Et liv i flugt fra kærlighed, krig og sig selv

Foto: Thomas Papapetros, GotFat Productions.

Der er tomt og søndagstungt, da jeg cykler gennem byen. Først da jeg drejer ned ad Mikkel Bryggers Gade, brydes stilheden brat: foran Grand står mennesker tæt pakket, drinks i hænderne, grin der flyder ud på fortovet, kameraer der blinker. CPH:DOX er i gang. Jeg er kommet lidt for sent ud ad døren, så jeg klemmer mig høfligt, men dog ihærdigt igennem menneskemængden for at møde min veninde foran biografsalen. Den lune stemning fortsætter inde i salen, lige indtil filmen begynder.  

Daro danser, fester og forelsker sig 

Gennem 20 års personligt arkivmateriale møder vi Daro, filmens hovedperson og medinstruktør, og følger hendes liv mellem Damaskus og København. Vi møder hende i 2007, da hun er en ung journaliststuderende med store drømme. Hun danser, fester og forelsker sig. Et ungdomsliv, der til forveksling ligner mit eget. Ligheden mellem vores liv stopper dog brat, da Daro en dag bliver ringet op af sin bror. Deres families ære er kommet i fare og for at beskytte sin syge mor, indvilliger Daro i en proforma-forlovelse med en syrisk mand. Det, der skulle beskytte familien, bliver begyndelsen på et mareridt. 

Foto: Thomas Papapetros, GotFat Productions.

Forladt i et mareridt 

Én scene brænder sig særligt fast hos mig. Daro bliver holdt fast, mens der skæres i hendes hovedbund, og salt hældes ned i de åbne sår. Hun bliver tæsket, ydmyget og voldtaget. Hendes skrig får naboerne til at ringe efter familien. Da familien ankommer, ligger Daro fuldstændig forslået i lejligheden. Men i løbet af få øjeblikke lykkes det hendes forlovede at overbevise familien om, at alt er under kontrol, og at de roligt kan gå igen.  Hendes mor efterlader hende dér, knust og blødende, og sender hende tilbage til et helvede af vold, overgreb og frihedsberøvelse. 

Mareridtet brænder sig fast i Daro, men hvad der fylder mest af alt er hendes mors svigt. Hendes mor, der hele sit  liv havde været hendes store forbillede, svigtede hende. Det svigt bliver helt centralt for Daros videre historie. Den eneste måde at sætte sig selv fri er at konfrontere sin mor, men hvordan har man en samtale om så voldsomt et svigt, når skammen æder hendes mors blik op? 

Med hjælp fra sin danske kæreste lykkes det Daro at flygte og starte et nyt liv i Danmark, men selv i sikkerhed forsvinder uroen ikke. Den lever som aldrig før i Daro. 

Foto: Thomas Papapetros, GotFat Productions.

Det, der brænder sig fast 

Da krigen i Syrien bryder ud, trækkes Daro tilbage mod det kaos, hun ellers er flygtet fra. Hun begynder at arbejde med flygtninge i Libanon og Grækenland, blandt andet på Lesbos under flygtningekrisen. Her underviser hun blandt andet børn i at lave film. Idéen er at filmskabelsen skal fungere som et afbræk fra krig og frygt. I stedet genopfører børnene deres egne traumer fra krigen. De griner, når der bliver råbt “cut”.

Kameraet bliver en måde at nærme sig det ubærlige på; en slags ufrivillig terapi. Det får mig til at tænke på, at de ting, der sætter et stort nok aftryk i os, om det er smerte, svigt eller kærlighed, er umulige at flygte fra. Vi bærer det med os, selv hvis vi glemmer det for en tid. Vi møder Daro som ung, forelsket og håbefuld. Senere som rastløs, splittet og på flugt fra sig selv. Hun driver ind og ud af relationer og steder, uden rigtigt at lande. For den smerte, svigt og ulykkelige kærlighed hun bærer med sig, skaber en sådan uro, at hendes liv smuldrer.  

Foto: Thomas Papapetros, GotFat Productions.

En fortælling, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset tændes

Little Sinner opstod uden en klar plan, og først sent i optagelserne går det op for instruktørerne, at filmen i virkeligheden handler om Daros traume. Det åbner for rå og dybt personlige optagelser, fordi Daro endnu ikke ved, at hun er filmens protagonist. Filmen er levende, rå og til tider fragmenteret. Den bevæger sig mellem tider, steder og sindstilstande uden altid at forklare sig; og netop derfor føles den ærlig. Netop derfor bliver man som beskuer gavmildt inviteret ind i Daros verden, der på den ene side rummer vold, krig, smerte og svigt, der ligger langt ud over hvad jeg kan begribe. På den anden side er hendes fortælling genkendelig, fordi ulykkelig kærlighed og svigt unægtelig er noget, langt de fleste oplever i løbet af livet. Den slags oplevelser, der ændrer os og bliver ved med at gøre krav på konfrontation lige meget, hvor lidt vi ønsker det.

Da jeg cykler hjem, er København igen stille. Festen foran Grand er for længst opløst, men filmen bliver hængende i kroppen. De voldsomme billeder, følelsen af uro og flugten fra svigt, der bliver ved med at indhente. Jeg tænker på Palæstina, på Iran, på Sudan. På hvordan svigt og ulykkelig kærlighed er symptomer på krig. Jeg tænker på mødre og døtre, der pakker svigt, skam og frygt væk i håb om at holde sammen på familien. Jeg tænker på Daro og føler mig taknemmelig for at være blevet inviteret ind i hendes virkelighed. 

Tekst: Anna Hedvig Larsen
Redaktør: Laura Rye Bislev