Er Messerschmidt virkelig valgets store vinder?
Så kom det. Dansk Folkeparti blev valgets sejrherre og Morten Messerschmidt kunne stå som kongen af det nye højre og erklære at Dansk Folkeparti vil ”æde” Lars Løkke Rasmussen i den kommende periode.
Det har i hvert fald været fortællingen i danske medier og i det politiske Danmark.
Men her, mellem unge venner på SEIN, accepterer vi jo ikke sejrsfortællinger så let. Efter et valg mener alle at være vinderne på deres egne præmisser, og sejrsfortællingen er sjældent helt igennem rigtig. Selv Troels Lund udlagde Venstres værste valg nogensinde som en succes. Der er også flere grunde til at betvivle Messerschmidts nye status som valgets helt store vinder.
Men først, er det selvfølgelig rigtigt, at Messerschmidt har genrejst et parti, der ved sidste valg skrabede mod bunden af spærregrænsen. Partiet blev ved dette års valg mere end tredoblet og det er en politisk præstation i sig selv. Men ser vi på Dansk Folkeparti i et bredere perspektiv er 9,1% af stemmerne sådan set ikke et nybrud.
Indtil det seneste katastrofevalg, hvor partiet endte på 2,6%, lå de stabilt højere. Fra valget i 2001 og frem lyder valgresultaterne: 12%, 13,3%, 13,9%, 12,3%, 21,2% og 8,7%. I det perspektiv ser valgsejren mindre imponerende ud.
Samtidig står de markant længere fra reel indflydelse og regeringsdeltagelse end de gjorde i deres storhedstid. Det er som om Lars Løkkes comeback i dansk politik har skabt en blød, dansk udgave af den tyske brandmauer (brandmur), der har adskilt de gamle konservative i CSU/CDU fra at samarbejde med det yderste højrefløjsparti AFD.
Det er nemlig brandmuren der er den afgørende linje i tysk politik. Forskellen mellem det nye højre og de gamle magtpartier, ikke mellem højre- og venstrefløjen. Ironisk er det, at mens brandmuren måske er ved at bryde sammen i Tyskland og de højreradikale Sverigedemokraterna for første gang er blevet lovet en plads i en kommende blå regering i Sverige, er Løkke ved at bygge den op i Danmark.
Det efterlader et DF der er blevet mere unge i deres profil, mere vrede i deres retorik og mere radikale i deres forslag, men som får sværere og sværere ved at få reel indflydelse. Som den tidligere pressechef i DF, Søren Søndergaard, forleden bemærkede til Politiken, skal de passe på, at de ikke bliver et parti for ”vrede unge mænd”.
Det efterlader et DF der ligner de andre europæiske højrefløjspartier meget mere.
Ikke kun i Tyskland men også i England har det længe været sådan, at højrefløjen har været splittet mellem de gamle konservative magtpartier og en ny højrefløj. I det engelske tilfælde har Nigel Farage, en tæt politisk allieret for Messerschmidt, ædt sig vej mod magten med partiet Reform UK og kan ganske sandsynligt blive den næste premierminister. I et oprør mod de konservative og liberale – ikke med dem. Det har betydet at de gamle konservative og liberale partier er historisk svækket.
Det store spørgsmål synes nu at være om der på et tidspunkt sker et lignende brud i blå blok, hvor Venstre og Konservative ikke længere kan stå med den yderste højrefløj, DF og ikke mindst Borgenes Parti. En såkaldt tripolaritet hvor det politiske landskab ikke længere består af de to blokke, men af to fløje og en midte.
I Deadline kunne man forleden se den tidligere politiske ordfører for Venstre, Jan. E. Jørgensen, kalde en udtalelse fra det nyvalgte folketingsmedlem for Borgernes Parti, Nadja Natalie Isaksen, racistisk. I samme udsendelse kritiserer han en kommentar på Facebook, hvor Morten Messerschmidt har skrevet ”rejs hjem” til det radikale folketingsmedlem Samira Nawa.
Tidligere Venstre-minister Søren Pind mener også, at “dem der rør ved Morten Messerschmidt (..) de vil blive ædt”, og foreslår at sætte ”markante markører” op overfor ham.
Hvis Troels Lund og Mona Juul følger Pinds råd ved at gå i en ny midterregering, og dermed for alvor går med til at lukke fløjene ude, vil vi måske også begynde at se en højrefløj der i lavere grad holdes i en pragmatisk snor af centrum-højre.
På den vis vil Løkkes midterprojekt være som at tisse i bukserne for at holde varmen. De fløje man har holdt ude, vil ikke længere prøve at passe ind i midtens præmisser, men i stedet angribe den udefra. Mange steder har det gjort højrefløjen stærkere.
Messerschmidt er ikke den store vinder, men drengen der bliver holdt udenfor i klassen. Og det er som bekendt oftest dem der bliver holdt ude, der ender med at se sig mest sure på dem der er inde i varmen.
Hvad tænker du?