Valentinskort fra chefredaktøren: forelsket i SEIN
Med en kærlig titel i anledning af valentinsdag vil jeg gerne dele fortællingen om mit første møde med SEIN. Hvordan det udviklede sig til en dyb forelskelse for et projekt, der på godt og ondt har taget mig igennem et af mit livs største eventyr. Om ærgrelsen over ikke at have kendt SEIN tidligere, men begejstringen over endelig at føle sig placeret det helt rigtige sted.
Det var forår 2019, og jeg havde forgæves søgt ind på drømmestudiet og var som flere andre skuffet og fortvivlet over, hvad der føltes som en afvisning. Helt tilfældigt scroller jeg forbi SEIN gennem mit Insta-feed og SLAM! ”SEIN søger redaktionschef,” stod nærmest løftet fra skærmen i neonlys.
... som et rum, hvor alle havde taget en kollektiv beslutning om at sænke paraderne ...
På uforklarlig vis blev jeg høj af begejstring og nysgerrighed uden hverken at vide, hvad SEIN var, eller hvad det ville sige at være redaktionschef. Men noget ved sproget og det visuelle i opslaget fik mig til at føle, at det var henvendt direkte til mig. Og jeg læste ivrigt videre på http://seinmag.dk.
Der stod det. Sort på hvidt. Et helt univers af mange af de frustrationer og den undren, som jeg havde haft, men aldrig havde hørt andre unge sætte ord på. Det føltes som et rum, hvor alle havde taget en kollektiv beslutning om at sænke paraderne og give hinanden lov til at lære hinanden at kende inde under overfladen. Sikke et mod og sikke et initiativ. Efter mine erfaringer fra sociale medier havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var på nettet, jeg ville finde en platform, der faktisk fik mig til at føle mig mere rigtig. Jeg ville gerne være en del af lige præcis dét fællesskab. Og en ansøgning blev sendt og modtaget.
Inden jeg mødte SEIN, var følelsen af at være utilstrækkelig det, der fik lov at præge, hvad der for mig var nogle hårde år i gymnasiet og en efterfølgende rodløshed og identitetskrise, der gjorde mine længeventede sabbatår til endnu et sted, jeg hovedløst forsøgte at finde mig selv. Jeg har altid været kreativ af sjæl, og tanken om at få mulighed for at skabe noget sammen med andre var min motivation for at lede videre.
... tanken om, hvor rart det havde været for mit teenage-jeg at have kendt til SEIN.
Stadig den dag i dag kan jeg få helt røde kinder og sommerfugle i maven, når jeg tænker på det opkald om, at jeg blev valgt som SEINs nye redaktionschef. Og endnu vildere får jeg det ved tanken om at være blevet chefredaktør.
Det er selvfølgelig ikke kun fællesskab, ungdomsliv og kreativitet, der får lov at præge mit og SEINs forhold. En del af det handler også om at have et stort ansvar for et stadig nyt projekt, hvor alle må prøve sig frem. Det, der fortsat driver mig, er blandt andet tanken om, hvor rart det havde været for mit teenage-jeg at have kendt til SEIN. Så havde jeg nok hurtigere indset, at jeg var og er helt okay, selvom jeg er drønforvirret, og at det er helt fint at prøve en masse ting af, selvom de måske fejler.
Jeg har brugt lang tid på at acceptere, at det er okay at dedikere sig selv så meget til et projekt, hvis det er det, jeg allerhelst vil. En masse arbejde, som ikke kommer til at give mig et bedre karaktergennemsnit i min studentereksamen eller en masse penge til rejser. Det, jeg bruger min tid på, behøver ikke at være rationelt eller føre til noget bestemt. Derfor mener jeg, det kan sammenlignes med en forelskelse. Fordi det handler om, at jeg ud af det blå har mødt noget, som jeg, uden fornuft og klarhed i hjernen, ønsker at give mig hen til.
Jeg ved ikke, hvad du har af planer for valentinsdag. Måske synes du, det er noget amerikaniseret vås, eller måske har du planlagt en hyggelig aften med nogen, du elsker. Men jeg håber, at du gennem mit brev – og gennem dine møder med SEIN – mærker en kærlighed, som ikke nødvendigvis er mellem mennesker, du kender. For der er tusindvis af måder, du kan være ung på, men det at være ung er noget, vi alle har til fælles herinde. Og jeg håber, at du mærker en form for samhørighed og kærlighed i det. Lige her.
<3