Ensomhed om dig og mig

11. september 2017

Hvorfor er jeg ensom, selvom jeg får 10 Messenger beskeder? Og går i en klasse med 30 andre unge på en skole med over 1000 elever? Hvordan kan det være, at jeg ligger her igen. Endnu en gang.

”Jeg kan godt lide at være alene. Jeg kan godt lide at være alene. Jeg kan godt lide at være alene. Hvis jeg gentager det nok gange, tror jeg så på det?” Jeg ligger lige her. Jeg hører musik, som er skrevet i mol. Jeg har samme smerte som sangeren. Vi deler ensomheden. Jeg føler mig helt latterlig, men jeg nyder den smerte, som det giver mig – forløsning. Jeg ser noderne danse foran mig, og jeg vil så gerne forsvinde væk og danse med dem.

Jeg møder ensomheden helt alene, og jeg tænker tit på, om det var det – er det slut nu?

Jeg har for mange forventninger, som ikke indfries af nogle. Men jeg synes ikke, at jeg sætter høje krav. Jeg tænker på dig, og jeg kan kan ikke sove, men jeg er simpelthen så træt.

Mine øjne. De vil så gerne lukke. Men hver gang de gør det, så er det som om, at min hjerne fortæller dem, at de skal åbne sig igen. Så det gør de. Og sådan fortsætter kampen. De er røde, og de ser forpinte ud. Jeg har blå øjne, men der er ingen glød eller farve tilbage i dem. Små pletter af glinsende dråber i mit ansigt, afslører hvor meget jeg har grædt. Tårerne har forplantet sig i mit ansigt, og det er som om, at de har besluttet sig for at lade være med at forsvinde. Hvilket virkelig går mig på. For jeg påtager mig endnu en offerrolle. Jeg har ikke noget imod at sige undskyld eller græde, når jeg slår mig. Men lige så snart det handler om noget, som er psykisk synd for mig, så stivner jeg. For man kan ikke være svag. Ikke hvis man vil overleve. Det er i hvert fald det, vi hele tiden får af vide. Men jeg kan ikke lade være med at vise smerte eller følelser.

Jeg er helt alene. Jeg føler mig efterladt, og min krop kan intet mærke. Kun mig selv og mine følelser, som sidder uden på tøjet.

For man kan ikke være svag. Ikke hvis man vil overleve. Det er i hvert fald det, vi hele tiden får af vide.

Jeg er bare så ked af det. Og jeg forstår ikke, hvordan der kan være flere tårer tilbage i min krop. Jeg dør sikkert at saltmangel. Eller også så dehydrerer jeg. Det gør jeg sikkert. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er så ked af det længere. Som om der er noget, der evigt sidder fast i mine øjne, så de bliver nødt til at løbe i vand, og tårerne strømmer ned af mine kinder og rammer bordet, jeg sidder lænet ind over. Imens jeg for 17.000. gang tænker på alle, der er sammen, og jeg ser jeres smil for mig. Jeg visker det væk igen, for det irriterer mig, at jeg bliver ved med at tænke på, hvad vi kunne gøre, og hvad vi kunne lave sammen. Endnu en kliché. Endnu en drøm. Endnu en latterlig tanke, som aldrig kan blive indfriet. Det er ikke første gang, jeg har det sådan her, og det er sikkert noget, man skal igennem mange gange før man finder ud af, hvad meningen er. Lige nu virker det bare rimelig sort. Jeg ER ensom. Jeg ER helt alene. En som mig. En som dig. Som skulle fylde mit liv med glæde og sommerlykke, også om vinteren.

Og så er der dem, der skulle være en del af mig hele tiden. Og være dig for mig, og finde ud af, hvad mine svage sider er. Hvad min yndlings farve er og, hvornår jeg sidst var ude og rejse. Men det er mig, der kender jeres navne.

Jeg er bange for, og jeg frygter at det handler meget om det der med at dyrke det ”at være alene.” En strømmende følelse som sender signaler til hjernen og giver én en fornemmelse af lykke – som når man har løbet maraton og får det godt med sig selv. Samme fornemmelse. Bare modsat følelse.

Jeg kan mærke, at jeg er træt nu. Det er 24 timer siden, jeg sidst skulle falde i søvn og ikke kunne, fordi jeg græd. 24 timer senere gør jeg det samme. Det er den samme historie. Den samme fortælling om mig, alene. Stadigvæk uvidende om hvorfor det helt er, at jeg tuder. Mine øjne er mere hævede end i går. Der er gået ildebrand i min hjerne. Jeg tror, at jeg har samlet nok tårer til et vandfald, men det er lige meget. Jeg føler, at jeg har mine fødder solidt plantet i jorden, og at du svæver rundt om mig.
Jeg tror ikke, du helt har glemt mig. Jeg tror stadig, at du har en eller anden form for interesse. Jeg tror, du er gået ind i en slikbutik. Og her har du taget det allerbedste til at starte med. Men du er bange for at gå glip af noget andet, bedre slik. Så du bliver nødt til at smage en helt masse forskelligt. For så efter lidt tid at gå tilbage til det du startede med. Dit yndlings slik. Dit yndlings mig.

Sådan håber jeg i hvert fald, at det er. Det er sådan, jeg drømmer om det. Det er, når de andre efterlader mig eller glemmer mig, fordi jeg godt kan forputte sig i deres lommer. Så jeg i stedet for at være sammen med andre sidder alene. Eller ikke går ud fordi jeg er for kedelig. Måske er det fordi, jeg bare godt kan lide at være sammen med dem, jeg elsker. Dem, som gør mig trygge, og som vil mig alt det bedste hele tiden.

Så nu gemmer jeg mig og bliver her. I håb om at I på et tidspunkt finder mig. Skjult i den verden I kender mig i.

Tak til Oliver for at lægge ansigt til teksten. 

Hvad tænker du?

  1. Anonym siger:

    Vanvittigt rammende tekst – godt skrevet!

    1. Anonym siger:

      Tusinde tak! Det er jeg så glad for <3

  2. anonym siger:

    Det er helt vildt så godt du har fanget det – noget som er så svært at forklare til andre! Det er virkelig noget, som man kan relatere til.

    1. Anonym siger:

      Årh en sød kommentar, tusinde tak!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her