Er jeg for grim til din insta?

29. april 2022

Dans, grin, sladder og blitz fra smartsphones i alle retninger, men den følgende dag kan du ikke genkende den forgående aften på din venindes Instagram-story, med undring må du konstatere, du mangler… Filippa ved hvordan det føles, men hvad betyder det for relationen, når den ene part i et venskab ikke er “god nok” til at blive inkluderet i den andens virtuelle narrativ?

Visuelt af Johanne Sørensen

Det var helt vildt hyggeligt i går. Den dårlige musik kører stadig rundt i hovedet på mig, den fulgte mig hjem i nat, med mig i natbussen, den sneg sig ind under min pande, imens jeg lå i sengen, og det hele snurrede rundt. Den kører altså stadig her i eftermiddag og skaber et mudret miskmask, når den blander sig med lyden af ringe, reklamefyldte realityprogrammer og mig, der smasker på nogle ulovligt billige off brand-chips. 

Jeg havde savnet dig, og jeg havde savnet at se dig med de andre, måden du danser og måden, du kigger beundrende på andre, når du griner af en dårlig joke, de slynger ud. Jeg havde savnet bekræftelsen af, at du også griner sådan med mig, især med mig, at vi bare lige er det tættere end de andre. At det er mig, du hiver med ud på toilettet for at tisse og grine og snakke om en smuk bartender med. At det er os to, der splejser om en drink, ingen af os har prøvet. At det er mig, du går ud og ryger med, selvom du siger til andre, at du egentlig er stoppet. At du virkelig er lidt mere min, og at jeg er bare lidt mere din. 

Min mobil summer, og det er bare en eller anden spammail, men per autopilot kører jeg Facebook igennem og så Instagram. Listen af stories er så evigt lang, som den er hver søndag formiddag, når folk er kommet til bevidsthed igen. Jeg tager den fra start af med en folkeskoleven, jeg ikke har talt med i seks år. Hun er startet på højskole, og alt er glitter og latter og blå lys og lyserøde trøjer. En anden har været på brunt værtshus, en tredje er i Istanbul og bruger penge, jeg aldrig kunne drømme om at have mellem hænderne, på gennertøj og insta-værdige cafébesøg, en fjerde er tynd og lækker, mens hun skærer citroner til drinks, hendes silkekjole folder sig om hende, og jeg sørger stille over, at jeg aldrig bliver som hende, så ubesværet betagende, at hele min personlighed, alle mine evner og alt, der er mig, aldrig bliver lige så dragende som måden, hendes kjole folder på hendes hofte, som måden hendes krøller falder blidt på hendes skuldre, som måden hendes læbestift klynger sig til hendes amorbue. Jeg lader mig selv være hende, bare i et par sekunder, og det varmer en smule. 

Visuelt af Johanne Sørensen

Billederne på min mobil skifter, den skrattende musik matcher pludselig mit dundrende hovede, og jeg kan sætte ansigt på de larmende idioter, der bliver filmet: Det er af vores flok i går, efter vi havde fået tilpas mange shots til at vove os ud på floor, det er dig i baggrunden, der råber dumt af ham, der bliver filmet, og jeg griner, det gør jeg, og jeg griner stadig, da videoen på min mobil skifter til det næste, du har lagt op, en video, der panorerer over os, den dansende flok, og dit kamera kommer tættere og tættere på mig, og jeg forbereder mig på det værste, for jeg er altid grimmere, end jeg tror på videoer, men jeg har ikke noget at bekymre mig for, og jeg stopper med at grine. Videoen cutter af lige før mig. Jeg er ikke med. Du har lagt fem videoer op i alt, kan jeg se, og jeg klikker mig videre. Jeg er der ikke, jeg er der ikke, jeg er der ikke. Hver gang når kameraet ikke at fange mig, selvom vi var sammen hele aftenen, jeg forlod næsten ikke din side. Nu holder jeg vejret, helt ubevidst, det bliver holdt til fange nær mit højre hjertekammer, og jeg går ind på dine highlights med kiksede navne. Jeg ved du har et, der hedder “Party,” og jeg elsker dig for at kalde det “Party” med stort P, men jeg har hverken tid eller lyst til at elske dig lige nu, og jeg sidder og stirrer og dør og ser video efter video af mennesker, der ikke er mig, men som du har valgt skal pryde din væg for evigt. 

Du har muligheden for at konstruere dit helt eget, ideelle verdensbillede, og det må jeg ikke være en del af. Ikke min lillefinger, ikke mit smil, ikke min dans, ikke overfor dig på en café. Ikke med fire ton makeup på for at se præsentabel ud, ikke med høje hæle, ikke med min dyreste jakke, ikke med nyklippet hår. Folk, du aldrig har nævnt for mig, kommer frem, mens dine highlights kører videre på min skærm, én for en, en udstilling, du nøje har kurateret. Deres glade ansigter bliver en hån, der sætter sig fast dybt nede i min mave som et klamt, sort hul. 

Er jeg for grim til din instagram, skat?

Visuelt af Johanne Sørensen

Hvad tænker du?

  1. Chantal siger:

    Wow! Allersmukkeste illustrationer <333333

  2. Josefine O. siger:

    Virkelig en fin og vigtig tekst!

  3. Isabella siger:

    Godt skrevet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her