Så lad mig starte forfra og forklare

Så lad mig starte forfra og forklare

hvorfor jeg som barn

gik ved siden af min tvilling i zoologisk have

og følte mig som en af aberne

fordi folk stirrede på hans kørestol og hans savl

jeg stirrede tilbage

udfordrede dem til duel

som om det ville nytte noget

hvis jeg vandt den.

Min tvillings ven Yousef Ayad

har muskelsvind og kommer til at trække vejret

gennem en respirator en dag

hans mor fødte først to piger

og faren græd

han havde ønsket sig sønner

da de fik Yousef

kaldte moren hans handicap for guds straf

for at han ikke havde værdsat sine døtre.

Hvis jeg spørger min mor, siger hun:

herren gav, herren tog

selvom hun ikke er religiøs

hun tror bare ikke på

livet som et dukkehus.

Jeg tror ikke på gud eller straf

jeg tror på tilfældigheden i

at små blå celler bagerst i hjernen

kan blive beskadiget under en fødsel

senere vil de afgøre

dine venner og dit datingliv og din indkomst.

Når vi springer bordbomber og konfetti d. 31. december

og jeg tager i byen efter middagen

bliver min tvilling oppe så længe han kan holde sig vågen

for selv at bestemme

at noget ikke skal være tilfældigt

jeg tror på tilfældigheden i

at min tvilling og jeg

har forældre der er professorer i offentlig forvaltning

og har skaffet ham en lejlighed i Urbanplanen

og har fået alle hans handicapmidler bevilliget af staten

mens Yousef

måske skal bo hjemme hos sin mor

resten af sit liv

og ikke får nogen hjælpertimer.

En dag i skolen havde vi besøg af en fra Skat

han sagde:

luk øjnene

og forestil dig, du ikke er født endnu

hvis du ikke ved, hvem du fødes som

hvilket liv du vil få

hvilket parti ville du så stemme på?

Når jeg bliver fanget i hverdagen  

forestiller jeg mig tit

mig som gravid

det at give liv til noget

der er større end en selv

for at få hovedet ud af min egen røv

som vores generation jo får fortalt vi har 

jeg ved ikke om det må have en plads i verden 

hvad det betyder at være den raske

jeg ved ikke hvor der er plads til 

hvad det betyder at være skyggebarn:

at usynlighed ikke er en kappe

man kan tage af igen

ligesom i Harry Potter

men mere en besværgelse

der forsegler brystet

og ikke vil ophæves.

Nu er forårssæsonen allerede begyndt

solskinnet gør alting gyldent

giver mig fregner og får blomsterne til at springe ud

bomberne springer i Palæstina

som de er sprunget de sidste 70 år

tilfældigheden i

at jeg fik et forår

mens de ikke gjorde

tilfældigheden i

at jeg ikke er født et sted i verden

hvor handicappede udstødes af familien

fordi de ikke kan klare skammen

hvor de latterliggøres og dør alene på gaden

udsultede og med udspilede maver

eller hvor døtre er en økonomisk byrde

eller guds straf

tilfældigheden i Big Bang

i at forår findes.

Der er noget perverteret ved at sidde her

med min macbook og mit højskoleophold

jeg tænker på om min tvilling ville få venner

hvis han gik her

om du kan se igennem hans kørestol

når du møder ham på gaden

eller til jobsamtale

og på folk der siger

at man ikke må være krænkelsesparat eller have en offermentalitet

men nogle gange er mennesker

ofre for tilfældigheder

de ikke selv har bestemt.

På min gamle arbejdsplads

sagde min kollega altid spasser

når nogen gjorde noget idiotisk

nogle gange tilføjede han fjoget

en imitation af en spasme

og grinte hult

efter jeg havde fortalt ham

at det er nedladende, og at min tvilling har cerebral parese

brugte han det vedholdende

’’må man nu ikke sige noget længere’’

og det må man jo gerne

fordi vi bor i et frit land  

som står på skuldrene af ufrie lande

og vi hejser gladeligt dannebrog  

mens det palæstinensiske flag 

giver ti års fængsel

så jeg tror ikke på gud eller nemesis

jeg tror på at appelsinen i din hånd

er solen over Gaza

at sveden på flygtningens pande

drypper når det regner

jeg tror på ægget der slipper fra maven

og på mælken der flyder fra brystet.