Essensen i at lære er lysten til at lære

Kære forældre, der i år sender jeres børn på den almen gymnasiale uddannelse for at lytte, nikke og notere.

Kære mor og far, der i år sender mig på STX for at blive udfordret, forundret og beriget.

Vi er jeres børn, men vi er også børn af konkurrencestaten. Vi er en generation, der er bygget af drømme, støbt på sikkert fundament med tårnhøje betonvægge om en firkantet tilværelse, der skal forberede os på den ukendte fremtid, vi ikke kan forudse.

Vi sætter os på skolebænken med målet om at præstere til topkarakteren i stedet for lysten til at lære. Vi er ikke blevet opdraget til at gå i skole for at blive rustet til livet, men for at opnå drømmestudier og jobgaranti. Dét, som I, mor og far, lover, hvis blot vi får en hue på hovedet og et stykke papir i hånden.

Vi bliver præget til at vælge den lige vej, den såkaldt ”sikre” vej. Men verden har mere brug for originale idéer og selvtænkende individer end for ensrettede robotter. Alligevel opdrager systemet os som disse, selvom de kan produceres ved hjælp af en maskine.

Vi deler karakterer i frokostpausen – nogle stoltere end andre – og går i skole indtil halv fire. Fem dage om ugen. Vi fravælger fritidsjob og tilsidesætter sport, når gymnasiet kalder, fordi I har lært os, at skolen kommer i første række. Vi belønnes, når vi isolerer os med bøger og litervis af kaffe ved skrivebordet i stedet for at tage cyklen og udforske den verden, der findes udenfor skolegården.

Skolen er sågar et fantastisk sted at blive udfordret, forundret og beriget, men kan ikke stå alene som fundament til dannelse og livsduelighed. For imens vi har travlt med lange skoledage og utallige afleveringer, glemmer vi de værdier, der ikke kan opnås i et klasselokale. De værdier, der gør skolen til en vigtig del af livet, men også beviser, at skolen ikke er livet.

Vi glemmer at dyrke vores medfødte nysgerrighed i en verden, der gøres op i tal og gennemsnit, som vi fejlagtigt forholder os til, alene fordi karakterer er tal, og tal er værdier.

Derfor skriver jeg til jer, mor og far. Med håbet om, at I hver dag vil huske mig på, når jeg træder ud over dørtrinnet og møder den store, vide verden, hvad jeg lærer i skolen, og hvad jeg ikke lærer i skolen.

Fortæl ikke mig, et ungt menneske, hvad jeg skal – og ikke skal – stille op med tilværelsen. Fortæl et ungt menneske, at der ingen garanti er. Vær ærlig og oplys mig om, at den lige vej er uopnåelig og ikke findes. Giv mig alligevel modet til at stræbe efter den, men ikke forventningen om, at jeg finder den.

Skjul ikke jeres fejl, men giv mig lov til at fejle som jer. Lad mig mærke nedtur på egen krop. Giv mig den rigtige modstand uden at glemme støtten, og tal ikke succes mere op, end I taler fiasko ned.

Udfordr mine handlinger, og gør krav på eftertænksomhed. Fortæl mig, at jeg skal værne om den tid, jeg ikke har, men tager.

Husk mig på, at selvom den nye skole, jeg har mødt, er nødt til at teste mine eksisterende færdigheder, er min nysgerrighed den vigtigste faktor i dette spil. Også selvom jeg godt ved, at spillet er til at for at finde en vinder, og jeg og mine nye klassekammerater – mine med– og modspillere – først lige er ved at lære reglerne at kende.

Gør mig klar til at blive målt og vejet, men også stærk nok til at se bort fra resultater, som både vil gavne og skuffe. Lær mig at se det positive ved begge udfald.

Når – eller hvis – jeg en dag bliver student, skal I ikke hylde mig for de mange timer, jeg har brugt i klasselokalet på at lytte, nikke og notere. Hyld mig i stedet for de gange, jeg har turdet kigge op, orientere mig om den verden, jeg lever i, og skabt mine egne holdninger. De gange, jeg har ladet mig udfordre, forundre og berige, som var grunden til, at jeg valgte denne ungdomsuddannelse.

Jeg respekterer og er taknemmelig for det danske uddannelsessystem, som har lagt bunden for min opvækst og trivsel i mange år. Men vil også opfordre til at hylde dem, der tør mere end at møde op til undervisning og følge et skema. Dem, der satser og flyver over de masseproducerede skyskrabere, vi andre farer vild i.

Når – og hvis– jeg en dag er så heldig at få min egen studenterfest, vil jeg benytte lejligheden til også at hylde dem, der er faldet, så de kan komme op igen. For vi skal hellere stræbe efter et samfund, hvor alle kan stå på egne ben end et system med folk, der er bygget inde i deres egen betonklods. Alt for få får chancen for at bryde igennem det tykke lag cement, de selv har opbygget, efter opfordring fra diverse studievejledere sendt fra ministeriet.

Kære forældre, der i år sender jeres børn på den almen gymnasiale uddannelse for at lytte, nikke og notere.

Kære mor og far, der i år sender mig på STX for at blive udfordret, forundret og beriget.

Husk mig på, når jeg starter på den nye skole, at jeg ikke blot skal møde den verden udenfor vores dørtrin, men også verdenen udenfor gymnasiets mure.

Husk mig på, at livet og skolen er en helhed, og at det ene ikke kan erstatte det andet.

Og lad mig til sidst udfordre, forundre og berige jer med al den viden, jeg vil få fra de gange, jeg ikke lytter, nikker og noterer, men prøver selv. De gange, jeg har lysten til at lære mere, fordi essensen i at lære er lysten til at lære. Og den må systemet for menneskets skyld ikke få lov til at punktere. Og hvis det alligevel skulle ske, så ved jeg heldigvis, hvordan man lapper dæk, selvom jeg ikke lærte det i skolen, men fordi jeg selv har prøvet det.

Sara-Sofie Villum Hjorth, august 2016
Dengang 17 år og netop startet i 1.g på Sct. Knuds Gymnasium i Odens