Et forsvar for pigefælleskaber

24. januar 2018

Olivia har altid haft flest pigevenner, men hun er rigtig træt af den klichéfyldte måde, pigevenskaber bliver set på. Hun er træt af ord som “drengepige”. Hun er træt af, at et godt venskab ikke bare kan være et godt venskab, men altid skal defineres af et køn. Og så har hun set en film, der har fået hende til at tænke over, hvor kraftfulde og værdifulde venindeskaber kan være.
Derfor har hun skrevet et forsvar til pigefællesskaber. Til fællesskaber. Til venskaber. Dér, hvor vi er betydningsfulde sammen.

Collage af Anneli Søgård-Høyer

Jeg har lige været ude at spise brunch med tre af mine bedste veninder sådan en kold søndag formiddag på Vesterbro, og vi spiste avocadomadder og drak kaffe med masser af mælk, og vi snakkede i tre timer – så bliver det vist ikke mere kliché, vel? Fire unge kvinder, der sidder og næsten snakker i munden på hinanden, hvor det ene ord tager det andet, og man når både at snakke om diverse kæresteproblemer, tanker om fremtiden og nye frisurer. Den type venindesamvær bliver igen og igen i film, comedy mv. nedgjort og fremstillet som overfladisk. Desuden snakker vi ikke, vi sidder sikkert bare og ”sladrer”.

Jeg har altid haft klart flest pigevenner, det kan være, der er grunde til det, det kan også være, der ikke er. Sådan har det bare altid været for mig. Jeg har haft flere veninder end drengevenner, er blevet hurtigere venner med piger, når jeg fx. er startet på en ny skole, og vi er hurtigere begyndt at dele mange ting og fortsat med det og blevet tætte. Og det er jo ikke noget problem, eftersom det har givet mig virkelig skønne og gode venskaber, og jeg også godt har kunnet finde ud af at blive gode venner med drenge, bare ikke i samme omfang.

Alligevel har jeg ofte tænkt over, hvorfor det skulle være sådan, at jeg stort set kun havde veninder og også været lidt misundelig på dem, der kunne finde ud af at være ”en af drengene”. Det var, som om det var lidt sejere at sige, at man ikke gad pigegrupperne, for de var alligevel bare fyldt med drama og problemer, og så var det altså bare sjovere og nemmere at være sammen med drengene. Men hvad er det egentlig for en fortælling, vi bliver ved med at gentage? At piger er intrigante og besværlige at være i venskaber med, og at drenges venskaber ikke indeholder så mange store følelser og derfor intet ”drama”?

For nogle uger siden fik jeg langt om længe set Annika Bergs film Team Hurricane, som jeg virkelig kan anbefale til både boys and girls (den kan lejes online for en 20’er). Den viser, udover en helt vanvittig vild og smuk pang-æstetik, den virkelig dybe og stærke version af pigefællesskabet. Et fællesskab, hvor der både kan farves hår, laves perleplader og helt samtidig snakkes som sorg, sygdom, seksualitet og fremtidsangst. Filmen fik mig til virkelig at værdsætte mine egne venindeskaber og gav mig en stærk følelse af, at der fandme ikke må være nogen, der sidder på dem eller bruger vendinger a la ”bare noget tøsehygge” eller ”venindesladder”. For sådan er de ikke. De er dybe, komplekse og rummelige og lever ikke op til en eller anden Sex and The City-stereotyp, heller ikke selvom der kan blive snakket højt og i munden på hinanden eller vendt, hvilken neglelak der er flottest.

Det var, som om det var lidt sejere at sige, at man ikke gad pigegrupperne, for de var alligevel bare fyldt med drama og problemer.

Jeg vil slet ikke angribe drengefællesskaber eller alle de fantastiske venskaber på tværs af køn. Det er klichéerne (der i øvrigt også rammer drenges venskaber), jeg er helt vildt træt af. Og jeg er træt af, at klichéerne medfører en nedvurdering af noget ”feminint” og en opvurdering (i nogle situationer) af noget ”maskulint”. Et eksempel kunne være ordet ”drengepige”, hvor en pige bliver distanceret fra andre piger, fordi hun gør nogle ting eller ser ud på en måde, der åbenbart gør, at hun ikke kan være en ”pigepige”. Der mener jeg, man gør alle køn og alle venskaber en bjørnetjeneste ved at kategorisere det på den måde – for hvorfor skal nogle ting, som at have kort hår eller kunne lide at spille fodbold eller whatever, være forbeholdt drenge? Og hvis en pige gør, så skal det lige slås fast, at hun altså gør noget drenget og altså ikke kan passe ind i de andre pigers fællesskab, for det er helt fastlagt til at handle om andre ting, der bestemt ikke er lige så ”vilde” eller aktive. Det er selvfølgelig ikke nogen nyhed, jeg kommer med her. Men jeg tror, vores vilde obsession med at kategorisere personer og bestemte aktiviteter efter kønsstereotyper også fører til denne her polarisering, hvor vi siger, der er én måde, piger er venner med hinanden på, og én måde, drenge er venner med hinanden på.

Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv og vil fra nu af stoppe med at tænke, om der er noget galt med mig, fordi jeg har markant flere pigevenner end drengevenner, eller om det bliver en dårligere fest af, at gæstelisten siger 80/20 til pigerne. Jeg vil tænke mere på, at det er relativt underordnet, hvilket køn mine venner har, hvis vi har det godt sammen, og så se mere på alt det gode, pigefællesskaber kan, og stå ved, at de ikke skal holdes fast i en åndssvag stereotyp.

Hvad tænker du?

  1. Klara siger:

    Word Word Word, Ja tak så vigtigt

  2. Frederik siger:

    Tak, Olivia, for at sætte de helt rigtige ord på det! Jeg har altid haft stort set kun pigevenner, og jeg synes, det er så fucked, at der altid bliver set ned på de relationer, når min oplevelse er, at de er meget mere fortrolige, givende og intime, end “vi” (samfundet?) lader drengevenskaber blive. Du er fucking sej.

    1. Olivia Nedergaard siger:

      Hej Frederik! 1000 tak! Jeg synes du har helt ret – det er nemlig ikke noget med at pige eller drengevenskaber skal være i konkurrence med hinanden, men at “vi” ville gøre os selv og hinanden en tjeneste, hvis vi udvidede rammerne lidt mere for begge slags.

  3. Laura siger:

    Hej Olivia!
    Faldt lige over dit indlæg. Jeg er så enig i alt hvad du skriver. Jeg har egentlig selv været lidt irriteret over de typer af piger der virkelig tager rollen på sig som dem der kun har drengevenner, fordi der er for meget drama med piger. Så det var dejligt at læse dit indlæg, der satte lidt mere konstruktive tanker på min irritation.
    Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *