Er det vigtigt eller ej, at Heidegger var nazist?

04. marts 2021

Kan man have synspunkter, der er så forkerte, at alt, hvad man ellers har sagt eller gjort i sit liv, må miste sin gyldighed? Johanna forsøger i dette indlæg om filosoffen (og nazisten) Martin Heidegger at nærme sig et svar.

At sige, at spørgsmålet fascinerer mig, er næsten mere banalt end dét at stille det. Mysteriet om hvorfor må være noget af det mest almenmenneskelige at gruble over. Det sker kun sjældent, at jeg virkelig rammes af gåden, der til gengæld i sekunder kan gøre mig helt paf: Hvorfor findes der noget overhovedet? Hvad laver vi her? Det er, som om dette spørgsmål rækker ud over alle de andre store spørgsmål, ud over de ting, videnskaben kan bringe os tættere på. Selv spekulationerne om, hvorvidt der findes intelligente væsener på andre planeter, blegner ved siden af, for planeterne – hvorfor er de her?!

I spørgsmålet om, hvorfor der er noget og ikke intet, gemmer der sig en fascination over verden og livet og dét, at vi eksisterer overhovedet. Den tyske filosof Martin Heidegger mente ikke, at ontologien (læren om det værende) havde fået nok opmærksomhed i filosofien. Forskellige filosoffer havde konstateret, at forskellige ting og begreber er, men selve dét, at de er til, måtte ifølge Heidegger være det væsentlige spørgsmål. Denne skelnen mellem “det værende” – hvad noget er – og “væren” – at det er til – kaldes for ontologisk differens og spiller en central rolle i hans værk fra 1927, Sein und Zeit.

Da jeg tidligere i dag gik og pønsede på at skrive et indlæg om Heideggers filosofi og eksistensfilosofien mere generelt, googlede jeg hans navn og kunne på Den Store Danske læse, at han meldte sig ind i nazipartiet og aldrig benægtede sit tilhørsforhold til den nazistiske ideologi. Jeg blev helt skuffet. Var det virkelig Heidegger, hvis filosofi jeg – uden rigtigt at kende til den – syntes virkede så interessant, og som automatisk havde givet mig sympati for ham? Den var i hvert fald væk nu, sympatien. Men hans filosofi? Kunne jeg stadig synes godt om hans grundidéer?

En person, der erklærer sig nazist, skal man slet ikke lytte til, havde jeg umiddelbart lyst til at konkludere.

Indlægget om de store, metafysiske spørgsmål og om Heideggers “hvorfor er der noget og ikke intet?” blev pludselig lidt fladt i lyset af det nye perspektiv: Heidegger var åbenlyst nazitilhænger, men han var også filosof og endda en anerkendt én af slagsen. Det overraskede mig, at jeg ikke før havde hørt om den side af ham. Jeg kunne ikke finde ud af, om hans menneskesyn mon var smittet af på hans filosofiske overvejelser. Om der bag de tilsyneladende uskyldige eksistentielle betragtninger gemmer sig en snert af hans frastødende standpunkt? En person, der erklærer sig nazist, skal man slet ikke lytte til, havde jeg umiddelbart lyst til at konkludere. Sådan et menneske skal og kan ikke hyldes for noget. Men så var der jo idéerne: hans beskæftigelse med spørgsmålet om hvorfor, som jeg stadig syntes var fascinerende og overraskende harmløst. Uden at vide særligt meget om Heidegger var tanken om, at der i hans arbejde kunne gemme sig et nazistisk motiv for mig ret usandsynlig. På nettet kunne jeg se, at der er skrevet flere artikler, der sætter spørgsmålstegn ved Heideggers saglighed og ved problematikken i det hele taget. Hvorfor er det vigtigt, at Heidegger var racist og nazist?, lød overskriften på én af dem, en kronik fra Berlingske. På en måde et absurd spørgsmål. Og så alligevel er der noget om det, for hvis man kunne bevise, at hans tanker og værker var fuldstændig blottet for enhver form for racisme eller nazisme, er det så overhovedet vigtigt?

Efter endnu et par minutters googlen mig frem havde jeg fundet en artikel, der hævdede, at Heidegger slet ikke var nazist inderst inde, men at han som så mange andre under krigen bare foregav at være det. Et andet sted kunne jeg læse, at Sorte Hæfter  – en samling notesbøger, han skrev i årene 1930-1970, og som han ytrede ønske om at få udgivet efter sin død – er den åbenlyse bekræftelse på, at han havde antisemitiske holdninger, og at disse ikke kunne adskilles fra hans filosofi. Flere og flere udlægninger dukkede op, jo mere jeg læste (den ene mere modstridende end den anden), men det lod sig altså ikke umiddelbart bevise, at Heideggers tænkning er nazismefri. Tværtimod.

Hvis man helt hypotetisk kunne sige, at der ikke var en sammenhæng mellem hans filosofi og hans personlige holdninger, hvad er så problemet?

Men hvad nu, hvis den var? måtte jeg spørge mig selv. Hvis man helt hypotetisk kunne sige, at der ikke var en sammenhæng mellem hans filosofi og hans personlige holdninger, hvad er så problemet?

Problemet må være, kom jeg lidt efter frem til, at man i dét man hylder en persons arbejde, giver anledning til at tro, at man også hylder personen selv. Jeg tror, de fleste ville gå langt for at undgå at hylde en nazist – eller bare se ud som én, der gør det. Men skal det absolut være sådan, at man hylder nazisten Heidegger, når man hylder filosoffen? Ifølge Berlingske-kronikken er det en tidstypisk tendens, at vi hele tiden vil sikre os, at der bag det professionelle også gemmer sig et ordentligt menneske: Det er blevet sådan, at man i dag ikke kan og vil skelne mellem person og sag, som der står. […] Når vi mener at vide, at Heidegger var nazist, bør hele hans filosofi afvises. Måske har forfatteren ret i, at der er kommet et større og til tider unødvendigt fokus på kendtes privatliv (om det så er kunstnere, politikere eller andre personligheder i rampelyset). Eller også er problematikken simpelthen eviggyldig og uundgåelig.

Måske er der bare nogle synspunkter, der er så moralsk forkastelige, at alt andet, vedkommende ellers kunne have sagt eller gjort, med det samme må miste sin gyldighed? Uanset hvad man måtte mene, er spørgsmålet i hvert fald interessant, synes jeg.

Næsten lige så interessant som spørgsmålet om, hvorfor der er noget og ikke intet.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her