hvert år, også: Jeg fik mulighed for at leve endnu et år.

I bund og grund er alder ikke noget, man er.

Måske – hvis man kan se på tiden som noget, der kommer, i stedet for noget, der går – vil den blive meget rarere at følges med. For i bund og grund er alder ikke noget, man er. Alder er noget, man har.

Jeg er glad for det, jeg har.

Hvad tænker du?

  1. Michael Frederiksen siger:

    TAK for at sætte så fine ord på en genkendelig følelse! For mig er det at blive ældre også en påmindelse om, at tiden går, og jeg har i mange år haft følelsen af ikke at være ‘klar’ til at gå fra en alder til en anden. Som Søren Ulrik Thomsen skriver et sted: “Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange til at komme mig over de første”.

  2. Kristine siger:

    Meget fint indlæg! Blev selv nødt til at få 2g om, og har siden følt mig for gammel til stadig at være i gymnasiet. Det har virkelig ændret mit syn på alder, for som der står i indlægget er alder ikke noget man er.

  3. CamillaKlarskov siger:

    Åh, han er god, ham S.U.T! Tak for kommentaren, Michael, jeg kan have det på helt samme måde!

  4. CamillaKlarskov siger:

    Tak, Kristine! Det er faktisk virkelig en gave at tilbringe tid med folk i andre aldre end sin egen – for så bliver man opmærksom på, hvor lidt betydning det har ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *