Skal jeg også lave surdej nu? Og andre karantænetanker fra en studerende

02. april 2020

Karantæne betyder mere tid – for nogle. Men betyder det nødvendigvis mere overskud? Hvilke forventninger har man til sig selv i denne tid, og hvilke ydre forventninger føler man, at man skal leve op til? Helene skriver i denne tekst om, hvordan det at skulle arbejde hjemmefra ikke nødvendigvis gør det nemmere, men at man alligevel kan komme igennem det.

Animation af Yana Yun Lin

Jeg har været frustreret over de mange to do’s og surdejstiltag, som både aviser og influencers fylder tomrummet ud med i karantænedagene.

Så ramte det mig. Jeg må være doven og dårlig til at udnytte min tid. Jeg evner ikke at udfylde de ekstra timer, jeg har vundet i karantænen, til at begynde mit eget hjemmeprojekt, tænker jeg. Men kan det passe, at jeg ikke har fået mere overskud til selvforplejning, til at genoptage musikken, til at lege bagemutter eller til at komme i form?

Det er en brav kamp at læse til studiet og kæmpe mig væk fra overspringshandlingerne.

Jeg sparer rundt regnet 4-6 timers transport om ugen og en masse aftenaftaler. Jeg er typen, der falder i søvn til alle film efter klokken 21:00, så aftenen må være mit fripas. De timer, jeg har vundet fra transporten, er gået til den fornuftige pulje, der hedder søvn, og den resterende tid er gået til at tage mig sammen. Det er en brav kamp at læse til studiet og kæmpe mig væk fra overspringshandlingerne.

Nej, der er ikke mere i køleskabet for ottende gang i dag. Ja, den ene corona-artikel tager den anden, og karantænestories på Instagram fortsætter i det uendelige. Og ja, vinduespudsning er en lidt for tidskrævende overspringshandling, selvom det føles vildt, at lysten endelig har fundet vejen til mig.

Under de nye omstændigheder buldrer mit studie stadig derudad, som det plejer. Mine panderynker bliver dybere og dybere for hver gang, vi gennemgår nyt stof til den famøse fjernundervisning. Jeg savner klasselokalet, lyden af kridt, der normalt giver mig gåsehud, og blikke, der opspilede signalerer, at vi er i samme båd med de usagte ord “Forstår du heller ikke, hvad hun mener?”.

Mit lille hjem er normalt multifunktionelt som både hjemmebiograf, restaurant, putterum, pulterrum, træningsspot, læsehjørne, beautysalon, dansegulv og nu også arbejdsplads. Jeg har prøvet det før. Jeg studerer et læsetungt fag, så sådan er det, men åh, hvor jeg savner læsesale. Dem med dårlig udluftning, computerstandere til at forhindre nakkeproblemer og de latente vibrationer fra 50 andre læseheste. Det motiverer mig til at læse videre.

Jeg udfordres lige nu til at lære at skelne mellem morgenrutine, arbejdstid og aftenhygge inden for de samme fire vægge.

Jeg udfordres lige nu til at lære at skelne mellem morgenrutine, arbejdstid og aftenhygge inden for de samme fire vægge. Men det er en udfordring at modstå matriklens utallige overspringshandlinger, og min koncentrationsevne er seriøst blevet pinlig at snakke om. Hvis den var dårlig før, så ved jeg slet ikke, hvad den er nu. Måske rejst til en by i Rusland.

Jeg kan konkludere, at karantænen – indrømmet – har givet mig mere tid, men ikke et større overskud. Selvom foråret og solen giver mig et venligt boost, får jeg følelsen af, at det er nu, jeg skal nulstille og genstarte mig selv, når jeg scroller på mobilen i disse coronatider.

Freelancere, influencers og journalister skriver lange lister på sociale medier og i dagblade om “alt det, vi endelig har tid til”. Forslag til at dyrke egne grøntsager, rydde op i bogreolen, hækle sommerhatte, lave surdej, skrive en bog, og listerne er lange.

På den ene side opdager man måske, at små projekter sagtens kan presses ind i hverdagen, mens jeg på den anden side kan blive helt trist ved tanken om alle de projekter, jeg gerne vil begynde på, men ikke har overskud til at klemme ind.

De mange forslag er fantastiske. Virtuel inspiration og teknologisk kommunikation er en verden til forskel i isolationens kedsomhed. Sociale medier boomer med underholdning. Men verdenssituationen distraherer mig, og dagene flyder sammen, og jeg føler mig som Dory i sin søgen efter P. Shirley Wallaby Vej 75.

Midt i forvirringen og en informationsbyrde, der flyder over, mærker jeg forventningerne til mig selv stige: Jeg må effektivisere, tids- og selvoptimere. Karantænen kommer aldrig igen, så den skal bruges fornuftigt. Frygter spørgsmålet “Hvad opnåede du i karantænen?”.

Hvis jeg bliver spurgt ind til mine coronadage, vil jeg fortælle, hvordan jeg forsøgte at holde fast i glimt af den hverdag, jeg kender.

I de her dage forsøger jeg at huske, at det er okay at gøre det, jeg altid har gjort, selvom verden ikke er, som den altid har været. Jeg fortæller mig selv, at det er okay at leve hverdagen så normalt som muligt.

Hvis jeg bliver spurgt ind til mine coronadage, vil jeg fortælle, hvordan jeg forsøgte at holde fast i glimt af den hverdag, jeg kender. Hvordan jeg blev skør. Hvordan jeg både nød det friske pust af en anderledes hverdag, men også hvordan jeg savnede det gamle. Hvor meget jeg glæder mig til at få tid til det, jeg ellers aldrig når – måske i en ferie. Nu ved jeg da, hvor på nettet der er inspiration at hente.

Én ting er sikkert: Jeg får først overskud, når lysten melder sig dybt nede fra maven og ikke fra forventninger opstået inde i mig selv og af påvirkninger udefra.

Hvad tænker du?

  1. Kristine siger:

    Fængende beskrevet! Og spot on!

    1. Helene K. siger:

      Fedt, tak!

  2. Michael F. siger:

    Mega fedt indlæg, Helene! Dejligt at høre fra en anden der har de samme udfordringer som jeg oplever lige nu.

    1. Helene K. siger:

      Tak Michael Det er så dejligt at opleve, når andre har det på samme måde – også for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN