‘Ensom i Tokyo’ bliver et spejl for en verdensomspændende ensomhedskrise
Ensom i Tokyo er en dokumentar om at være ensom i en af verdens største byer med et indbyggertal på 38 millioner. Vi følger Masato og Shoko, der begge kæmper for at bryde med den isolation og ensomhed, de befinder sig i.
Minister for ensomhed
I Japan har regeringen udpeget en minister for ensomhed. 40 procent af Japans befolkning føler sig ensomme. Dokumentaren følger de to japanere, Masato og Shoko, der hver især kæmper med ensomhed og selvmordstanker.
En fisk som selskab
Masato er ude for at kigge på en fisk, han kan erhverve sig som kæledyr. Fiskene står på rad og række i meget små firkantede akvarier. ”De har ikke en særlig god rumlig bevidsthed, så man kan nemt holde dem i små rum”, siger sælgeren.
Masato påpeger, at de ikke virker så selskabelige. ”De er ret søde, hvis man stikker hånden derned”.
Masato er en af de mange japanere, der lider under ensomhed. Han bor alene i Tokyo, hvor vi følger med i hans stille liv i dokumentaren ”Ensom i Tokyo”. Dokumentaren portrætterer det alvorlige problem med ensomhed og mistrivsel, som Japan kæmper med.
Sideløbende med Masatos historie følger vi også Shoko, der ligesom Masato føler sig ensom. Udover ensomhed kæmper hun også med følelsen af stigmatisering, der kan følge med, når man er en ugift kvinde uden børn i fyrrene.
”Har I det godt”, spørger Masato, da han åbner en plastikboks med to billelignende dyr. Han bor i hvad der ligner en etværelseslejlighed, hvor han som skjold mod ensomheden har skaffet sig en fisk, biller og senere hen også en ugle.
Foto: Kaspar Astrup Schröder, Good Company Pictures
Dokumentaren formår at skabe et meget intimt rum for seeren, hvor man tænker, at det næsten ikke kan passe, at der sidder et kamerahold bag de to hovedpersoner. Man er lige dele draget og skræmt af den ensomme tilværelse, de befinder sig i. Og det føles næsten som om, man kommer for tæt på. Som seer kan man få lyst til at lade sig om, man ikke så med, fordi der også er noget meget skamfuldt forbundet med at være ensom.
Et sted for dig
Undervejs får seeren også indblik i, hvordan Masato og Shoko hver især benytter sig af den chatservice kaldet “Et sted for dig”, hvor frivillige hjælper ensomme og folk i krise.
Sekvenserne, hvor de skriver med ”Et sted for dig”, giver også seeren et unikt indblik i både den konkrete situation med Masato eller Shoko, hvor man igen får ondt i maven, fordi det er slående indlysende, hvor dårligt de har det, og der er ingen, der ser det. Samtidig er det også et godt portræt at landets ensomhedskrise i et større perspektiv.
Man er lige dele draget og skræmt af den ensomme tilværelse, de befinder sig i. Og det føles næsten som om, man kommer for tæt på.
”Jeg bor alene og har ikke nogen at tale med”, skriver Masato i en af sine mange beskeder til “Et sted for dig”. Tre små prikker hopper op og ned på skærmen for at vise, at der bliver skrevet i den anden ende.
”Alle vores rådgivere er optagede. Vent venligst”. Sådan lyder beskeden, de får alt for ofte.
Mellem hvert sceneskifte formår dokumentaren at skabe en spænding i en ellers meget lavstimulifilm, der får seeren til at tænke ”åh nej, er han død?”
En paradoksal kontrast
“Der er mange ubesvarede denne måned. Vi kan simpelthen ikke følge med. Vi må få det tal ned”, siger en mand, mens han peger på en computerskærm, hvor Koki Ozora sidder. Koki Ozora er stifter af “Et sted for dig”. Han fortæller, hvordan en henholdsvis rød og gul lampe over hver computer på kontoret fortæller om enten risiko for selvmord eller mistanke om vold. Bagefter filmes der udover kontorlandskabet, hvor mennesker bøjet over computerskærme hakker løs i tastaturet med en gul lampe, der blinker konstant.
Foto: Kaspar Astrup Schröder, Good Company Pictures
Selvom dokumentaren indiskutabelt portrætterer mennesker, der har det meget svært er skildringen af det alligevel meget nuanceret. Billederne fra det pulserende og smukke Tokyo akkompagnerer den stille fortælling om Masato og Shoko på en paradoksal måde. Filmens æstetik står i stor kontrast til den hjerteskærende fortælling om to mennesker, men også om et land i krise.
Kontrasten mellem storbyen Tokyo og de to ensomme skikkelser Masato og Shoko bliver et spejl på den globale udfordring, som ensomhed er.
Tekst: Dagmar Jespersen
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?