Et opråb til det langsomme: når uld skaber ro og nærvær

Sommerferien er slut, og folk er vendt tilbage til hverdagens rutiner. En bittersød fornemmelse, der på den ene side parkerer solstress, formålsløse dage på sofaen og døgnrytmer, der er vendt helt på hovedet, i en lukket indkørsel for at vende tilbage til hverdagens strukturer. På den anden side bitter, fordi hverdagen også kalder på præstation og produktivitet, hvilket for nogle kan vække gamle minder om stress, angst og generel mistrivsel.

Unge mistrives som aldrig før. Blandt kvinder mellem 16-24 år er andelen, der oplever mistrivsel, steget fra 18 procent i 2013 til 35 procent i 2023; det fremgår af en rapport udgivet af Psykiatrifonden i februar 2025. 

Stresssymptomer blandt unge viser sig fortsat at være hyppige, da en rapport fra 2022, også foretaget af Psykiatrifonden, viser, at der blandt de 15-30-årige er 28 procent, som har haft så alvorlige stresssymptomer, at de enten har opsøgt læge eller ligefrem været sygemeldt fra deres uddannelse. Men er præstationspres, angst og stress måske bare vilkår i vores hverdag, og skyldes det ikke også, at generation ‘snowflake’ føler for meget og laver for lidt? 

Nej. Nej, der er ikke noget galt med dig, der er noget galt med (dare I say it) samfundet. Derfor er dette skriv et opråb, et håb og en insisteren på at passe på os selv og hinanden, også når hverdagen ruller derudad.

Håndarbejde som et fordybelsesrum

Vi har brug for et fordybelsesrum, der giver hovedet en pause og efterlader præstation og produktivitet ved dørtrinet, inden vi selv træder ind. Den psykologiske retning Craft-psykologi peger på, at det fordybelsesrum kunne hedde håndarbejde. 

Psykolog og håndarbejdslærer Anne Kirketerp benytter begrebet i sin bog Craft Psykologi (2024) til at undersøge de psykologiske effekter ved at skabe noget med hænderne, samt hvordan håndværk kan styrke mental trivsel.

Kirketerp peger på, at håndarbejde tilbyder en dyb fordybelse, som hun kalder ‘flow’. Flow er det, vi mærker som en tilstedeværelse og fordybelse, idet vi træder ud af hverdagens bekymringer og ind i en boble af ro, som fylder os med fornyet energi og styrke; det skriver Psykiatrifonden.

Hændernes højsang til det langsomme

Netop oplevelsen af et sådant fordybelsesrum fortæller Liva Steuk fra uldfællesskabet Hedestrik om, når hun arbejder med uld.

“Det er lidt et mellemsted mellem, at jeg laver noget og ikke laver noget,” fortæller Liva og tilføjer, at hun “…kan svømme lidt væk…” i sine tanker, mens hun arbejder med uld. 

Hedestrik er stiftet af de fire veninder Liva Steuk, Maja Høy, Asta Marie Budde Magaard og Anna Sejerø som et modsvar til den hurtigt producerende garnindustri, garn med lang rejsetid og garn fra får, som bliver set som et masseproduceret produkt og ikke som et dyr.

Hedestrik praktiserer og underviser derfor i ‘dogmestrik’, som er en strikketeknik, hvor man benytter fuldstændig rå uld, som det er, lige når det er klippet af fåret. 

Hedestrik kalder selv dogmestrik for “hændernes højsang til det langsomme”, fordi teknikken er væsentligt mere tidskrævende, end når man strikker med garn fra garnbutikker. Det vil aldrig kunne betale sig økonomisk eller tidsmæssigt at vælge dogmestrik, men det er heller ikke pointen. Pointen er i stedet langsommeligheden.

“Jeg tror, vi lever i en verden, som kalder på langsommelighed,” fortæller Liva. “Alt går så hurtigt, vi er nødt til at stoppe op.” 

Selv fortæller Liva, at hun både oplever det som noget kunstnerisk og politisk, men også som en personlig glæde. Der er virkelig noget ved at skabe med hænderne, noget ur-agtigt der bor i os mennesker. Liva beskriver det som noget næsten barnligt; følelsen af at skabe noget med sine hænder.

“Det føles som en lykke, synes jeg.”

Håndarbejde som det lille loophole i vores konstante jagt på effektivitet

Samtidig kan en insisteren på at sidde på en bænk med sit strikketøj, i stedet for at suse af sted på samfundets produktive jernhest, være en lille fuckfinger til systemet. Ja, nu sidder jeg igen her på bænken og strikker. Ikke fordi det skaber vækst, men fordi det føles rigtig godt. Sideløbende kan håndarbejde fungere som et lille loophole i vores insisteren på at være effektiv. Selv fortæller Liva, at hun mærker et hårdt pres til hele tiden at skulle være i gang, men fortæller, at når hun arbejder med uld:

“Kan jeg ligesom få lov til at fortælle mig selv, jeg er jo i gang med noget, men det er ikke noget, der kræver specielt meget af mig.”

Håndarbejdes kollektive rum

Hedestrik faciliterer en række dogmestrik- og filtkurser fordi, de mener, at håndværk er noget, vi deler. Noget, der binder os sammen, og som rent fysisk hænger sammen, fordi kursisterne hos Hedestrik skaber sweatre, tasker, kapper, tæpper og andre klæder af uld fra samme får. De er nærmest vævet sammen. Når det kommer til ensomhed, peger Liva selv på håndarbejdsfællesskaber. Der sker noget, når vi er sammen, mens vi sidder med hver vores håndarbejde.

Det er væsentligt at fastslå, at håndarbejde er mange ting udover strikning, og pointen er i virkeligheden mest af alt at finde et frirum, hvor hovedet kan tage en pause, og hænderne kan tage over for en stund. Vi bør insistere på langsommelighed, fordybelse og nærvær; særligt når det føles som om, hverdagen er et tog, der bare suser af sted, og alt vi kan gøre er at holde fast.

Tekst: Anna Hedvig Larsen
Redaktør: Johanne Ringøen