Er det utrygt at bo i en ghetto?

17. oktober 2022

I takt med at folketingsvalget ifølge statsminister Mette Frederiksen bliver et “tryghedsvalg”, samtidig med at hun er utryg ved at gå i bestemte boligområder, er det relevant at tage et kig på, hvordan det egentlig er at bo i en såkaldt ghetto.

“Føler du dig ikke utryg?”

Spurgte en ven mig, da jeg fortalte at jeg bor i Gellerupparken. Jeg forstår hende godt. De fleste af mine venner bor i midtbyen og det udsatte boligområde uden for Aarhus, har ikke ligefrem skabt sig det bedste ry. Det er én af de områder, der er på regeringens tilbagevendende ghettolister, og flere blokke ser ud til at skulle nedrives i 2023. Alligevel valgte jeg, da jeg skulle kigge på studiebolig at flytte derud. Det var billigt, og det ville være en tilbagevenden til et område, der lignede det, der prægede min barndom.

Da jeg var yngre boede jeg med mine forældre i Aalborg Øst med gåafstand til nærmeste folkeskole. Dengang havde området flere bydele på regeringens allerførste ghettoliste. Ligesom Gellerupparken, Taastrupgård, Vollsmose, Skovparken, Mjølnerparken og flere er det i dag. Min klasse bestod af cirka 70% tosprogede børn fra et hav af forskellige lande. Øst var kendt for at være et utilregneligt sted, hvor personer med lavest indkomst boede og kriminaliteten rasede. Det vilde vesten for folk udefra. Jeg besøgte tit venner og bekendte, der boede blandt de grå blokke. Ghettoens kendetegn.

Ghetto eller parallelsamfund?

Jo færre mennesker, der besøger et udsat boligområde, des flere synes at det virker utrygt.

Når jeg kigger på definitionen af en ghetto, giver det god mening at der hvor mine barndomsvenner boede, var en ghetto. Det opfyldte alle kriterierne. En ghetto er ifølge Regeringen beskrevet som et alment boligområde, hvor andelen af indvandrere og efterkommere overstiger 50%. Der er yderligere en række kriterier for hård kriminalitet, ledige på arbejdsmarkedet, mangel på videregående uddannelse og personer med lav indkomst. I dag har Regeringen ændret navnet fra “ghetto” til “parallelsamfund”. Et ord der beskriver et sted, hvor folk ikke lever som resten af befolkningen. Altså et samfund, der eksisterer parallelt med det “almindelige” samfund og de almene danske normer og værdier.

Den amerikanske socialpsykolog Gordon W. Allports skabte i 1954 kontaktteorien. Den handler i alt sin enkelthed om, hvorfor fordomme om fremmede grupper opstår, og hvordan de kan begrænses. En af kontaktteoriens væsentligste påstande er, at jo mindre kontakt majoritetsgruppen har med minoritetsgruppen des mere opretholdes fordommene. Altså jo færre mennesker, der besøger et udsat boligområde, des flere synes at det virker utrygt. Det handler i alt sin enkelthed om, at man lader sin fantasi få frit spil, og dermed danner sig nogle forestillinger om et område eller en gruppe. Det bliver så opretholdt i takt med, at mediernes æggende, dækkende og vækkende historier samt statsministerens udtalelser om utilpassede unge i vaskekældre, tegner et bestemt billede af ghettoen.

 

Farlige fangearme eller sunde samtaler?

Politiet patruljerer oftere i Gellerupparken, end andre steder i Aarhus. Folk protesterer sommetider for Iran eller Palæstina, dytter i gaderne og flagrer med flag. For nogle kan det virke larmende og overilet, men for andre befriende at folk udtrykker sig i protest. Gellerup er også det eneste sted, hvor jeg har oplevet, at blive spurgt, om jeg ville købe hash bortset fra på festival. Derfor kan jeg godt forstå mine venner, når de spørger om det er utrygt. Det kan være, at de har besøgt et udsat boligområde og haft en dårlig oplevelse. Det kan også være, at de aldrig har turde nærme sig det. Ghettoen bliver ofte fremstillet som et sted, hvor kriminelle fangearme omfavner området. Jeg kan kun tale for mig selv, men for mit vedkommende, er det ikke de negative oplevelser, der har gjort indtryk.

Vores første opgave på Journalisthøjskolen var, at komme ud af sin comfortzone og snakke med en person på gaden. Jeg mødte en mand ved navn Ali, som har boet i Gellerupparken i tæt på 30 år. Vi fik en fornuftig udveksling om, hvilke krydderier og grøntsager, der er mest eftertragtede i Bazar Vest. Det var mit første møde området. Det kendetegner stedet ganske godt, for i den tid, jeg har boet og benyttet det, er jeg udelukkende stødt ind i varme mennesker. En grønthandler i Bazaren, der tidligere havde arbejdet hos Røde Kors, og som altid vejer både frugt og grønt med et smil. En ung mand, der var igang med at uddanne sig til ambulanceredder, fortalte alt om ramadanen, og viste mig de bedste flødekager i Gellerup. Under coronanedlukningen, hvor jeg skulle have en test for at komme i skole, havde jeg tabt mit sygesikringskort. Heldigvis havde en ung kvinde fundet det, og jeg hentede det hos hendes mor dagen efter, i en af de blokke, der ser ud til at skulle nedrives. Hun kunne ikke tale meget dansk, men vi kommunikerede ved hjælp af venlighed.

Murbrokker og ruiner

I den tid jeg har boet i Gellerup har jeg fundet ud af, at folk ikke er bange for lidt smalltalk. I Danmark er vi kendt for, at være meget reserverede mennesker. Vi holder os helst for os selv. Det kan du ikke i ghettoen, fordi folk gerne vil vide, hvordan det går – også selvom de ikke kender dig. Derfor er der noget udansk over, hvordan folk i Gellerupparken begår sig på. Det giver jo god mening, når man tænker på at der bor op til 98 forskellige nationaliteter i bydelen. Regeringen ønsker at fjerne ghettoer fra Danmarkskortet. Det er ikke begrænset til den nuværende regering, men også tidligere regeringer. Man taler tit om at hylde mangfoldigheden, men samtidig ønsker man at fjerne Danmarks mest mangfoldige områder. De steder, hvor man kan være sig selv, men undermineres, fordi man er af ikke-vestlig baggrund.  Min oplevelse er altså prydet af andet end kriminalitet og hjulspor.

Det er duften af frisklavede gryderetter

Det er lyden af arabisk musik

Det er børnefamilier på gåture

Det er en følelse af sammenhold

Hvis nogle spørger mig i dag, om det er utrygt at bo i et udsat boligområdet, så er svaret et rungende nej. Jeg er ikke mere utryg end de mennesker, der bor i de grå blokke, der ser ud til at skulle rives ned efter årsskiftet. De frygter for deres fremtid og for at miste deres naboer, venner og omgangskreds. Det er en frygt jeg kan forstå. Inden længe er blokkene omdannet til ruiner og murbrokker. Hvis man aldrig selv har besøgt en ghetto, så tag ud og se en, oplev den og tal med de mennesker der bor der, før det er for sent. Hvis man altså tror på, at kontaktteorien holder, så kræver det, at vi nedbryder barriere, før vi nedbryder bygninger.

 

Visuelt af Emma Hjortkjær

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her