Erkendelsen af tvivl er en mangelvare i vores politiske diskussioner

For nyligt læste jeg et debatindlæg af en skribent, som jeg var jævnt begejstret for. Så jeg læste med det samme et til debatindlæg fra hende. Det gav mig en noget anden følelse: Jeg var uenig med hende. Det kunne da virkelig ikke passe – jeg var lige indstillet på, at mit politiske ståsted skulle have et bekræftende boost. Var der noget, jeg havde misset?

Hvorfor er jeg enig i den ene artikel men uenig i den anden. Ved begge artikler stod der jo, at de var “udtryk for skribentens egen holdning”. Mit skrøbelige ego kom på gedigent overarbejde. Så vælg dog ståsted, så jeg kan komme tilbage i min politiske komfortzone.

Noget er galt, når det føles på kanten af grænseoverskridende, at et menneske favner bredere end enten at være en del af “os” eller “dem”, og at jeg muligvis skulle gøre det samme. Her trumfer frygten for at blive en af “dem” åbenbart evnen til at være nysgerrig og modtagelig.

Visuelt af Astrid Ida Cornett

Vores holdninger som identitetsmarkører
Jeg har læst en bog, ‘Tænk igen: Kunsten at vide, hvad du ikke ved’ af psykolog Adam Grant. Her beskrives det, hvordan vores holdninger har en tendens til også at blive identitetsmarkører for os. Det beskrives, hvordan mange på datingappen Hinge proklamerer, at de er venstreorienterede. Det bliver et prædikat, der på den ene side skal give folk et indtryk af, hvad venstreorienterede som gruppe står for, men i lige så høj grad, hvad de ikke står for.

Man “disidentificerer” sig også med en anden gruppe mennesker. Det er vel en forholdsvist velkendt traver, at de venstreorienterede stemmer med hjertet, mens de højreorienterede stemmer med hjernen. De dumme overfor de kloge. De gode overfor de onde.

Kæmp eller flygt!
Skulle vores holdninger blive udfordret, er det altså i lige så høj grad en trussel imod vores selvopfattelse. Man ryger i defensiven, og man kan finde på at indtage det, journalist Anders Stahlschmidt kalder en narcissistisk lytteposition.

I stedet for at have en diskussion, føles det som om, at man er udsat for et angreb. Helt lavpraktisk udløses en reaktion i amygdala, krybdyrshjernen. De rationalitetsbårne tanker er forvist, og der skal i stedet tages et valg: kæmp eller flygt!

Går man ind i kampen, handler det om at vinde. Det er instinktivt lagret i os. Tvivl bliver et fy-ord, hvorimod konsistens og stædighed bliver den gængse fremgangsmåde. Måske jeg ikke er alene om at kunne genkende følelsen af allerede at forberede argumenter, imens modparten bare plaprer. Jeg lytter ikke.

Alternativt kan man flygte. I praksis vil man sørge for at placere sig i en armslængde til alt, der hedder politiske diskussioner. Hvorfor gå ind i en diskussion, hvis man ved, at udfaldet kan være, at man skal forkaste sine argumenter? Eller værre endnu, skifte holdning. 

En undersøgelse fra 2023, som Dansk Ungdoms Fællesråd har foretaget, viser, at selvom 65 % af de unge har holdninger til udviklingen i samfundet, både lokalt og globalt, er det kun 43 %, der føler, at deres holdninger er værd at lytte til. Med andre ord er den demokratiske selvtillid historisk lav.

Da jeg gik på højskole, holdt jeg mig som oftest ude af større politiske diskussioner af den såre simple grund, at jeg sjældent havde en stærkt defineret holdning på forhånd. Det handlede ikke om en manglende lyst til at deltage, men mine tanker var oftest bulder og brag. Argumenter frem og tilbage, rundt og rundt. Men hvorfor skulle jeg dog udstille denne tumult og tvivl overfor andre?

I tvivlen lå også frygten for at virke dum, uden evne til reelt at tage stilling: “Så vær dog klogere, forstå noget, vær sikker Ida!”. I mange år var jeg nok i virkeligheden selv en del af ovenstående statistik. Jeg har både prøvet at kæmpe og flygte. Sjældent har nogle af delene været synderligt givende på sigt.

Klik her og Støt SEIN

Fornemmelser fremfor sandheder?
Et hovedbudskab fra Adam Grant er netop, at vi skal blive bedre til at være “mentalt fleksible”. I en verden, hvor vi skal forholde os til en eksponentiel stigning i viden og dermed en konstant omskiftelig verden, peger han på, at det er alfa omega at kunne gentænke og stille spørgsmålstegn ved egne overbevisninger. I det ligger der også, at vi skal turde slippe tilhørsforholdet til vores holdninger.

Vi skal ligefrem turde være kritiske overfor vores egne holdninger. Lige så godt, vi gad, at vi selv havde dannet dem ved hjælp af rationelle analyser og faktuelle oplysninger, er det sjældent tilfældet. De er påvirket af vores opvækst, miljø og selvvalgte daglige informationskanaler. Han peger på det at indtage en “forsker-tilstand”, hvor man altså i højere grad behandler ens meninger som fornemmelser snarere end sandheder. Idéer frem for ideologier. “Hvordan” fremfor “hvorfor”.

Man behandler så at sige sine meninger som eksperimenter for at teste hypoteser og afdække viden og dermed på sigt nå frem til nye løsninger. Udvikling genereres af tvivl, fordi det kun er her, man kan være helt sikker på at være blevet klogere.

Hvis vi lader tvivlen og nysgerrigheden anspore diskussionen, vil nuancerne også komme frem i lyset. Det vil blive tydeligt, at det ikke giver mening at panikke over forskellige oplevelser af samme skribents artikler. Virkeligheden er mere kompleks, end at vi kan inddele den i to kategorier.

De sikre rammer
Nå, vi skal bare droppe det eksisterende “os”- og “dem”-narrativ og være mere åbne. Det virker en my nemmere sagt end gjort. Men jeg tror alligevel, at det kan lette noget pres fra nogle skuldre, hvis vi bliver bedre til at anerkende, at tvivl er totalt essentielt. At jeg ikke nødvendigvis skulle have været klogere for at ytre mig, men at det faktisk var nødvendigt med et rundforvirret hoved på højskolen, for reelt at kunne lære og forstå.

De fumlede formuleringer og den medhørende snublen over egne argumenter er en del af det at eksperimentere. Netop her kan vi lade kreativiteten blomstre og diskutere ud fra et “hvordan” fremfor et “hvorfor”.

Hvis vi i mindre grad definerer os ud fra vores holdninger, vil det sandsynligvis føles noget mindre smertefuldt at få røven på komedie en gang imellem. Men det kræver, at vi giver hinanden plads til det. Jeg har en veninde, som jeg er god til at gøre det med. På skift agerer vi djævlens advokat for hinanden. Nogle gange går bølgerne højt. Men det bliver aldrig fjendtligt. Det er levende, det sitrer af energi og engagement. Det skaber en sikker ramme, hvor der er rum til sommetider at træde ud, hvor man ikke kan bunde.

At diskutere for diskussionens egen skyld
De kreative muskler skal oparbejdes. Jeg tror sommetider, det er nødvendigt at starte i de små, så man ikke falder i “alt-eller-intet-fælden”. Det kan lyde fjollet, men her har min bedste ven været ‘Sara og Monopolet’. Ikke i så høj grad på grund af dilemmaerne; sjældent har det haft gennemgribende effekt på min dag, hvorvidt Yvonne og Finn er endt med at prioritere road trip i feriedagene eller barnebarnets toårs fødselsdag.

Det, der vækker min interesse, er at se mennesker, der i sit professionelle virke emmer af integritet, være famlende, søgende, sommetider ligefrem rådvilde. På såkaldt glat is. De spytter ofte det ene halvtilfældige råd ud efter det andet. Så lytter de til hinanden, griner lidt af hinanden (og sig selv) og tænker højt med hinanden.

Jeg har selv af flere omgange prøvet det af med venner. Vi lytter til dilemmaer. Snakker om sagerne. Skyder lidt fra hoften, for at komme frem til nogle råd. Yvonne og Finn skal da afsted på road trip – men måske fejre fødselsdag på forkant så? Muligvis er det et lidt halvsløjt råd, men det bliver en øvelse i at tænke for tænkningens egen skyld. At diskutere for diskussionens egen skyld – uden et ydre mål. En måde at øve sig i at udforme argumenter, prøve meninger af, uden at det skal diktere din selvfølelse. Forhåbentlig noget, man kan tage sig med ind i politiske diskussioner. 

Måske endda noget, der på sigt kan styrke ens demokratiske selvtillid?

Skribent: Ida Marie Bak Christensen
Visuelt: Astrid Ida Cornett 
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen