Er foreningsidræt den oversete løsning på ungdommens udfordringer?

Ifølge Idrættens Analyseinstitut har vi i slutningen af teenageårene tendens til at stoppe med at dyrke den eller de sportsgrene, vi dyrkede før. I stedet begynder vi at gå i fitness eller dyrke sport på egen hånd.

I en forening går du ofte på et specifikt hold med faste træningstider, og det kan være sværere at få til at passe ind i en travl hverdag end kommerciel idræt. Den grundlæggende forskel på de to typer af organisering af idræt er, at foreningsidræt er drevet af frivillighed og kommerciel idræt er drevet af profit.

Derfor er det også dyrere at dyrke idræt i kommercielt regi frem for i en forening. Du betaler dig til at kunne få sved på panden, når du vil, uden at stå til ansvar for andre.

Afmålte hilsner eller udvekslede livserfaringer?

Men udover penge, hvad går så tabt, når vi vælger foreningerne fra til fordel for fitness og andre kommercielle idrætstilbud? Er vi blevet en bunke individualister, der ikke er interesserede i at forholde os til endnu et fællesskab udover venner, kollegaer og familie?

Og er der overhovedet tid til at prioritere frivillighed og forpligtelse frem for fleksibilitet og frihed i vores præstationsfikserede samfund? Hvordan kan vi spejle os selv og samfundet i den måde, vi dyrker idræt på? 

Sylvester Hesselager Malm tager sig tid til foreningslivet. Han spiller floorball og er ungdomstræner i foreningen i Vanløse Floorball:

“Når jeg træder ind i hallen, kender jeg alle. Det er de samme 100 mennesker, jeg render ind i på daglig basis. Det er fedt at kunne gå rundt og snakke med hinanden på tværs af hold og alder.”

“Jeg kan snakke med dem fra pige- eller dameholdet eller med dem, der er fire år yngre eller ældre end mig. Vi kan sparre med hinanden. Og ikke kun sportsligt. Til fællesarrangementer på tværs af holdene kan vi sidde og udveksle erfaringer om livet.”

Sylvester er 19 år og har spillet floorball i ni af dem. Han kan lide spillets høje tempo og samarbejdet på banen, men også foreningslivet omkring det – fællesskabet og sammenholdet i klubben. Et fællesskab, der ikke kun begrænser sig til hans jævnaldrende eller til det hold, han spiller på, men som forgrener sig i klubben.

Og det, han beskriver, er der ikke meget af i det kommercielle yoga-studie, jeg for nylig selv er blevet medlem af. Vi er dødstille, når vi sætter os på måtterne og venter på, at træneren kommer ind og starter timen. Der er ingen småsnak, kun meget få afmålte hilsner.

Vi siger tak med foldede hænder, når timen er slut, og undgår at kigge hinanden i øjnene i omklædningsrummet. Og selvom jeg er tilfreds med den frihed, det giver mig ikke at være forpligtet på et specifikt hold med en booket haltid, så føles det, som om der er noget, der mangler. Fællesskab.

En tretrinsraket for god trivsel

Fællesskabet og foreningslivet led under corona. Det er ikke en nyhed. Samtidig steg den mentale mistrivsel blandt unge. To sideløbende, kedelige tendenser. Det fortæller Kirstine Sejr mig. Hun er projektleder for ungekultur og inklusion i DGI Storkøbenhavn.

“Vi har måtte arbejde meget med at få fællesskabskulturen ind igen post corona. Efter restriktioner, nedlukning og meget snak om trivsel, mistrivsel og mentalt sundhed,” siger hun.

“Som idrætsorganisation er det vores ansvar at være med til at udvikle vores idrætsforeninger så de er tidssvarende. Vi ser lige nu er nogle kedelige tendenser og negative trivselsmålinger blandt især unge kvinder. Og det har vi et ansvar for at tage stilling til.”

At tage stilling til de negative trivselsmålinger handler blandt andet om at formidle, hvilke fordele det kan have for unge at være en del af en forening. Jeg har mange gange hørt, at bevægelse og sport kan være godt for netop den mentale sundhed.

Men at foreningslivet i sig selv, uafhængigt af om det er i forbindelse med idræt, keramik eller skak, kan have en positiv indvirkning på vores trivsel, vidste jeg ikke.

Forskning udført af blandt andre Statens Institut for Folkesundhed og Psykiatrifonden har formuleret en abc for mental sundhed: Act, Belong og Commit. En tretrinsraket, der, når alle tre trin spiller sammen, kan have en positiv virkning på ellers dårlig trivsel. Den lyder sådan her:

A) Gør noget aktivt. 

B) Gør noget sammen.

C) Gør noget meningsfuldt. 

Og idrætsforeninger har potentialet til at udgøre rammerne for de meningsfulde aktive fællesskaber, fortæller Kirstine Sejr:

“I kommercielt regi kan du komme og gå som det passer dig. Det kan du ikke på samme måde i en forening. Vi har fået et helt genialt sprog for, at det er vigtigt at huske at mærke efter og sætte grænser for os selv. Men bagsiden af det er, at vi glemmer fællesskabet.” 

For unge kvinder og piger i alderen 16-19 år skifter motivationen bag at dyrke idræt fra at ville have det sjovt og dygtiggøre sig til at ville træne kroppen og dyrke en fleksibel sport. Det kan være på grund af øget kropsbevidsthed og usikkerhed i de pågældende år.

Eller også fordi vi i den tid træder ind i voksenlivet, der kræver, at vi kan jonglere med endnu flere bolde end tidligere. Udover skole, venner og familie er der måske også smidt afleveringer, fester, arbejde og generel forvirring oven i hatten. Men det kan også være, fordi nogle markedskræfter begynder at spille ind.

Kirstine Sejer fortæller mig:

“Den kommercielle idræt er meget bedre til at brande sig selv og når derfor længere ud med deres tilbud, fordi de har professionelle ansat til at varetage den opgave. Som frivillig i en forening har man ikke de samme kræfter.”

“Til gengæld får du noget helt andet, når du er medlem af en forening. Dér bliver du medlem og en den del af en demokratisk struktur, hvor du har stemmeret og indflydelse. Du er ikke kunde i en butik.”

Der er altså ikke kun mulighed for at udvikle dine evner på banen, men også din person, når du møder op i klubben. Du bliver demokratisk dannet, så at sige.

Et demokratisk selvtillidsboost

Sylvester genkender følelsen af at have indflydelse i sin klub. Indirekte indflydelse kalder han det. Han ved godt, at han ikke sidder i førerrummet – altså bestyrelsen – men han gør brug af den mulighed, han har for at påvirke, hvad der sker i klubben. 

Og det er ikke uvæsentligt. 53 % af unge i alderen 16-25 år har lav demokratisk selvtillid. Måske foreningsdemokratiet er et sted, hvor vi kan få et demokratisk selvtillidsboost. Jeg kan sige så meget, at der ikke er meget demokratisk dannelse at hente i den yoga-butik, jeg har købt mig ind i.

Sylvester spiller ikke kun floorball, han går også i fitness. Sleeping with the enemy, så at sige. Og han kan lide begge dele.

“Ved floorball kan jeg lide fællesskabet og det at forpligte sig til hinanden. At få det til at gå op i en højere enhed. I foreningslivet har du et ansvar overfor de andre. Det, synes jeg, er fedt,” siger han.

“På den anden side er det i det kommercielle fedt at få lov til at arbejde med sig selv og med sin selvdisciplin. Men det er sværere at få til at gå op i en højere enhed, fordi du er alene med det. Til gengæld får du trænet din disciplin og forpligter dig selv på at gøre noget. Hvis du vil se nogle resultater, er det op til dig selv. ”  

Jeg studser over det med at få noget til at gå op i en højere enhed. For er det ikke det, vi i det hele taget prøver at gøre? Få fritid, arbejdsliv, studie og venner til at harmonere. Måske overser vi noget, når vi vælger de fleksible tilbud, der ved første øjekast passer perfekt ind i en travl hverdag.

Måske misser vi, hvad det forpligtende fællesskab kan bidrage med. Selvdisciplin er godt, men noget tyder på, at foreningslivet på mange punkter er lige netop, hvad vores præstationsfikserede samfund har brug for.

Tekst: Astrid Hein Ernst
Illustrationer: Josefine Kynne
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge