Krummekrisen

19. januar 2018

Kriser er nok en uundgåelig del af livet, desværre. Midtvejskriser. Identitetskriser. Og Cille er netop blevet ramt af det, hun kalder “Krummekrisen”.
Krisen, der rammer én, når man er ved at blive voksen, men ikke helt er klar til det. Krisen, man ikke kan løbe fra, fordi man ikke kan undgå at blive voksen. Og så er det krisen, der er, ja, opkaldt efter Krumme. For det kan godt være, at det er svært at være elleve år – men det er mindst lige så svært at være nitten.

Illustration af Frida Sønderlev Hansen

Kære Krumme
Kan du huske dengang i det forrige årtusinde, hvor man var smart, når man gik rundt i alt for store sweatshirts, overalls og hvide lærredssko? Du gjorde det nemlig selv. Du var 90’ernes ultimative præpubertære heartthrob, mens du gik din sejrsgang i de danske biografer og charmerede alle med dit uskyldige smil og din dejlige familie. Jeg kom godt nok lidt senere til festen. Men selv i de sene halvfemsere var du end ikke vippet af pinden – du var den ubesejrede barnestjerne. Jeg elskede sådan at tænde for flimmerkassen, sætte VHS-filmen på og følge med i dit liv i Kgs. Lyngby.

Du fulgte mig endda i børnehave, og mon ikke, om vi børn på rød stue har skrålet med på dine sange om kærlighed, familie og livet. Og netop dine sange har en helt særlig plads i mit hjerte.

For nylig, da jeg gik rundt og hang lidt med hovedet, tog jeg mig selv i at nynne en lille melodi. Din sang, Krumme. Den, der starter med ”det er svært at være 11 år” og slutter med, at man skal “tælle til ti, og så får man alt det, man ka li'”. Jeg talte til ti. Ikke, fordi jeg ønskede mig noget særligt, men fordi jeg måtte trække vejret dybt en ekstra gang. Virkelig, Krumme? Sådan hænger det jo ikke sammen.

Krumme, det er sikkert svært at være 11 år. Men ved du, hvad der også er skidesvært? At være nitten og synes, at man forstår meget mindre af alting, end man havde håbet – måske meget mindre end dig. Man står dér på tærsklen til voksenlivet og tænker ”Hvor forsvandt årene hen?”, selvom der alligevel er en del år til, at man skal tænke på pension og piberygning. Tiden går så forbandet hurtigt, og lige pludselig er man voksen. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg byttede gymnasietiden ud med arbejde og opvask og forskudsopgørelser. Det var en ny, fager verden, jeg var trådt ind i: på den ene side spændende, fordi det hele var så fremmed, på den anden side alt for overvældende, fordi dét at skulle sætte sig selv i kasse med de andre ”rigtige” voksne er fandens skræmmende.

Fra den ene dag til den anden gav det pludselig mening, hvorfor alle voksne går rundt og ser ud, som om alting gør ondt. Voksenlivet gør ondt. Det er den barske realitet af, at man nu har passeret det uundgåelige point of no return. Ansvaret vokser kun fra nu af, og det samme gør ens gæld og den bekymringsrynke, som jeg synes at kunne ane i min pande. Og sådan er dét jo bare. Man kan ikke bare navigere udenom voksenlivet – selvom jeg mest af alt har lyst til at snøre kondiskoene og spæne et par år tilbage i tiden, til dengang hvor det vigtigste at tage stilling til var farven på ens penalhus.

Ansvaret vokser kun fra nu af, og det samme gør ens gæld og den bekymringsrynke, som jeg synes at kunne ane i min pande. Og sådan er dét jo bare.

Men det er jo ikke din skyld, Krumme. Det må du forstå. Der hersker en eller anden opfattelse af, at voksenlivet er lig med den ultimative frihed. Den opfattelse er jeg selv vokset op med. Når man er voksen, kan man gøre, hvad man vil: Man er ikke bundet af noget som helst længere, man behøver ikke at spørge om lov længere, for ingen siger nej – og dog. At blive voksen er mere end bare at være herre over sin egen sengetid eller at spise risengrød til aftensmad, hvis det er dét, man føler for. Det må du også forstå, Krumme. Der er en anden realitet, som man skal begynde at forholde sig til. En realitet, som jeg af og til ville ønske, jeg kunne zappe væk fra – bare i et par sekunder. Det er blandt andet forventningen om uddannelse og karriere, og at jeg en skønne dag måske vil stifte familie? Det er også at skulle holde styr på regninger, om bankkontoen er gået i minus for denne måned, og at SKAT ikke kommer efter mig, fordi jeg har glemt at betale min biblioteksbøde (det er sket). Og det er ansvar. Et ansvar, som jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle bære på mine skuldre.

Hvorom alting er, så er jeg blevet voksen. Jeg er blevet voksen, og det er en kendsgerning, jeg ikke kan løbe fra. Jeg ville ønske, at du kunne vokse med og blive ældre, Krumme, og mærke det, du synger om, på egen krop. Men du er fanget i et univers fra en svunden tid, som jeg har passeret for længe siden. Omstændighederne har ændret sig, og det har jeg også. Du hører en anden livsfase til. Dine visdomsord fra mine barndomsår hører ikke længere hjemme i min verden. Og måske er de slet ikke ment til at skulle følge med mig ind i denne del af mit liv?

Det kan være, det bliver lettere med tiden. Jeg tror, voksenlivet er en tilvænningssag. Det kan være, det faktisk slet ikke er så svært, når man først får det lært. Man skal jo kravle, før man kan gå, ikke sandt? Jeg har masser af tid til at lære og forstå, hvordan man er voksen: lige fra min nuværende, såkaldte Krummekrise, til midtvejskrisen, til alle de andre kriser, jeg kommer til at støde på. For som du selv siger, Krumme, så vokser man, ligesom træerne og blomsterne, og før man får set sig om, er man hundrede år.

Hvad tænker du?

  1. Franciska siger:

    Sikke en fin tekst, du har skrevet. Jeg kender virkeligt den krise, jeg står også selv i den, og jeg er snart 22. Forhåbentligt bliver det nemmere med tiden <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *