Et eksperiment om de ting, vi gør for at passe ind
Hos SEIN er vi ret så homogene. Nogle vil vove at sige, at den typiske SEIN’er er en 21-årig hvid kvinde fra Nørrebro.
Derfor har vi i denne uge fokus på netop dét. Det med at ligne nogen og det med ikke at ligne nogen. Måske du har set det på vores Instagram?
I nyhedsgruppen blev vi nysgerrige!
Ligner vi stadig hinanden, når vi hver især gemmer os bag et digitalt gardin (aka et anonymiseret spørgeskema) og sammenligner vores svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi selv passer ind?
Her har vi udplukket nogle af vores forundringer.
Beskriv dig selv med tre ord
- “Hurtig, reflekteret, frisk”
- “Ambitiøs, hvid, nervøs”
- “Umiddelbar, pligtopfyldende og nysgerrig”
Hvad betyder det, at passe ind?
At dem omkring en og en selv ikke sætter spørgsmålstegn ved ens tilstedeværelse i fællesskabet.
Hvor passer du ind? I hvilke fællesskaber føler du dig komfortabel og accepteret?
- “Jeg passer ind i den klassiske skolegang.”
- “Jeg passer ind i et mediebillede, som gør plads til mig.”
- “I fællesskaber, hvor man er ærlige over for hinanden og åbne over for alle de ‘humører’, man nu kunne komme med.”
Hvorfor?
Vi minder meget om hinanden. Det er det nemme svar, men det er også rigtigt.
Hvor passer du ikke ind?
- “Min familie”
- “Jeg passede ikke ind i folkeskolen.”
- “I et fællesskab, som er drevet af konkurrence, og hvor man skal gemme sig selv på en dårlig dag.”
Hvorfor?
- “Jeg tror, jeg taler lidt for højt og fylder lidt for meget. Jeg kommer også tit til at sige onde ting til folk, uden det er meningen, og kan først se det efter.”
Har du gjort noget for at passe ind nogle steder? Virkede det?
- “Jeg tabte mig 20 kg, og jeg tror, det virkede?”
- “For eksempel har min stil ændret sig lidt efter at være flyttet fra Jylland til København. Og de emner, jeg snakker om og bringer på bane, ændrer sig, alt efter hvem jeg er sammen med.”
- “Har kigget mig selv i spejlet hver morgen og fortalt mig selv, at jeg skulle være normal i dag. Det har aldrig virket.”
Hvem passer ind lige her, hos SEIN?
Jeg tror især, det er nogle ressource-stærke unge, der er en del af SEIN's redaktion. Nogle unge, der allerede går meget op i kulturen og samfundet og ønsker at bidrage til et ungt, kulturelt liv.
Det svar vil vi forlade dig med. Måske det er en anledning til, at vi og du reflekterer over de fællesskaber, som vi afspejler. Dem, vi ikke gør. Og hvad vi kan gøre for at ændre det.
Tak til nyhedsgruppen.
Hvor passer du ind?