Er det bæredygtigt, at der mangler plads til ulykkelighed i samtalen om klimaforandringer?

Kan klimakrisen gøre os ulykkelige? Klimaforandringerne er en af de mest udbredte bekymringer blandt unge, og en femtedel af unge mellem 12 og 30 år overvejer at lade være med at få børn på grund af dem. Det viser en undersøgelse fra Kraka-Deloitte, der blev offenlitggjort i 2022. 

Undersøgelsen overraskede dengang Lea Wiggen Kramhøft og Ida Fjellerup Hansen. Det undrede dem, at klimakrisens negative indflydelse på unge menneskers mentale trivsel syntes overset – både i undervisningen på psykologistudiet og ude blandt alle os unge, der ville have gavn af støtte og vejledning. Som reaktion stiftede de Klimapsykologisk Ungdomsforening, der arbejder for at øge opmærksomheden på området. 

Gennem facilitering af workshops, gruppeterapi og individuelle samtaler hjælper de unge med at sætte ord på, hvordan klimakrisen påvirker dem. Jeg har talt med Ida Fjellerup Hansen om, hvordan vi kan værne om vores trivsel, når klimaforandringerne skaber usikkerhed om tilværelsens grundlag. 

Dine følelser er ikke forkerte, og du er ikke alene med dem

Vi har brug for at ændre på, hvad vi forbinder klimabekymringer med, ifølge Klimapsykologisk Ungdomsforening. Det er ikke en sygelig tilstand eller en diagnose, selvom det er den diskurs vi typisk møder. Det er forventeligt og naturligt, at man påvirkes følelsesmæssigt af den usikkerhed, klimakrisen og biodiversitetskrisen fører med sig. Den grundantagelse støttes også af andre indenfor det klimapsykologiske felt. Begrebet klimaangst, som vi kender fra den offentlige debat, er desværre også forbundet med en stigmatisering  – og Ida Fjellerup Hansen påpeger, at begrebet slet ikke er dækkende for det brede spænd af følelser, som unge deler til møder og gruppeterapi.

”Unge oplever alt fra afmagt og tomhedsfølelse, til vrede og indignation over den regning, der efterlades til dem. Nogle bliver bekymrede og bange på grund af nyhederne om ekstremt vejr. Der er også nogle, der bærer på en enorm tristhed – især dem, der har en stærk forbindelse til naturen eller landet og ser, hører og mærker, at der er mindre biodiversitet omkring dem.”

For mange af dem, der kommer i kontakt med Klimapsykologisk Ungdomsforening, er det første gang, de taler med nogen om klimaforandringerne på et følelsesmæssigt plan. Mange oplever også, at der er mere på spil, end de troede, når de først giver sig selv lov til at mærke efter og udvikle et sprog for følelserne.

Det er netop muligheden for at spejle sig i  andres ord og oplevelser, der gør, at tiltagene fra Klimapsykologisk Ungdomsforening får positive tilbagemeldinger. Det giver god mening ifølge Ida Fjellerup Hansen: ”Mennesker er sociale væsener. Det er afgørende, at man ikke føler sig alene om noget så fundamentalt, som vores livsgrundlag jo er.” Desværre er vi dårlige til at dele følelser forbundet med klimakrisen, udenfor det trygge rum, Klimapsykologisk Ungdomsforening stiller til rådighed – både med vores nære og i den offentlige debat.

Hvor er der plads til ulykkelighed i vores samtaler om klima?

Smeltende indlandsis, tab af biodiversitet, kollaps af økologiske kredsløb og stigende fødevarepriser. Klimaforandringernes geologiske, biologiske og økonomiske konsekvenser er veldokumenterede, og de pryder jævnligt nyhedsforsiderne. De danner fundamentet for tunge debatter om grøn omstilling, fødevaresikkerhed og CO2-regnskaber.

Med andre ord har samtaler om klimakrisen ofte karakter af en debatform, med kendsgerninger, der synes givet på forhånd og et væld af tekniske begreber. Det efterlader meget lidt plads til frygt, tvivl eller skam. Ifølge Ida Fjellerup Hansen kan det måske være medvirkende til, at vi holder følelserne forbundet med klimaforandringerne for os selv. ”Hvis man giver udtryk for, at man er følelsesmæssigt investeret i klimaforandringerne, kan man opleve at man ikke bliver taget seriøst. I så fald prøver man at tilgå det på andre måder, for eksempel mere faktaorienteret – men så ender man måske med at indgå i en diskussion, der risikerer at bidrage til ubehaget.” Det er hårdt at skulle bruge energi på at forsvare de følelser man står med – især når de synes helt legitime. Konsekvensen bliver, at nogen trækker sig fra samtalen. Men så bliver den ensidig eller går helt i stå. 

Derfor er det ikke nok med tunge debatter om geofysik, energipolitik, kroner og ører, hvis man spørger Klimapsykologisk Ungdomsforening: ”Et af de kritikpunkter, vi møder er, at det ikke rykker noget at sidde og tale om det, og at man i stedet burde opfordre de unge til at gøre noget. Det er selvfølgelig vigtigt med handling, men samtalen om følelserne har virkelig også sin plads. På alle mulige andre områder ville man ikke bede mennesker om, bare at glemme jeres bekymringer og gå ud og gøre noget ved det”. 

Følelserne har sin plads i samtalen om klima, fordi klimakrisen betyder noget for os. Den er ikke kun en fortælling om naturvidenskabelige processer eller tekniske løsninger på tekniske problemer. Med til den hører fortællingen om, hvordan det er at være til i en verden, hvor menneskets naturvidenskabelige fremskridt har drevet os så langt, at vi ikke længere selv kan følge med. 

Fra en følelse af afmagt til handlekraft og håb

Hvad kan man så gøre, hvis man oplever ulykke eller ubehag på grund af klimakrisen, og ikke føler sig forstået, når man forsøger at tale om det? 

Klimapsykologisk forskning peger på, at det der har størst positiv effekt er at indgå i en form for handlingsfællesskab – for eksempel en organisation eller forening, der beskæftiger sig med klima, natur eller biodiversitet. Det er også Ida Fjellerup Hansens største anbefaling, og det er der flere grunde til.

Dels kan det være en afgørende social støtte at indgå i fællesskaber med fælles værdier, hvor det er muligt at byde ind uden at skulle diskutere eller forsvare sine bekymringer. Handlingsfællesskaberne er også en måde at imødekomme følelserne af kontroltab eller afmagt, fordi man kan udrette mere for klimakampen sammen, end man kan alene. På den måde, kan de stærke følelser bruges til noget, der føles konstruktivt og meningsfuldt.

Og vi bliver ved det meningsfulde her til slut, for der er en sidste ting, Ida Fjellerup Hansen vil bede os om at huske.

”Der er håb, og det skal vi holde fast i. Det er virkelig vigtigt. Selvom der er nogle ting, som vi allerede har mistet, er der stadig virkelig meget at redde. Og det kan vi godt.” Midt i klumpen i maven og endnu en dårlig nyhed på DR er det måske rart at blive mindet om.

Tekst og visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen

Redaktør: Frida Schmidth Nielsen